Reformen af EU's fiskeripolitik - et spil for galleriet

På trods af fiskerikommissærens flotte ord om en 'radikal reform' af EU's fiskeripolitik er der i højere grad tale om at flytte kommaer end et fundamentalt opgør med EU's fortsatte udbytning af de forhenværende kolonier. Selv de mest kritiske røster er tilsyneladende hoppet med på denne øvelse. Så længe der ikke gøres op med markedsgørelsen af naturen, er reformprocessen spil for galleriet med katastrofale konsekvenser for afrikanske kystsamfund.  
 
Den Europæiske Unions (EU's) fælles fiskeripolitik bliver disse dage reformeret, og den forventes at blive vedtaget i ministerrådet under Danmarks kommende formandskab, i foråret 2012. Den politiske reformproces beskæftiger sig altovervejende med den interne del af fiskeripolitikken – altså den del, som omhandler fiskeri i EU's territoriale farvande – til trods for at 25 % af de fisk, som landes i EU, fanges uden for egne farvande, primært i Atlanterhavet og det Indiske Ocean ud for Afrikas kyster. Den eksterne del af fiskeripolitikken, hvor fiskeripartnerskabsaftalerne (FPA) er en central del, får ikke nær den opmærksomhed, den burde have, set i lyset af de enorme negative konsekvenser af europæiske trawleres tilstedeværelse i de afrikanske havområder.

Lige siden 2004 har EU betalt i omegn af en milliard kroner om året til en række afrikanske lande for retten til at fange fisk til en værdi, der er mere end ti gange større end dette beløb. Den økonomiske kompensation for retten til Afrikas fisk er grundstenen i de nuværende FPA’er mellem EU og afrikanske lande, men trods betegnelsen ”partnerskab” synes aftalerne mest af alt at være en fortsættelse af ældgammel tradition for europæisk rovdrift på Afrikas naturressourcer. Grundprincipperne er markedsgørelse og profitmaksimering af fiskebestandene uden hensyntagen til sociale, økonomiske og kulturelle konsekvenser for de afrikanske kystsamfund.

Under overfladen af de tekniske og lange aftaletekster er FPA’erne meget simple. Grundprincippet er i al sin enkelhed, at EU betaler ”partnerlandet” en økonomisk kompensation for en aftalt ”reference” volumen af fisk eller for fri adgang til et fastsat antal fartøjer. Efter aftalerne er indgået, overdrager EU frit og kvit licenserne til den europæiske fiskeriindustri, og de store vindere i dette lotteri er de sydeuropæiske lande med Spanien i førerposition efterfulgt af nationer som Portugal, Frankrig, Grækenland og Italien. I Danmark har vi ingen fiskerivirksomheder som opererer under FPA’erne.

Internt i EU har vi længe været klar over de store udfordringer i vores eget fiskeri. Da 88 % af fiskebestandene i EU's egne farvande bliver overfisket, forvaltes det europæiske fiskeri nu ud fra et princip om, at der skal være øvre grænser for den volumen fisk, vi hvert år kan dræne havene for – et princip der imidlertid ikke gælder fiskeriet langs Afrikas kyster. Syd for de europæiske breddegrader er det udelukkende fartøjernes samlede kapacitet, der sætter grænsen for, hvor meget fisk der kan fanges, idet FPA’erne opererer med begrebet ”reference” volumen. Hvis, eller rettere når, denne ”reference” er nået, kan fartøjerne fortsætte deres rovdrift, forudsat at deres ejere betaler en yderligere, men beskeden, pris for den mængde, der fanges ud over ”referencen”.

Logikken i aftalerne er simpel og umiddelbar, men for at finde frem til motivet for aftalerne må man dykke ned i historien. Med den vestlige samfundsudvikling fra det 15. århundrede og op gennem kolonitiden og modernismen blev grundlaget skabt for den ontologiske opdeling mellem samfund og natur, og netop denne dualisme giver grundlag for at forstå EU's fiskeripraksis i Afrika og FPA’erne. Til trods for den sociale, kulturelle og økonomiske nedsmeltning i afrikanske kystsamfund – som i høj grad skyldes europæisk overfiskeri – fortsætter EU markedsgørelsen af naturens værdier med henblik på at øge profitten. Hvis EU vil opnå social og økonomisk retfærdighed og udvikling i Afrika, er det nødvendigt, at reformen af fiskeripolitikken tager udgangspunkt i denne ontologiske opdeling, og at der tages et grundlæggende opgør med EU's økonomiske interesser.

