Kolonisering forklædt som handelsaftaler

EU’s nye handelsaftaler (EPA) kan betyde en de facto rekolonisering
af 78 udviklingslande. Derfor er aktivister fra Europa og Afrika gået
sammen i en stor international koalition, der skal sikre at EU’s handel
i stedet bliver til gavn for verdens fattigste
Artikel til GAIA (Internationalt Forum) Nr. 59 forår 2008. Af Henrik Bang Andersen, medlem af Afrika Kontakts bestyrelse

Øverst oppe på Vlasfabriekstraat/Rue de la Liniere 11 i Bruxelles i den belgiske organisation 11.11.11.’s lokaler er aktivister fra ni forskellige lande samlet. De repræsenterer hver især en ulands- eller civilsamfundsorganisation, heriblandt Oxfam International, Economic Justice Network, Both Ends, Christian Aid, Afrika Kontakt, IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke.

Baggrunden for mødet er forhandlingerne om nye Økonomiske Partnerskabsaftaler (EPA) mellem EU og 78 tidligere kolonilande i henholdsvis Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-gruppen), som EU har indgået et særligt udviklingspolitisk samarbejde med. EPA-forhandlingerne har været undervejs siden september 2002, og de er stadig langt fra et overstået kapitel - på trods af, at forhandlingerne oprindeligt havde deadline den 31. december 2007.

På papiret har forhandlingerne til formål at sikre et handelsregime, som dels stemmer overens med de gældende regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO), og dels sikrer AVS-landenes udvikling, fattigdomsbekæmpelse og integration i verdensøkonomien.

Forhandlingerne har dog allermest båret præg af det første. Kritikerne har længe peget på, at EPA-aftalerne, i den form som EU har fremlagt dem, dybest set blot er bilaterale frihandelsaftaler uden et spor af en udviklingsdimension.

Formålet med aktivisternes to-dags møde er derfor at komme op med en fælles kampagnestrategi for at ændre EPA-aftalernes nuværende udformning og sikre handelsaftaler, der er i overenstemmelse med u-landenes egne udviklingsinteresser og behov.

“Nobody has been knocking on our door”
“'Stop EPA'-kampagnen blev lanceret i 2004, og var en af de allerførste indsatser, der alarmerede om at EPA-forhandlingerne var på vej ned af et forkert spor," fortæller Marc Maes, handelspolitisk medarbejder i 11.11.11.

Blandt deltagerne er Marc en af dem, som har fulgt forhandlingerne over længst tid. Meget af hans og 'Stop EPA'-kampagnens arbejde består i at lobbye kommissionen gennem forskellige aktører, der tæller over ministerrådet, generaldirektoratet og parlamentet.

“Lobbyarbejde kræver, at man er en politisk blæksprutte,” forklarer han. “Man er nødt til at påvirke alle de strategiske aktører.”

Det er et hårdt arbejde, for han er ikke den eneste lobbyist i Bruxelles. De andre aktører, som også ønsker EU-kommissionens gunst, er nemlig hele den europæiske industri- og servicesektor. Men der en grundlæggende forskel mellem ham og dem, og Marc har tidligere beskrevet lobby-fænomenet på følgende vis:
“I generaldirektoratet har man ét svar på spørgsmålet om lobbyisme: ’nobody has been knocking on our door’,” underforstået at man ikke udformer sine politikker efter særinteresser.

“Formentlig er det sandt, at ingen har ’banket på deres dør’ fordi Kommissionens dør står altid åben for de europæiske virksomheder,” forklarer han. Med andre ord, så behøver virksomhederne ikke at komme til Kommissionen, for Kommissionen kommer selv til virksomhederne.

Stop re-koloniseringen af Afrika
En af mødets repræsentanter fra Syd er Madalitso Mtine fra Economic Justice Network i Sydafrika, som overvåger forhandlingerne mellem EU og den sydlige afrikanske region (SADC). Madalitso har arbejdet med EPA-forhandlingerne i halvandet års tid. Ifølge Madalitso handler EPA-aftalerne om én ting, nemlig en rekolonisering af Afrika.

