Jomfrudans

SWAZILAND: HIV/Aids

JOMFRUDANS: UNDERHOLDNING/UNDERTRYKKELSE
Woza 4/2005

AF MATHILDE GARDE WOZA redaktion

Unge smukke kvinder flokkes i et optog. De er let påklædte i små skørter og sjaler med kvaster. De synger og danser, mens de bevæger sig mod dronningemoderens residens for at aflevere de rør, som lægger navn til dansen ’Reed dance’. Den lette påklædning indikerer, at pigerne er jomfruer, de er omkring 14-15 år gamle.

50.000 swaziske ugifte teenagepiger deltog i år i den årligt tilbagevendende begivenhed.
Med nøgne bryster og vrikkende kroppe danser de for kong Mswati III, der efter den traditionelle ceremoni udvælger sig én af jomfruerne, der efter en obligatorisk HIV/AIDS-test (der forhåbentlig er negativ) indgår i kongens skare af hustruer, der i dag tæller 12.

Kvinders kår
Kongen udsættes årligt for hård kritik fra indland såvel som fra udland, idet han med opretholdelsen af den årligt tilbagevendende begivenhed styrker de traditionelle kønsroller,hvor kvinderne er underlagt mandens dominans.
Jomfrudansen er et kødmarked for mænd og en udstilling af kvinders seksuelle renhed. Det er samtidig en bekræftelse af den kønslige ulighed i samfundet, hvor kvinderne udelukkende udstiller sig selv og deres attributter for mændenes fornøjelses skyld.
AIDS-aktivister peger på, at accepten af flerkoneri, som ceremonien vidner om, er et forkert signal at sende i Swaziland, der har en høj rate af HIV/AIDS ofre, blandt andet som følge af umonogame forhold.

Dette er en vestlig tolkning. Nogle swazier ser ikke jomfrudansen som undertrykkende. Mange piger deltager, fordi de synes det er sjovt at møde andre unge piger – “faren” for at blive valgt til kongens næste hustru er ikke overhængende med det store deltagerantal. Andre igen mener kritikken af dansen er forkert, fordi dansen er et udtryk for “girl-power” og en hyldest til kvindernes renhed.

Denne renhed ser visse HIV /AIDS-aktivister som en præventiv effekt, eftersom deltagernes ønske om at vende tilbage de kommende år afholder dem fra at dyrke sex, og dermed udsætte sig for at blive smittede. De mener ikke at traditionelle ceremonier som jomfrudansen er skyld i HIV/AIDS spredningen, men at det skyldes den udprægede fattigdom.
Samtidig får alle pigerne mad med hjem til deres fattige familier efter deltagelse i ceremonien, hvilket er en årsag til at deltage år efter år.

Men de positive elementer ved ’Reed Dance’ er til at overse. I et land, hvor det accepteres – både af mænd og kvinder – at kongen svælger sig i rigdom og unge kvinder, mens resten af befolkningen er fattig, ramt af HIV/AIDS epidemien og hvor menneskerettighederne undertrykkes, som følge af kongens absolutte magt, er jomfrudansen ikke blot fornøjelse og tradition.
Dansen viser i al sin ”uskyld” den undertrykkelse af kvinderne, der er blevet en indbygget norm. Kvinderne og pigerne behandles som andenrangsborgere, og må som følge heraf ikke eje hverken land, hus eller dyr, endsige optage lån. De er dermed udsat for legal, social og økonomisk
diskrimination, foruden hustruvold og seksuelle overgreb.

Beskyttelse af traditionen og de kulturelle normer er derfor en beskyttelse af mændenes højere status i et samfund, hvor vold inden for hjemmets fire vægge betragtes som private familieanliggender.

Jomfrudansen er derfor et symbol, ikke blot på kongens magt over sine undersåtter, men også på en samfundsmodel, der hylder kvindens skønhed og renhed, men ikke anerkender hendes grundlæggende rettigheder på lige vilkår med mændene. At afskaffe jomfrudansen vil være en anerkendelse af kvinden som fuldgyldigt medlem af det swaziske samfund.