Stop diskrimination og vold mod kvinder i politik

Skrevet 5 December 2011

Afrika Kontakt sætter, sammen med en række andre danske organisaitoner fokus på kvinders politiske deltagelse på international konference d. 8. december.

Af Marie Villumsen og Sarah Illeras - Afrika Kontakt

Diktatorer væltes, nye demokratier udvikles og ingen ved hvordan morgendagens Afrika kommer til at se ud. Egypterne har taget hul på første valgrunde siden Mubaraks fald, tuneserne konsoliderer en ny regering efter valget og Zimbabwes befolkning stemmer snart om en ny forfatning, der skal bane vejen for et demokratisk valg. Men hvor bliver kvinderne af, når fremtidens Afrika skal defineres?

Det vil ledende demokratiforkæmpere og aktivister fra Egypten, Tunesien og Zimbabwe diskutere d. 8. december, når Afrika Kontakt, Dansk Institut for Menneskerettigheder og Kønsnet lukker dørene op til den internationale konference: Countries in Transition: Options for Women's Political Participation, der afholdes på Kosmopol kl. 08.30 – 17.00.

Det er lige nu fremtidens demokratier i Egypten, Tunesien og Zimbabwe defineres, men kvinder bliver hægtet af i de altafgørende forhandlinger og beslutningsprocesser. På trods af solstrålehistorier om enkelte kvinder, der har kæmpet sig frem til indflydelsesrige positioner, bliver flertallet stadig ekskluderet fra de politiske processer gennem fysisk vold, diskriminerende lovgivning og kulturelle forestillinger om at den politiske arena er forbeholdt mænd.

”I Zimbabwe anses det ikke som kvinders rolle at være politisk aktive, og de bliver derfor stemplet som løse på tråden eller prostituerede. Mange kvinder afholder sig derfor fra at deltage aktivt i politik”
udtaler en af konferencens arrangører, Anna Villumsen fra Afrika Kontakt.

Egyptiske kvinder, der deltager i demonstrationer bliver undersøgt for at konstatere om de er jomfruer og deres familier bliver beskyldt for ikke at have opdraget deres døtre moralsk korrekt. Ved valget i Zimbabwe i 2008 blev over 2000 politisk aktive kvinder voldtaget og tusinder flere blev tortureret. I Tunesien forsøger man at få flere kvinder i parlamentet, men det skaber ikke nødvendigvis mere reel indflydelse og magt til kvinderne. Over hele Afrika går kvinder på gaden på lige fod med mænd til de store demonstrationer og udsættes for de samme risici i kampen mod undertrykkende regimer, men det er stadig mændene der sætter den politiske dagsorden.

”Ligestilling handler ikke kun om at få flere kvinder på indflydelsesrige poster men om at transformere kvinders rolle fra at være tilstede til at udøve indflydelse. Vores arbejde handler i høj grad også om at inddrage og udfordre mændene til at tage et ansvar for kvinders ret til indflydelse”, udtaler Rumbidzai A. Kandawasvika-Nhundu, International Institute for Democracy and Electoral Assistance

Hvordan styrker vi kvinder i folkelige bevægelse, politiske partier og civilsamfundet for at transformere deres tavse tilstedeværelse i orkanens øje til indflydelsesrige pladser ved forhandlingsbordet? Dette og mange flere spørgsmål vil blive debatteret på konferencen.

Læs mere og tilmeld dig konferencen her