SWASMO: Hjælp til selvhjælp til Swazilands mest udsatte kvinder

Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder

Swaziland er et meget ulige land. En lille meget rig elite lever under luksuriøse forhold, mens to tredjedele af befolkningen må klare sig for under en dollar om dagen. Over halvdelen af sidstnævnte sulter decideret. Som i de fleste lande, må Swazilands kvinder bære de tungeste byrder af denne ulighed på grund af deres lavere sociale og retslige status og deraf følgende manglende uddannelse og indkomst. Og dette selvom Swaziland har underskrevet FNs Kvindekonvention, og selvom landets nye forfatning lover kvinder ligestilling med mænd. En gruppe kvinder er dog særligt udsatte, stigmatiseret, og desperate i Swaziland, nemlig den voksende gruppe af enlige mødre, hvoraf mange af disse er teenagere.

Desværre gør Swazilands regering meget lidt for at forbedre levevilkårene for enlige mødre, og ingen organisationer har indtil for nyligt fokuseret på dem. Selv deres familier og omgangskreds vender dem ryggen, og de bliver oftest smidt ud af skolen. Den psykologiske stress-faktor som denne stigmatisering medfører, fører ofte til at gravide teenagere uden for ægteskab får foretaget en abort (selvom dette er ulovligt i Swaziland) eller simpelt hen i desperation slår barnet ihjel. Studier viser desuden at de børn der bliver født af disse mødre, i langt højere grad udvikler adfærdsvanskelige vanskeligheder, hvilket sammen med moderens finansielle situation, ofte fører til at disse familier ender i en ond cirkel af lav uddannelse og indkomst.

Desuden er enlige mødre udsat for  diskrimination på grund af kulturel praksis. Kvinder I Swaziland er afhængige af deres mænd eller fædre på grund af en traditionel lovgivning, der løber parallelt med den mere formelle lovgivning, hvor kvinder sidestilles med mindreårige og eksempelvis ikke må eje land eller åbne en bankkonto uden deres ægtemænds eller fædres tilladelse. I Swaziland er kvinders status tæt bundet op på ægteskabet som institution, og børn født udenfor ægteskab er derfor ildeset.

Swaziland Single Mothers' Organization (SWASMO) forsøger at ændre alt dette. SWASMO blev startet i januar 2009 og er en lille men kompetent organisation, der består af veluddannede frivillige, heriblandt flere enlige mødre, der arbejder med i første omgang at mobilisere og uddanne fattige enlige mødre til at blive selvkørende, selvbevidste og sundhedsbevidste i et fattigt område af Manzini, landets industricenter. Uddannelse i sundhedsrelaterede emner som familieplanlægning er meget vigtigt eftersom seksualundervisning i Swaziland, både i skolerne og fra forældrene, er tabu. Blandt andet som en følge af dette, har næsten 80% af pigerne i Swaziland deres seksuelle debut før de er 16 og mange af disse bliver gravide.

SWASMO arbejder blandt andet med selvhjælpsgrupper, der forsøger at sikre at gruppemedlemmerne kender og kræver deres rettigheder, og at de forbedrer deres økonomiske, følelsesmæssige og sundhedsmæssige situation. Selvhjælpsgrupperne arbejder også med gensidig støtte og ejerskab overfor gruppen. ”Vi bruger en holistisk tilgang til at hjælpe vores klienter”, siger SWASMOs programkoordinator og stifter Beatrice Bitchong. ”Denne indbefatter social, psykologisk, økonomisk, sundhedsmæssig og menneskerettighedsmæssig uddannelse.  På denne måde bliver enlige mødre og teenage-mødre i stand til at kræve deres rettigheder”. Mere konkret besår disse projekter af indkomstgenererende projekter samt uddannelse i landbrugsmæssige færdigheder, management, og seksuelle emner som svangerskabsforebyggelse og familieplanlægning. De indkomstgenererende projekter består blandt andet af produktionen af tøj og tørklæder, træfigurer, og grøntsager fra en grønsagshave. SWASMO træner også gruppemedlemmerne i at kunne videreformidle de værktøjer de har erhvervet sig, blandt andet gennem en konsekvent deltagerstyring, så projektet vil kunne fortsætte uden hjælp. ”Vi bruger en participatorisk tilgang i alle vores programmer, og involverer deltagerne i hele processen, fra planlægning og implementering til evaluering af projekterne”, siger Beatrice Bitchong.
SWASMO tilbyder også både individuel og gruppevejledning, hjemmebesøg, og økonomisk støtte til mad og tøj. Ifølge Beatrice Bitchong har disse projekter betydet ”en væsentlig forbedring i medlemmernes liv”. Organisationen, der startede ud med en enkelt gruppe på 20 medlemmer, er derfor i gang med at udvide til mindst 80 deltagere, hvilket dog er vil kræve flere resurser da man i høj grad har været nødt til at trække på de frivilliges økonomiske resurser indtil nu.

