Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder
Der er mange firmaer der udnytter Vestsaharas ressourcer i direkte strid med international lov. Det gælder blandt andet for Vestsaharas righoldige fiskebanker, fosfatreserver, grøntsager, solenergi og olie. Samtidigt anklager kampagneledere for Vestsaharas befrielse det internationale samfund for at gøre for lidt for at stoppe menneskerettighedskrænkelser og ulovlig samhandel med varer produceret i Vestsahara, og firmaerne for ikke at lytte til anbefalinger om ikke at operere i Vestsahara fra frigørelsesbevægelsen i Vestsahara, Polisario.
Skandinaviske firmaer har på ingen måde holdt sig tilbage fra at tage del i udplyndringen af Vestsaharas resourcer. Et eksempel på udnyttelse af Vestsaharas ressourcer har således været det norske firma, Fugro-Geoteam, der forsyner globale olie- og gasfirmaer med geoteknisk specialistudstyr, og har været en del af en oliesøgningsoperation udfor Vestsaharas kyst sammen med den Marokkanske stat der startede i 2009. Fugro-Geoteam blev desuden forsynet af et skib fra det færøske firma, Thor Offshore.
Dette er selvom FN allerede i 2002 erklærede det ulovligt for Marokko at søge efter olie eller gas udfor Vestsaharas kyst uden Sahrawiernes accept; selvom den norske regering og det færøske udenrigsministerium udtrykte støtte til FNs erklæring, og generelt anbefaler firmaer ikke at operere i Vestsahara; og selvom Polisario gik kraftigt i rette med Fugro-Geoteam, som de havde advaret om at holde sig ude af Vestsahara flere år tidligere.
Den eneste måde hvorpå man kan forhindre lignende tilfælde af overtrædelser af international lov og Sahrawiernes selvbestemmelsesret over egne ressourcer, er dog mediebevågenhed og folkeligt pres. Et eksempel på at dette virker, er at det Svenske grossistfirma Axfood for nyligt følte sig presset til at stoppe med at handle med det franske firma, Azura, ejet af en fransk-marokkansk familie, der sælger tomater dyrket i de besatte områder i Vestsahara. Coop er blevet tvunget til et lignende handelsstop med varer producerede i Vestsahara, da det kom frem i medierne at de ligeledes forhandlede varer der var produceret i Vestsahara af Azura, fejlagtigt mærket som værende produceret i Marokko. Og endeligt annoncerede Fugro-Geoteam i april 2010 at de ville ”afholde sig fra al yderligere engagement i Vestsahara, indtil den politiske situation er blevet løst” – en beslutning der efter al sandsynlighed også blev taget som følge af pres fra solidaritetsgrupper.