Dualismen mellem natur- og samfundsforståelsen
Med det europæiske kapløb for nye territorier i det 16. og 17. århundrede blev afrikanske, latinamerikanske og asiatiske civilisationer indlemmet i den atlantiske økonomi. I første omgang var det Spanien og Portugal, der som større søfartsnationer dominerede koloniseringsprocessen, og senere blev det Frankrig og Storbritannien, som dominerede koloniseringen af det afrikanske kontinent. Råvarer fra blandt andet Afrika blev fragtet til Europa, hvor den efterfølgende forarbejdning skabte værditilvækst og dannede grundlaget for den økonomiske vækst.

Sidenhen muliggjorde den industrielle revolution, i det 18. århundrede, en accelereret økonomisk vækst med Storbritannien som den dominerende nation. Den teknologiske udvikling koblet med massiv arbejdskraft var midlerne til at øge udbyttet af naturressourcerne, og i stigende grad blev de importerede og forarbejdede varer (re)eksporteret til den Nye Verden og kolonierne.

Disse historiske processer gav sig intellektuelt til udtryk i det 18. århundredes oplysningstænkere. I de mere samfundsvidenskabelige teorier havde naturen, i disse tænkeres ontologi, fra Smith til Marx, udelukkende en værdi i kraft af den økonomiske værdi, som naturen kunne omsættes til. Eftersom dette skete gennem arbejdskraft, havde naturen ikke i sig selv nogen værdi, da værditilvæksten skyldtes arbejdskraften og ikke naturen. Oplysningens ideer var et fundamentalt brud med en forståelse af naturen som havende en værdi i sig selv og mennesket som en del af denne natur, til i stedet udelukkende at have en såkaldt 'instrumentel værdi'. I kraft af menneskets evne til at 'udvikle' naturen til noget værdifuldt måtte vi ydermere være stillet over naturen, og på denne måde blev naturen en container af råvarer, som kunne udnyttes til økonomisk vækst. Oplysningstænkerne var ydermere præget af en udbredt tro på, at de besad universel viden frem for viden, der udsprang af vestens historiske og kulturelle udvikling. Desuden havde de alle en evolutionær samfundsforståelse, hvor alverdens samfund nødvendigvis måtte, og ville, følge vestens udvikling. Dualismen mellem samfund og natur, der dominerede i Europa og den Nye Verden, skulle således sidenhen gøre sig gældende for enhver civiliseret befolkning, også i Europas kolonier. Naturforståelsen, som opstod i en helt bestemt vestlig kontekst, kom på denne måde til at spille en altafgørende rolle for legitimeringen af udbytning af kolonierne, som udgjorde en grundsten i kolonimagternes kapitalistiske udvikling.

Efterkrigstidens forankring af den dualistiske opfattelse
I efterkrigstidens post-koloniale verden indtog de tidligere kolonimagter, og det øvrige Vesten, en ”udviklende” position, og i tråd med tidligere tiders ressourceforståelse videreføres opfattelsen af naturens instrumentelle værdi. I 1950’erne og 1960'erne var der samtidig en almen forståelse af, at verdens naturressourcer var uudtømmelige, og at den økonomiske vækst kunne fortsætte uhindret, såfremt at kapitalen blev investeret i mere og ny teknologi. Euforien var på denne tid på sit højeste, og der herskede tiltro til, at afrikanske lande kunne sikre økonomisk og social udvikling ved at intensivere udnyttelsen af naturressourcerne og eksportere disse som råmaterialer.

Først i 1970'erne blev opfattelsen af naturressourcerne som uudtømmelige erstattet af en knaphedsbevidsthed. I første omgang var økonomernes løsning, at knappe ressourcer blot skulle substitueres med nye ressourcer. Frem for et fundamentalt skift i vores ressourceforståelse endte diskussionen således med at blive et spørgsmål om bedre teknologi. Som den nobelprisvindende moderne økonom Robert Solow udtalte:
"The world can, in effect, get along without natural resources, so exhaustion is just an event, not a catastrophe."