Ifølge EUs fortolkning af WTO-reglerne skal 80-98 pct. af samhandlen mellem EU og AVS-landene liberaliseres under en EPA-aftale. Det er en betydelig afvikling af AVS-told på europæiske importer. Europæiske varer vil have væsentlig lettere adgang til de afrikanske landes markeder, og de risikerer dermed at udkonkurrere de lokale virksomheder.

Dertil kommer tabet af toldindtægter. Mange afrikanske lande har ikke et udbygget skattesystem. For nogle lande, fx Ghana, Gambia og Senegal, udgør toldindtægterne helt op til 10-20 procent af de samlede offentlige budgetter. Det er statsindtægter, landene ellers kunne have brugt til at udbygge fundamentale mangelvarer som sundheds- og skolesystemer, samt fysisk og institutionel infrastruktur. Dette forhold blev der allerede redegjort for i en af de første rapporter fra EU-kommissionen selv (SIA of Trade Negotiations of the EU-ACP Economic Partnership Agreements, 2003).

Ureguleret konkurrence på tjenesteydelser
Men liberaliseringen af varehandel er én ting. En anden ting er forhandlingerne om de nye handelsrelaterede emner. Kravet fra WTO omhandler kun liberaliseringen af toldmure, men under forhandlingerne har EU konsekvent presset på for at EPA-aftalerne også skal dække liberaliseringer indenfor tjenesteydelser, investeringer, offentlige indkøb og konkurrence.

Liberaliseringen af disse områder kan betyde en alvorlig begrænsning af udviklingslandenes politiske råderum. Det er med en særlig henvisning til disse, at Madalitso mener at en komplet EPA-aftale, som EU har fremlagt dem, vil betyde en rekolonisering af Afrika. Madalitso forklarer:
”En liberalisering vil for eksempel betyde, at udviklingslandene forhindres i at stille krav til udenlandske investorer om at benytte lokale underleverandører og samarbejde med lokale investorer. EUs forslag til nye regler betyder også, at udenlandske investorer skal sikres overfor indgreb fra regeringernes side, hvis de først har fået tilladelse til at producere.”

“Statslige kontrakter til at bygge skoler, hospitaler og informationsteknologi udbydes ofte til lokale virksomheder, for at skabe arbejdspladser og styrke lokale virksomheder og den lokale industri. Men de nye emner skal også indbefatte en liberalisering i offentlige indkøb. Alle statslige projekter og indkøb skal altså også udbydes til europæiske virksomheder," siger Madalitso.

Disse handelsrelaterede emner er tidligere blevet afvist i WTO-regi som modarbejdende for udviklingen i udviklingslandene. Derfor mener Madalitso, at det er betænkeligt, at AVS-landene nu skal bruge forhandlingsressourcer på at kæmpe en kamp i bilaterale EPA-forhandlinger med EU, som de allerede har vundet én gang.

Stop EPA som et kristent budskab
Meget af Madalitsos arbejde består i at oplyse om og mobilisere lokalbefolkningen omkring EPA-forhandlingerne. Hendes store udfordring er imidlertid at mobilisere organisationens partnere, nemlig kirkerne, og få dem til at lobbye de afrikanske regeringer til at sige nej til EPA-aftalerne. Mere præcist, så består udfordringen i at omsætte de meget tekniske EPA-forhandlinger til et kristent budskab om retfærdighed.

”Retfærdighed er den grundlæggende værdi for de kirkelige partnere,” forklarer hun, og uddyber: “Når alt kommer til alt, og når man ser gennem al det politiske og juridiske og alle teknikaliteterne, så er det vel dét EPA handler om - manglende retfærdighed og medmenneskelighed!”

Det er NGO’ernes skyld
Sharon Shemesh er Oxfam Internationals kampagnekoordinator, og har stået for meget af koordineringen af den internationale EPA 2007-koalition. I november-december sidste år lykkedes det EU at indgå en komplet EPA-aftale, der også dækker de handelsrelaterede emner, med den Vestindiske region (CARIFORUM), samt delaftaler, der kun dækker varehandel, med en række individuelle lande.