At sådanne små organisationer i Swaziland der drives af stærke kvinder kan lykkes med deres forehavende uden store budgetter, har Swaziland for Positive Living (SWAPOL) dog bevist. SWAPOL arbejder med at forbedre levestandarden og selvbevidstheden blandt især kvinder der er smittet med HIV i Swaziland og som derfor stigmatiseres. For Beatrice Bitchong har Siphiwe Hlophe, SWAPOL viljestærke direktør, været en væsentlig indflydelse for SWASMO. “Jeg beundrer hendes lidenskab, hårde arbejde, og uforbeholdne åbenhjertighed. Det er inspirerende at have set hendes organisation blive styrket dag for dag”. Hun ser gerne at SWASMO bliver en lige så stor indflydelse på debatten om enlige mødre som SWAPOL er det på AIDS-debatten, blandt andet ved at kunne operere nationalt og have kapaciteten til at øve indflydelse på den offentlige debat og på regeringen via blandt andet kampagner.
Desuden vil man gerne have mulighed for at udvide programmet til på en eller andet måde også at inkludere drenge eller mænd, således at disse også modtager seksualundervisning og diskuterer deres ansvar som fædre. Som det er nu, efterlader mange af fædrene de ugifte mødre til deres egen skæbne, og lovgivningen i Swaziland stiller ingen krav til dem om at støtte mødrene til deres børn. ”Såvel mænd som samfundet generelt skal involveres i kvinders rettigheder”, siger Beatrice Bitchong, ”hvilket er grunden til, at uddannelse i kvinders rettigheder bør være en del af civiluddannelse i lokalsamfundene, også af skolebørn”.
Alt dette kræver dog at SWASMO ansætter medarbejdere der kan sikre organisationens vækst via plakater, radiospots og pamfletter der kan sikre omtale, men dette kræver at donorer eller enkeltpersoner støtter organisationen, hvilket der arbejdes på.

Beskeden til potentielle donorer er, at deres forehavende er både retfærdig og realiserbar. I Vesten var kvinder i lige så høj grad umyndiggjort og diskrimineret imod indtil for relativt nyligt, men nogle få stålsatte kvinder og kvindeorganisationer, samt et stadigt større økonomisk råderum blandt kvinder, gjorde at den rettighedsbaserede bevidsthed og lighed for loven langsomt kom til også at gælde for kvinder. Denne måde at søge at fremme kvindernes sag er netop hvad SWASMO og SWAPOL forsøger at implementere.

Beskeden til os i Vesten generelt er, at vi ikke skal forsøge at diktere hvordan kvindekampen i Swaziland og andre steder i u-landene skal føres, ved at fokusere på emner som lighed og diskrimination, som man gør i den Vestlige debat. I stedet bør vi lytte til kvinderne i lande som Swaziland når de fortæller os, at disse emner nok er relevante, men at de må sammentænkes med udviklingsmæssige og sociale ditto for at have nogen mening i deres lande. ”Kun styrkelsen af Swazilands kvinders viden om for eksempel deres socioøkonomiske forhold, vil skabe en bevidsthed der vil kunne få dem til at handle”, insisterer Beatrice Bitchong. ”Det internationale samfunds og NGOernes rolle bør derfor være fokuseret så meget som muligt på initiativer der kan bidrage til styrkelsen af kvindernes viden, færdigheder, og socioøkonomiske bevidsthed”.