I 1980'erne, med nedsættelsen af Brundtland Kommissionen og dennes rapport ”Our Common Future”, stod det dog klart, at naturressourcer ikke blot kunne substitueres, men at der var et behov for at forvalte ressourcerne bæredygtigt. Resultatet var et nyt paradigme, hvor videnskaben skulle levere informationer om maksimale niveauer for ressourceudnyttelse, som kunne sikre den miljømæssige bæredygtighed og samtidig styrke grundlaget for fortsat, langsigtet økonomisk vækst. Paradigmet bygger videre på den dualistiske forståelse af naturen og samfundet og har bidraget til yderligere at forankre denne opfattelse. Et opgør med den grundlæggende dualisme synes således fortsat fjernt.

De afrikanske kystsamfund
I afrikanske kystsamfund er fiskeriet i høj grad en levevis forbundet med traditioner og kulturer. Kystfiskeriet er én af meget få sektorer langs Afrikas kyster, der giver millioner af mennesker muligheden for et meningsfyldt liv. Kvinder og mænd, unge og gamle holder sig beskæftiget i den levevis, som kystfiskeriet muliggør. For hver fisker er yderligere 4-5 personer beskæftiget med at konstruere og vedligeholde udstyr og både forarbejde fisk og sælge varerne på lokale og regionale markeder. Fiskeriet og den tilknyttede levevis er centrale for kystsamfundenes integritet og grundlaget for social og økonomisk retfærdighed og udvikling.

Fiskeriet er også forbundet med traditioner med tæt tilknytning til naturen. Modsat det storkommercielle fiskeri, som typisk fisker efter én art, fanger kystfiskerne mange forskellige arter i årets løb. Igennem generationer har fiskerne haft en forståelse af fiskenes livscyklusser og migrationsmønstre, og fiskeriet har været naturligt tilpasset for at sikre, at der var fisk til alle årets sæsoner. De arter, som kystfiskerne fanger, har således haft perioder i løbet af året, hvor der ikke er blevet fisket efter dem, hvilket igen er i skarp kontrast til det storkommercielle fiskeri, som følger fiskebestandene i deres migration året rundt. Denne traditionelle ”forvaltningspraksis”, hvor der i perioder lukkes for fiskeri på bestemte arter, ses i dag (gen)indført i det moderne fiskeri i Europa.  

Kystfiskeriet, som giver eksistensgrundlaget for millioner af afrikanere og bidrager til fødevaresikkerheden for op imod 200 millioner af kontinentets befolkning, er således tæt forbundet med naturen, og selvom kystsamfundene er afhængige af fiskeriet som indtægtskilde, står det klart, at der ikke er tale om den dualisme mellem natur og samfund, som ellers dominerer verdensbilledet og ikke mindst i Europa. Set i lyset af at antallet af mennesker, som brødfødes af kystfiskeriet, eller hvis levevis og overlevelse direkte afhænger af fiskeriet, burde det stå klart, at disse menneskers syn på naturen og samfundet nødvendigvis må danne grundlaget for fiskeripolitiske beslutninger. Når dette alligevel ikke er tilfældet, skyldes det udelukkende magtbalancen, hvor EU i særdeleshed og til en vis grad den afrikanske elite suverænt afgør det endelige udfald af fiskeripolitiske beslutninger.

EU’s fiskeripolitik
De seneste årtier, siden den første fælles fiskeripolitik i EU blev indført i 1982, har et centralt element i fiskeripolitikken været fastsættelse af kvoter til de over 80.000 fiskefartøjer, som fisker i europæiske farvande. I takt med stigende overfiskeri er behovet for videnskabens bestandsvurderinger støt steget. I dag synes det således udelukkende at være biologerne, som leverer anbefalingerne om den maksimale volumen af fisk, som må ende i fartøjernes net, og efterfølgende er det de fiskeriansvarlige ministre og Europakommissionens fornemste opgave at på den ene side lytte til videnskaben og på den anden side tilfredsstille fiskerigiganter som spanske Pescanova.

Det forholder sig ikke meget anderledes med den eksterne del af EU's fiskeripolitik, som ud over at omfatte FPA’erne også fokuserer på at styrke forvaltningsinstanserne efter samme model som i Europa. Selv kritikerne af EU's fiskeripolitik – herunder politikere i Europaparlamentet og medlemslandene samt miljøorganisationer og andre NGO'er – synes at have bidt på krogen. Der synes at herske en indædt tro på, at naturvidenskaben kan levere nøjagtige tal om, hvor mange fisk havet rummer, og at dette er en absolut nøgleprioritet for at sikre bæredygtigt fiskeri og langsigtet profit.
 