Jeg spørger hende derfor om hun mener, at NGO’ernes arbejde har været spildte, nu hvor EU har formået at indgå aftaler med i alt 35-AVS lande. Med det samme udbryder hun: “Overhovedet ikke - tværtimod!”

“EU havde satset på at have seks komplette regionale EPA-aftaler i hus inden den 31. december sidste år. Det er ikke sket. I dag står de kun med én komplet EPA-aftale og en masse individuelle kaotiske delaftaler, der kun dækker varehandel - og allervigtigst, så har ingen af landene underskrevet aftalerne endnu, de er kun blevet initieret. Intet er afgjort!”

Sharon mener, at EPA 2007-koalitionen og 'Stop EPA'-kampagnen er to af årsagerne til dette resultat. Det, at handelskommissær Peter Mandelson ved flere lejligheder har kritiseret organisationernes arbejde, mener hun er en direkte anerkendelse:

“Mandelson har gang på gang udmeldt, at det er NGO’erne, som er skyld i at AVS-regeringerne ikke har underskrevet aftalerne, og at EPA-forhandlingerne ikke har overholdt den oprindelige deadline.”

Fra Accra til Bruxelles
De to kvinder er enige om, at den afgørende faktor i NGO’ernes arbejde med at påvirke forhandlingsforløbet er samarbejdet mellem Syd- og Nord-organisationer. Og at dette forhold skal styrkes under det kommende forhandlingsforløb i 2008.

“Det er afgørende at vi siger de samme ting, og at vi står sammen under det samme banner, ellers virker vi splittede og useriøse,” mener Madalitso og uddyber:

“For eksempel sender vi to forskellige budskaber, hvis Syd-organisationerne fokuserer på at genforhandle delaftalerne og NGO’erne i Nord kun fokuserer på at tage de handelsrelaterede emner af forhandlingsbordet. Så virker det som om, at vi har accepteret delaftalerne, og dem har vi altså ikke accepteret i Syd.”

Sharon supplerer: “Hvis vi, de europæiske organisationer, som er tættere på processerne omkring Kommissionen og EU-medlemslandene, ikke har organisationerne i Syd med os og dermed ikke formidler deres budskaber, så kommer vi let til at stå på sidelinien som de brokkende børn, og dem er der ingen, der gider at lytte til.”

Madalitso afslutter: “Det er helt afgørende, at vi formidler det samme budskab fra Accra til Bruxelles.”

Mangel på dansk debat
Hjemme i Danmark taler jeg med en af de aktivister, som i den danske NGO-sammenhæng har arbejdet mest med EPA-forhandlingerne. Morten Nielsen, informations- og kampagnemedarbejder for Afrika Kontakt, har været aktivt involveret i 'Stop EPA'-kampagnen, siden den blev introduceret på European Social Forum i 2006. Han savner, at der i Danmark bliver sat mere fokus på EPA-forhandlingerne, og at de i højere grad optræder i den offentlige debat.

“EPA-aftalerne kommer til at bestemme udviklingen syd for Sahara i mange år frem. Danmark er traditionelt en af udviklingslandenes vigtigste fortalere, derfor undrer det mig, at der ikke er mere fokus på forhandlingerne herhjemme.”

Han anerkender dog, at den danske regering har været tidligt ude i forløbet og arbejdet for, at AVS-landenes udvikling skulle sættes øverst på forhandlingernes dagsorden. Han mener imidlertid ikke, at de danske synspunkter er kommet særlig godt til udtryk i de aftaler, EU foreløbig har initieret med de 35 AVS-lande.

Ligesom Madalitso og Sharon, så mener Morten, at EPA-forhandlingerne langt fra er et overstået kapitel, og at intet er afgjort endnu. Han slutter derfor af med et løfte:
”Den danske EPA-kampagne vil i 2008 arbejde for, at Danmark fortsat holder en udviklingsorienteret kurs under de kommende forhandlinger og at regeringen i højere grad vil søge at få indflydelse på EPA-aftalernes endelige udformning.”