Vestsahara: et historisk overblik

Vestsahara: afrikas sidste koloni

Af Mads C. Barbesgaard

Vestsahara er af FN betegnet som Afrikas sidste koloni. Siden 1884 har det tørre ørkenområde med grænser op til (nuværende) Marokko, Algeriet og Mauretanien været under besættelse. EU's udenrigs- og handelspolitiske håndtering af besættelsen har desværre ikke hjulpet Vestsaharas befolkning, saharawi'erne. Tværtimod søger EU til stadighed at udbygge samarbejdet med det Marokkanske kongedømme og yder herigennem støtte til den fortsatte undertrykkelse af saharawi'erne. Det vil vi i Afrika Kontakt sætte en stopper for og i Vestsahara gruppen arbejder vi derfor målrettet på at påvirke Danmarks og herigennem EU’s politik på konflikten.

Skiftende kolonimagter - samme undertrykkelse
Kort sagt drejer konflikten sig ganske enkelt om en besættelse. En besættelse der betyder udbytning og udplyndring for Saharawierne, økonomisk og politisk støtte for det Marokkanske kongedømme og en kæmpe profit for den multinationale fiskeri- og fosfatudvindingsindustri. EU, og herigennem Danmark, har med støtte til kongedømmet aktiv del i denne besættelse.

Nuvel, før man kan tilslutte sig sådanne udtalelser skal man have lidt (meget) baggrund.

I 1884 blev Vestsahara formelt set et spansk protektorat og var herefter kendt som 'Spansk Sahara'. Spanien opnåede således kontrol over området i et Vestafrika ellers domineret af Frankrig, der på dette tidspunkt styrede alle de omkringliggende områder. I perioden fra 1885 til 1912 blev grænsedragningen i 'Spansk Sahara' ændret flere gange, med en skiftende fordeling mellem Spanien og Frankrig. Med den Fransk-Spanske konvention i 1912, endte Spanien med at kontrollere et væsentligt større område end oprindeligt fastlagt.

Hvor Marokko, Mauretanien og Algeriet alle opnåede uafhængighed fra Frankrig i slut 1950'erne og start 1960'erne, blev 'Spansk Sahara' i 1963 af FN erklæret et såkaldt 'ikke selvstyrende område' - diplomatisk sprog for en koloni. Spanien beholdte således administrativ kontrol over området. Hvor årene umiddelbart efter dette selvfølgelig ikke indebar selvstyre, overholdte Spanien trods alt de basale krav for sådanne områder, herunder menneskerettigheder, noget som den efterfølgende kolonimagt, Marokko, til stadighed bryder.

Efter Marokko og Mauretanien opnåede uafhængighed havde begge lande skiftevis givet udtryk for, at Vestsahara retmæssigt tilhørte dem. Dette var mest tydeligt fremført af Marokko, som endda frem til 1969 påstod, at et 'Stor-Marokko' også måtte indeholde nordlige dele af Mauretanien. Den berygtede konge af Marokko, Hassan II, var endda så sikker i sin sag, at han tog sagen om Vestsaharas tilhørsforhold op i Den Internationale Domstol. Den 16. Oktober 1975, dømte domstolen således:

"Thus the Court has not found legal ties of such a nature as might affect the application of General Assembly resolution 1514 (XV) in the decolonization of Western Sahara and, in particular, of the principle of self-determination through the free and genuine expression of the will of the peoples of the Territory."

Selvom der altså blev dømt til fordel for Saharawiernes ret til selvbestemmelse, kørte Marokko imidlertid videre med dets krav.

Det mangeårige pres fra Marokkansk side endte den 14. november 1975 med den såkaldte Madrid aftale. Her overdrog Spanien uretmæssigt styret til Marokko og Mauretanien hen over hovedet på saharawiernes frihedskæmpere, Polisario, der gennem en årrække havde kæmpet for uafhængighed.

Med Spanien ude af billedet vendte Polisario sig mod de nye kolonimagter Marokko og Mauretanien. I 1979 trak Mauretanien sig fra konflikten og overgav hele området til Marokko. Først i 1991 blev der opnået våbenhvile mellem Marokko og Polisario.

Ved våbenhvilen genudtrykte FN sit krav om en folkeafstemning, som fremsat siden 1975, hvor saharawierne selv kunne tage stilling til landets tilhørsforhold (uafhængigt eller Marokkansk), med henvisning til den Internationale Domstols kendelse. Spørger man eksilregeringen Saharawi Arab Democratic Republic (SADR), medlem af den Afrikanske Union og anerkendt af flere lande, er uafhængighed den eneste løsning. Hassan II's og hans efterfølger Muhammed IV's har imidlertid holdt fast i, at Vestsahara tilhører Marokko. Til trods for de utallige FN resolutioner og erklæringer, det åbenlyse brud på international lovgivning og, at den Marokkanske besættelse ikke er anerkendt af nogen regering er Vestsahara stadigvæk under Marokkansk besættelse.

EU's rolle
Det arabiske forår belyser klart, hvordan EU’s udenrigs- og handelspolitik overfor hele det Nordafrikanske område har spillet fallit. Vestsahara er ingen undtagelse.

Som med det øvrige Nordafrika er det de økonomiske interesser, der har domineret politikken. Desværre, vil man næsten sige for Saharawiernes skyld, sidder Vestsahara oven på verdens største fosfataflejringer og har desuden et meget fiskerigt farvand. Prioriteten fra EU har derfor været stabil adgang til disse ressourcer, uanset hvem modtager betaling for denne adgang.

