Syv menneskerettighedsforkæmpere blev d. 8. oktober anholdt af de marokkanske sikkerhedsmyndigheder, sandsynligvis alene fordi aktivisterne havde besøgt Sahrawi-flygtningelejrene i Algeriet.
De syv aktivister sidder nu i militært fængsel i den marokkanske by Sale. De marokkanske myndigheder nægter deres familie at besøge aktivisterne, og har anholdt og chikaneret en søster til en af aktivisterne, da hun ville besøge sin bror.
De anholdte er endnu ikke anklaget for noget. Myndighederne siger, at de snart vil blive stillet for en militær domstol, hvilket tidligere har ført til lange ophold i militært fængsel.
Anholdelserne har ført til en lang række internationale protester, fra blandt andet Amnesty International, Human Rights Watch og FN's afkoloniseringskomité.
Afrika Kontakt har sendt brevet nedenunder til udenrigsminister Per Stig Møller. Vi opfordrer ham til at fordømme arrestationerne, og til at lægge pres på Marokkos regering for at sikre, at de syv fængslede ikke kommer for en militær domstol.
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| Letter to Per Stig Møller.doc | 74.5 kB |
