
Det er de fattigste i verden der bliver hårdest ramt af de kommende klimaændringer.
Ifølge FNs klimapanels IPCC er millioner af afrikanere og asiater blandt dem, der især rammes af mangel på drikkevand og voldsommere vejr: Især ekstremer i forbindelse med stigende havniveau i fremtiden vil kunne føre til flere flygtninge. Omkring en sjettedel af verdens befolkning vil blive påvirket af mangel på rent vand.
Klimaændringerne kommer også til at gå ud over plantelivet: I IPCCs prognose, som bygger på, at der ikke gøres noget for at bremse opvarmningen, er vurderingen, at op mod en tredjedel af alle dyre- og plantearter risikerer at blive udslettet.
For Afrikas vedkommende slår IPCC fast at:
- i 2020 vil mellem 75 og 250 millioner mennesker være påvirket af en stigende vandmangel som følge af klimaforandringerne.
- Områder med mulighed for landbrugsproduktion vil blive mindre, og udbyttet fra landbrug som er afhængig af regn, vil i nogle lande blive reduceret med op mod 50 procent i 2020.
- En højere vandstand i havene mod slutningen af det 21. århundrede vil få betydning for lavtliggende områder med en høj befolkning. Nødvendige tilpasninger vil koste mindst 5-10 procent af landenes BNP (bruttonationalprodukt).
- En øget migration bort fra de miljømæssigt truede områder vil sætte både regionale og internationale institutioner under pres. En stigende tilstrømning af mennesker til storbyernes forstæder vil også forværre de miljømæssige forudsætninger dér, med øget vandforbrug, overbefolkning og affaldsproblemer, som på sigt vil give stigende udgifter til sundhed, uddannelse, renovation og byudvikling.
