Sult i flygtningelejre kan genstarte krig i Vestsahara, siger minister

Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

”Marokkos strategi er at udsulte Vestsaharas flygtninge, så de accepterer Marokkos forslag om selvstyre men ikke uafhængighed. De presser FN til ikke at give flygtningene mere bistand”, siger Kooperationsminister i Vestsaharas eksilregering Saharawi Arab Democratic Republic, Hach Ahmed Barek Allah. ”Hvis  udsultningen af flygtningene i lejrene fortsætter, kan vi ikke kontrollere befolkningens reaktion. Vi vil gerne fortsætte fredsprocessen og fortsætte forhandlingerne med Marokko, men som det er nu, bliver dette sværere og sværere”.

Hach Ahmed besøgte Afrika Kontakts sekretariat i København mandag [den 20. februar]. Målet med hans besøg var at diskutere den i stigende grad desperate situation for de cirka 150.000 flygtninge der har boet i isolerede lejre i den Algierske ørken nær Tindouf, siden de flygtede fra de marokkanske invasionsstyrker i 1975, samt den FN-ledede fredsproces, som skal sikre dem en sikker tilbagevenden til deres hjemland, men som Marokko har forhalet i over 20 år. Han er også i Danmark for at forsøge at få humanitær bistand til flygtningene i Tindouf-lejrene,

”Danmark og andre Nordeuropæiske lande er forskellige fra landene i Sydeuropa, som har for mange fælles interesser med Marokko”, siger Hach Ahmed. ”Vi beder derfor de Nordeuropæiske regeringer, inklusive den danske, om humanitær bistand. Jeg håber at Danmark, som er kendt for at være samarbejdsvillig når det gælder bistand, vil være med til at udfylde det nuværende tomrum i den humanitære bistand til lejrene. Dette vil vi forelægge formanden for Udenrigsudvalget, Per Stig Møller, samt repræsentanter for Udenrigsministeriet, i morgen [den 21. februar]”.

FN’s Fødevareprogram har ydet støtte til de mest sårbare og udsatte Saharawi-flygtninge siden 1986, efter at Algeriet havde ydet støtte til lejrene i 11 år. Ifølge FN’s Fødevareprogram, UNHCR, er ”mulighederne for at klare sig selv i den barske, isolerede ørken hvor flygtningelejrene ligger, særdeles begrænsede, hvilket gør at flygtningene er afhængige af international bistand for at overleve. Der er en udbredt grad af underernæring i lejrene, hvor 18,2 procent af befolkningen er akut underernærede, 31,4 procent er kronisk underernærede, og 31,6 procent er undervægtige”.

Men selv det utilstrækkelige bistandsniveau, der har skabt disse forhold, er ved at blive beskåret, siger Hach Ahmed. ”FN's Flygtningehøjkommissariat og EU, som er de største donorer, har kun lovet at give halvdelen af den bistand som de normalt giver. Den økonomiske krise, især i Sydeuropa, skaber problemer for bistandsprogrammerne”.

Og Saharawierne er ved at blive frustrerede over FN, tilføjer han. Mange er nu villige til at bryde våbenhvilen mellem Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, og Marokko, og genoptage krigen med Marokko.

”Det bliver sværere og sværere at kontrollere befolkningens reaktion. Den FN-ledede fredsproces har pågået i over 20 år, uden nogen fremgang. Dette er bl.a. pga. den indflydelse som Frankrig [som er permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd] har i FN. Dette, samt at man eksempelvis accepterer Marokko som medlem af FN’s Sikkerhedsråd, samtidigt med at de koloniserer Vestsahara, får os til at tvivle på det retfærdige i FN-systemet. Ville FN have accepteret Syrien eller Iran som medlem af Sikkerhedsrådet? Dette er et tydeligt eksempel på FN’s dobbeltmoral, og sådanne hændelser gør det meget svært for os at få de unge Saharawier til at acceptere, at vi fortsætter med at sætte vores lid til FN”.

Og netop de unge Saharawier er blevet mere og mere radikaliserede overfor den Marokkanske undertrykkelse, som det også har været tilfældet med unge over hele Nordafrika og i Mellemøsten. Derfor er tiden ved at rinde ud, siger Hach Ahmed.

”Mange unge, især dem fra lejrene, tror ikke længere på, at fredsprocessen vil kunne give resultater. Før Polisarios kongres i december frygtede vi endda at en ny ledelse ville blive valgt, der ville ønske at stoppe fredsprocessen. Men aktivister fra de Marokkansk-besatte områder af Vestsahara, som deltog i kongressen, anbefalede at man ikke stemte på kandidater som ville gå i krig, og var dermed med til at give Polisario muligheden for at fortsætte fredsprocessen – i det mindste indtil næste kongres”.

Vestsahara har været ulovligt besat af Marokko siden 1975, hvor Spanien i al hemmelighed opgav Vestsahara til gengæld for handelsaftaler om minedrift om fiskeri med Marokko. Som en ulovlig besættelsesstyrke, har Marokko ikke ret til at sælge Vestsaharas naturressourcer, som man blandt andet gør det gennem en fiskeriaftale med EU, eller at vedblive med at krænke Saharawiernes menneskerettigheder. I stedet kræver international lov, samt over 100 FN-resolutioner, at Marokko afholder en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold.
USA og Frankrig, som begge er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, har en stor del af skylden for, at denne folkeafstemning ikke er blevet afholdt. I stedet presser begge lande på for at Vestsahara forbliver Marokkansk.
Ingen lande anerkender officielt Marokkos krav på Vestsahara, hvis krav på Vestsahara desuden er blevet afvist af Den Internationale Domstol. Over 80 lande anerkender derimod Vestsaharas eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic, som desuden er medlem af den Afrikanske Union.