Efter Spaniens og Frankrigs tilbagetrækning fra området har EU's rolle derfor ikke ændret sig nævneværdigt. EU's tætte politiske og økonomiske samarbejde med det Marokkanske kongedømme underminerer fortsat saharawiernes mulighed for selv at forvalte deres ressourcer, endsige gavne af dem. Gennem handels- og fiskeriaftaler har EU sikret den historiske adgang til Vestsaharas værdifulde ressourcer og så længe denne adgang kan bibeholdes er EU ikke interesseret i, at saharawierne opnår uafhængighed.

I 2006 indgik EU en fiskeriaftale med Marokko. Gennem en årlig betaling på 36,1 millioner euro fik EU's fiskeriflåde adgang til Marokkos, og herunder Vestsaharas, farvande. Hvor aftalen fra flere sider blev kritiseret grundet den åbenlyse berøvelse af saharawiernes ressourcer, var det kun Sverige, der ikke ville give kommissionen forhandlingsmandat.
Som svar på anklagerne sagde kommissionen, at en del af de betragtelige summer ville tilfalde saharawierne og fik således alligevel forhandlingsmandat og aftale blev forhandlet på plads. I de 4 forløbne år hvor aftalen har stået på, er det imidlertid gentagne gange blevet klargjort, at aftalen ikke tilgodeser Vestsaharas befolkning, senest af Parlamentet selv i 2009, og aftalen er således ifølge førnævnte juridiske vurdering af FN ulovlig.

Ved fornyelsen af aftalen tidligere i år var der omsider kommet flere kritiske stemmer iblandt, herunder, efter pres fra Afrika Kontakt, den danske regering. Danmark stillede sig således imod Kommissionens 1-årige forlængelse af aftalen. Der var imidlertid flere af de store medlemslande, som ikke stillede sig kritiske overfor kommissionens anmodning, herunder Frankrig og Spanien. Selv om Danmark, Sverige og Storbritannien stemte nej og Finland samt Tyskland afstod, fik kommissionen forhandlingsmandat til aftalen.

Selv om der også var kritiske røster til rådets endelig beslutning på den aftale som Kommissionen i sin tid forhandlede på plads, gik det desværre ikke bedre for Saharawi’ernes sag. Den 13.07 blev aftalen underskrevet af rådet og EU-flåden kunne fortsat plyndre Saharawi’ernes farvande uden at skænke en rød reje til de retmæssige ejere i stedet fortsatte EU sin støtte til Marokkos besættelse af Vestsahara.

Hvor rådet og kommissionen er utroligt svære institutioner at arbejde med, er EU-parlamentet lidt mere tilgængelig. Efter Lissabontraktaten skal alle fiskeriaftaler godkendes af parlamentet før de, juridisk set, træder i kraft. Som det ser ud nu skal fiskeriaftalen, efter utallige forsinkelser og fodslæben fra fiskeriudvalgets forkvinde, Carmen Fraga, medlem af parlamentets Konservative gruppe EPP, til afstemning til December.

Hvad vil Afrika Kontakt?
Her vil Afrika Kontakts Vestsahara gruppe målrettet gå ind og kæmpe Saharawiernes sag. Det vil ske i samarbejde med forskellige andre organisationer og netværk, der kæmper med Saharawi’erne, og sammen vil vi gøre stor indsats for at parlamentet stemmer imod forlængelsen. Der er allerede tegn på, at mange MEP’ere er kritiske over for aftalen, især fra et juridisk perspektiv. Så med en målrettet indsats kan det lade sig gøre.

Med regeringsskiftet, vil Afrika Kontakt med fornyet mod og kræfter fortsat forsøge at påvirke processen og holdninger herhjemme. Ved at sprede kendskab og forargelse blandt offentligheden over Danmarks og særligt EU’s kedelige rolle i konflikten vil vi forsøge at synliggøre konflikten i langt højere grad end tilfældet er i dag. Dette mobiliseringsarbejde skal spille sammen med vores den indsats vi løbende vil lave i folketinget. Gennem skriftlige og mundtlige henvendelser på tværs af det politiske spektrum og relevante ministre vil vi forsøge at gøre Danmark til et forgangsland. Som nævnt er Danmark allerede, efter pres fra Afrika Kontakt, blandt de lande, der har sagt nej til fiskeriaftalen. Vi vil arbejde på at gøre denne modstand bredere, så Danmark får en egentlig holdning og politik på konflikten. Vi vil opstille en række konkrete krav til den danske regering for eksempel at Danmark, som det første af medlemslandene, skal anerkende Saharawi’ernes eksilregering SADR.

Danmarks EU-formandsskab til foråret 2012, kommer i forlængelse . Set i lyset af det øgede mediefokus, som Danmark og den danske regering i denne periode vil have, skal kampen for Vestsaharas befrielse. Dette vil spille sammen med at den nuværende aftale formelt set afløber til foråret i slut februar. Formandsskabet kan således bruges strategisk i forlængelse af det arbejde vi vil lave til foråret. 

Som det fremgår er der massere af visioner i gruppen, og dermed også massere af opgaver at løfte. Vil du støtte os og hjælpe med at tage kampen op mod undertrykkelse, skal du være mere end velkommen!

Og er du endnu ikke overbevist skal man blot huske et citat fra Desmond Tutu:

"If you are neutral in situations of injustice, you have chosen the side of the oppressor. If an elephant has its foot on the tail of a mouse and you say that you are neutral, the mouse will not appreciate your neutrality."

Skriv til mads@afrika.dk hvis du vil være aktiv i Saharawi’ernes