En af årsagerne til, at kritikerne i stigende grad efterspørger videnskabelig information om fiskebestandenes størrelse langs Afrikas kyster, kan findes i teknikaliteterne i FN's havretskonvention. Ifølge denne kan EU indgå FPA’er med afrikanske lande, såfremt der er tale om overskudsfisk – altså at arterne, der fiskes efter, hverken er overfisket eller allerede optimalt udnyttet –, men ifølge FN's fødevareafdeling og en lang række af verdens førende eksperter er 75% af verdens kommercielle fiskebestande allerede overfisket eller optimalt udnyttet. Alligevel er der mangel på accepterede videnskabelige beviser for, hvorvidt de bestande, der fiskes på i de geografisk afgrænsede områder under FPA’erne, er overfisket eller ej. Havretskonventionens begreb om overskudsfisk følges af politikere, miljøorganisationer, fiskeriindustrien, FN og forskningsinstitutionerne med flere, og såvel tilhængere som kritikere forholder sig til, om der er konkrete beviser for overfiskeri eller overskudsfisk. Der er således en altoverskyggende afhængighed af, om biologernes viden og svar kan give os den politiske ammunition, og denne universelle videnskabelige viden er blevet det primære omdrejningspunkt for (den manglende) kritik af FPA’erne.

Denne stort set uanfægtede naturvidenskabelige tilgang betyder også, at kystfiskernes stemme kun opfattes som midlertidig støj. Igen og igen har de afrikanske kystsamfund peget på det massive udenlandske fiskeri som den helt store årsag til, at kystfiskerne ikke længere kan overleve, men stemmerne trænger ikke igennem. Opfattelsen af naturen som en container af råvarer, der er adskilt fra samfundet, og naturvidenskabens herredømme i processen er grundlaget for fiskeripolitikken, og netop derfor synes den radikale reform af EU's fælles fiskeripolitik, som EU's Kommissær for Fiskeri og Maritime Anliggender, Maria Damanaki, har lovet, at være uopnåelig. Biologerne har aldrig før båret så stort et ansvar!

Den nødvendige, radikale reform af EU's fiskeripolitik
Hvis EU skal bidrage til at forhindre hundredtusinder af mennesker i at migrere fra de afrikanske kystsamfund og sikre social og økonomisk retfærdighed, så er det en tvingende nødvendighed at forstå og acceptere, at der findes en anden opfattelse af naturens værdi. Hvis EU vil bidrage til fødevaresikkerheden for op imod 200 millioner afrikanere, så er det på høje tid at forstå, at disse menneskers næste måltid afhænger af kystfiskeriets overlevelse.

Kystfiskeriets kobling mellem natur og samfund skal være udgangspunktet for reformen, og for hvert tiltag, der i stedet fremmer den dualistiske opfattelse, smuldrer nogle sociale, økonomiske og kulturelle strukturer i kystsamfundene. Profitorienteringen og markedsgørelsen af naturen ændrer radikalt forholdet til naturen, og netop dette udgør en trussel mod det afrikanske kystfiskeri. Den fremtidige fiskeripolitik, som skal gælde for fiskeri i afrikanske territoriale havområder, må derfor bygge på de grundlæggende opfattelser i de afrikanske samfund. Den biologiske viden som i stigende grad efterspørges – eller dele af den – , skal derfor erstattes med fiskernes viden.

Den dag der lyttes til og handles efter afrikanske kystfiskeres viden, vil der blive sat en stopper for europæisk rovdrift på Afrikas uvurderlige fiskeressourcer.

-----
Carsten Pedersen har været aktiv i Afrika Kontakt fra 1998 til 2010 og arbejder i dag for Masifundise, Sydafrika. Carsten har arbejdet med kystfiskeri i Afrika i 10 år. Mads Christian Barbesgaard arbejder bl.a. med EU's fiskeripolitik for MEP Søren Søndergaard (Folkebevægelsen mod EU) og er med i forretningsudvalget i Afrika Kontakt og af Afrika Kontakts temagruppe for mobilisering af småfiskere og kystsamfund.