Hvem er vi

Skrevet 27 Juni 2011

Aktiv solidaritet med aktive mennesker
Afrika Kontakt er en solidaritetsbevægelse med rødder i kampen mod apartheid. Den kamp er vundet, men der er stadig ulighed. Derfor arbejder vi i solidaritet med folkelige bevægelser i Afrika og støtter deres mobilisering og kamp for at sikre sig økonomiske, demokratiske og sociale rettigheder.

Vores Vision er en verden med social og økonomisk retfærdighed for alle og hvor alle har lige rettigheder og friheder.

Vores Mission er at fortsætte med at støtte folkelige bevægelser i Afrika og gennem solidaritet og partnerskab bidrage til et nyt og bedre politisk klima, som kan give en stemme til dem der i dag er ekskluderede fra politiske beslutningsprocesser.

Vi mener, at hvis Afrika skal have et levende demokrati, er det afgørende, at det ikke kun er præsidenter og ministre, der udstikker retningen og tager beslutningerne. Civilsamfundet skal være med til at påvirke udviklingen. Men et aktivt civilsamfund kommer ikke ud af det blå. Mange afrikanske civile organisationer er svage, blandt andet fordi det er svært at få støtte til at være en kritisk stemme i Afrika. Derfor samarbejder Afrika Kontakt med folkelige bevægelser og organisationer i Afrika, som kan styrke demokratiet, og gøre folk bevidste om deres økonomiske, demokratiske og sociale rettigheder.

Vores Arbejde
Vi arbejder med projekter indenfor kapacitetsopbygning og styrkelse af græsrodsbevægelser. Desuden laver vi politisk lobbyisme og kampagnearbejde i syd og nord for at sætte fokus på de problemstillinger der skaber ulighed for befolkningsgrupper i Afrika. Arbejdet med vores partnere er baseret på respekt, solidaritet og ligevægtigt partnerskab.

Frivillighed
Vi værdsætter den frivillige indsats som væsentlig drivkraft i vores arbejde. Grundstammen i Afrika Kontakt er arbejdsgrupperne. Det er her, vi både diskuterer principper og visioner og beslutter, hvilke projekter vi vil støtte i Afrika. Alt vores arbejde går ud på aktiv støtte til aktive mennesker.

Hvis du har lyst til at blive aktiv i Afrika Kontakt kan du læse mere her

Nedenfor kan du hente vores strategiplan for 2010 til 2013.

BilagStørrelse
Africa Contact Strategy 2013.pdf5.82 MB