Landbrugsministrene fra G20 landene (en sammenslutning af verdens tyve rigeste lande) mødtes i sidste uge i Paris for at diskutere de stigende fødevarepriser og hungersnød. I den forbindelse underskrev organisationen Afrika Kontakt, sammen med en lang række andre internationale organisationer som ActionAid international, britiske Oxfam og franske ATTAC, en appel til Frankrigs regering, som er ansvarlig for mødet.
I Dakar appellen, som den hedder, beder organisationerne G20 om at stoppe Land-grapping. Land-grabbing betyder, at virksomheder og andre stater køber store arealer af et andet lands landbrugsjord til produktion af fødevare, biobrændsel og udvinding af mineraler.
Land-grabbing sker typisk i udviklingslande, hvilket betyder, at småbønner og fattige som lever af deres egen jord bliver forvist når investorer opkøber jorden. Desuden skaber Land-grapping ofte høje og ustabile priser, som ikke kommer landets befolkning til gode, skriver International Peasant Movement, som er en af hovedaktørerne bag Dakar-appellen, på deres hjemmeside
Biobrændsel på bekostning af mad
Land-grabbing tiltrækker ikke kun private investorer, der ønsker at producere fødevarer. Mange investeringer i landbrugsjord bruges til at producere biobrændsel, hvilket blandt andet bakkes op af EU. Biobrændsel er et attraktivt alternativ til olie, men ifølge Verdens Banken er produktionen af biobrændsel på bekostning af fødevarer også den største årsag til de høj fødevare priser, skriver Euraisia Review.
G20 landene støtter illusorisk initiativ
G20 landene støtter land-grapping blandt andet ved at støtte op om Verdens Bankens initiativ Responsible Agricultural Investment (RAI). RAI går ud på, at internationale investorer der køber store stykker landbrugsjord, kan vælge frivilligt at overholde 7 principper, som blandt andet skal sikre fødevaresikkerhed, lokalbefolkningens rettigheder og vise miljøhensyn. Men det mener organisationerne bag Dakar Appellen ikke vil ændre problemet for verdens fattigste.
- Støtten til RAI handler ikke om at forbedre landbrugsinvesteringer. Det er en illusion, som siger at ved at følge nogle standarder, kan store landopkøb fortsætte uden konsekvenser for folk, lokalsamfund, økosystemer og klimaet. Men det er falsk og misvisende. RAI er et forsøg på at skjule ulige magtbalancer så land-grabbers og de statsoverhoveder, som laver aftalerne kan få det som de vil have det. Bønder, hyrder og småfiskere bliver ikke spurgt om deres land må sælges, skriver International Peasant Movement på deres hjemmeside.
Det er endnu uvist om G20 vil lytte til de mange organisationer, men indtil videre opretholder de støtten til RAI initiativet sammen med Verdens Banken, G8, Japan, Schweiz og USA.
Skrevet af Anna Villumsen – Aktiv i Afrika Kontakt
