Tom snak om udvikling

16. oktober 2008. Af Henrik Bang Andersen, medlem af Afrika Kontakts bestyrelse og Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

Torsdag den 9. oktober udtrykte EU-Parlamentet sin store skuffelse i en vedtagelse over sommerens sammenbrud for forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) på mini-ministermødet i Genève. Derfor fastslog Parlamentet at "udviklingslandenes og navnlig de mindst udviklede landes behov bør prioriteres i (...) forhandlingerne, idet udvikling bør gå forud for alt andet".

Kender man bare lidt til EU’s ageren på den handelspolitiske scene, så er det en udtalelse, man vil have hørt mange gange før. Ligesom man vil vide, at det er en udtalelse, der endnu ikke har ført til reel handling fra EU’s side. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at vedtagelsen ikke nævner noget om, hvad EU selv bør gøre for at sikre en verdenshandel til fordel for u-landene.

I stedet opfordrede Parlamentet Indien og USA til at finde en politisk løsning på deres uenigheder om den "særlige beskyttelsesmekanisme", som har fået skylden for sommerens sammenbrud. EU har dog spillet en central rolle i at forberede sammenbruddet gennem mange år.

EU meler sin egen kage
Den nuværende forhandlingsrunde blev lanceret i Doha, Qatar, i november 2001 og havde oprindelig deadline januar 2005. Runden blev lanceret som en "udviklingsrunde" med det formål "at placere deres [u-landenes] behov og interesser i hjertet af arbejdsprogrammet".

Der er mange ting, EU for længst kunne have gjort, hvis EU virkelig var interesseret i at imødekomme dette formål. EU burde have tilbudt u-landene en reel reduktion i den konkurrence-forvridende del af landbrugsstøtten samt en øget markedsadgang. I stedet udnytter EU smuthullerne i WTO- systemet ved at omdefinere støtten til mere "grønne" navne som natur- og miljøbeskyttelse og egnsudvikling. I praksis er der stadig tale om konkurrenceforvridende støtte.

En simpel ting, EU burde have gjort, var at overholde aftaler. På WTO-ministerkonferencen i 2005 blev det aftalt, at EU’s eksportstøtte skal være aftrappet i 2013 og kraftigt reduceret i 2010. Det forhindrede dog ikke EU i for nylig at øge eksportstøtten til svinekød i perioden november 2007 - august 2008.

EU burde desuden have afstået fra sine gentagne ublu krav til u-landene om liberaliseringer på tjenesteydelsesområdet. Ikke alene kan en ny aftale om tjenesteydelser betyde en udkonkurrering af u-landenes virksomheder - en liberalisering vil også betyde en begrænsning af u-landenes politiske råderum til at regulere markedet til fordel for deres udviklingsbehov.

Det er ikke kun Indien og USAs skyld
I stedet har EU gang på gang gjort det klart, at en ny aftale på industri- og tjenesteydelsesområdet er en forudsætning for at imødekomme u-landenes krav om en aftale på landbrugsområdet. Når deadlinen for Doha-udviklingsrunden er blevet overskredet med så urimeligt mange år, så skyldes det alene denne købmandsmentalitet.

Det er skuffende, at der efter syv års manglende fremskridt i runden ikke er plads til større selvrefleksion i Parlamentets vedtagelse. Det er ikke nok bare at pege fingre ad Indien og USA. EU-Parlamentet bør i stedet koncentrere sig om EU’s egen rolle som en ukonstruktiv forhandlingspartner og kigge på områder som beskrevet i dette indlæg. Indtil da vil de pæne ord om u-landenes behov kun være tomme ord.