EXILET - Zimbabwe i Sydafrika

Af: Christine Mulvad, Zimbabwe gruppen i Afrika kontakt

’Christine, det er nok bedst hvis du gemmer din kamera væk nu. Folk er desperate, du ved’. Jeg sidder med Janet min nye zimbabweanske ’sister’, som hun kalder sig selv. Jeg har lige mødt hende for et par dage siden ved lanceringen af kampagnen ’Stop politisk vold mod kvinder i Zimbabwe’, der er arrangeret af NCA (som er en af Afrika Kontakts partnerorganisationer). Hun har fået sin mand til at køre os over til methodistkirken i Small Street i Johannesburg, så jeg kan tale med nogle af de kvinder, der er flygtet på grund af politisk motiveret vold i Zimbabwe. Jeg pakker alt mit kameraudstyr ned i min taske, og tænker på hvordan min naivitet i et kort sekund har overtaget min fornuftige sans.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, og hvad det egentlig betyder, at jeg skal pakke mit kameraudstyr væk. Ville det blive stjålet ved højlys dag, hvis jeg ikke pakkede det væk?

Vi stiger ud af bilen midt i et trafiklys, da trafikken næsten er stoppet helt, og jeg er presset for tid. Jeg skal med et fly tilbage til Danmark om et par timer.Vi bevæger os ud imellem støjende biler og mennesker, hvor en mand begynder at råbe til mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere, men vælger at stoppe op og høre hvad han har at sige. Måske har han en historie, der skal lyttes til, tænker jeg. Da han slynger et frieri ud med et smørret smil, hiver Janet mig væk, og råber efter manden, at hendes ’sister’ ikke skal giftes i dag. Igen føler jeg mig naiv men glad for at Janet er med mig. Hun emmer af styrke og robusthed, der er pakket ind i et konstant smil og et blidt væsen. Hun er kvinderettighedsforekæmper, leder for SAWIMA (Southern African Women’s Institute for Migration Affairs) og i gang med at skrive sin phd i Johannesburg. Hun ved, hvordan man skal opføre sig, og hvordan man ikke skal opføre sig netop der, hvor vi er i Johannesburg. Metodistkirken fungerer som et tilflugtsted, hvor mange zimbabweanske flygtninge ender med at bo, når de flygter fra Zimbabwe i håbet om et bedre liv. Hun kender til kirken, til menneskene og som hun siger til deres kamp.  
 
Solen er brudt frem efter flere dages regn og fremmer alle indtryk, lyde og lugte, mens vi står foran kirken. Måske er det derfor, at bygningen virker rå, da jeg står i indgangen. Måske er det bare mig. Kirken er en massiv firkantet bygning, og den eneste måde at jeg kan se, at det er en kirke, er skiltet på selve bygningen. Vi træder indenfor i en stor hal med lyse vægge fyldt med sorte fingreaftryk og mærker. Hallen minder mig om en forhal i en nedslidt skole. Der sidder en ung mand på en plastikstol og iagttager os ved en stor trappe i den ene side af hallen. Bag ham sidder to kvinder,  der er i gang med at flette hinandens hår. Lyden fra en radio gemt væk under hans stol kradser musik ud. Janet går to skridt foran mig, og forklarer ham, hvem jeg er, og om det er muligt, at jeg kan få adgang til de zimbabweanske flygtninge, der bor i kælderen . Han kigger på mig ud af sin øjenkrog, mens hans siger nej til Janet. Hun prøver at spørge igen. Og igen. Han bliver ved med at ryste på hovedet. Jeg  hører gradvist deres samtale, men er blevet distraheret af de to kvinder, der nu prøver et trøste et barn, der er kommet løbende. Da den ene kigger undersøgende op på mig, tager jeg mig selv i at stirre og vender mig imod Janet, der nu nævner mig som sin ’sister’ igen.

’Han vil ikke have du taler med dem’, siger Janet. Jeg prøver derefter at forklare ham om, hvem jeg er, hvorfor jeg gerne vil tale med de kvinder og om kampagnen. Det virker ikke. Han siger, at jeg kan ringe til biskoppen for kirken på hans mobil, da han er i USA. Jeg går lidt væk og ringer op. Opkaldet bliver svaret, men der bliver lagt på lige efter, at jeg med pibende stemme har præsenteret mig selv. Jeg går tilbage til manden, Janet, kvinderne, det grædende barn og er indstillet på, at jeg skal ud til lufthavnen uden noget interview. De kigger alle sammen på mig, og Janet fortæller, at han er gået med til at følge mig ned i kælderen, men understreger, at jeg en anden gang skal arrangere et besøg, inden jeg kommer. Jeg føler mig heldig men også klodset og flov.

Jeg bliver ført igennem hallen og ned af nogle trapper. Det naturlige dagslys forsvinder gradvist, jo længere jeg kommer ned. Trappen er fyldt med tasker, tøj, sko. Det er først, da jeg er ved at skvatte i en trøje, at jeg opfatter, at det er folks ejendele.  
For enden af trappen er en snæver gang, der er endnu mere snæver på grund af ophobninger af tasker. Det dårlige lys får mig til at knibe mine øjne sammen for at kunne se mine omgivelser ordentligt. Luften er tyk og lugten af indespærrethed og mangel på udluftning er overvældende. Der står mænd og kvinder i gang med forskellige gøremål. En mand står og laver mad på et tilfældigt blus placeret midt i gangen og taler med en kvinde. Ingen kigger på mig, selvom jeg kigger på dem. Det er som om, at jeg er på besøg i et hjem, hvor ingen har overskud til at registrere, at jeg er der.
Janet og jeg bliver vist ind i et lokale, hvor der er spredt liggeunderlag over det meste af gulvet. Lokalet er på størrelse med en af mine stuer i min 2 værelses lejlighed. Det er omkrandset af flere tasker og ejendele, der er stablet helt op til loftet. Det eneste belysning er et par lamper, der er klistret fast på væggene. Det er ingen vinduer. I et hjørne ligger en ældre kvinde og hoster. Janet går over og prøver at tale med hende, men hun kigger ud i luften uden at svare. De seks andre kvinder i lokalet forklarer, at hun er meget syg, men de ved ikke, hvad de skal stille op, da hun ikke vil se en læge.

Jeg prøver at tage mit videokamera op af tasken, men kan ikke få det til at fungere. Jeg fumler og bliver desperat, men opgiver og tager mit lille kamera op og tager et billede af køkkenområdet i et andet hjørne. Janet genner mig over til en kvinde, der begynder at fortælle  mig sin historie, mens hun skifter en ble, på en af de fem babyer, der ligger på en stribe på gulvet.
’Jeg passer på børnene, mens deres mødre er ude og arbejde eller tigge om mad’. En klump er begyndt at sprede sig i min hals. Jeg synker og tager mig sammen, og hun fortæller mig om at hun har boet i dette lokale i fem år sammen med op til 30 kvinder. At hun flygtede til Sydafrika på grund af, at hun var politisk aktiv. Og at hun blev voldtaget af mænd i uniformer. Da hun fortæller om voldtægten, prøver jeg at gemme mig bag det lille kamera, som fungerer som en diktafon og ikke et kamera på grund af det dårlige lys.
Janet afbryder ved at hive i mit ærme for at vise mig en kakkelak, der kravler rundt på en sovende baby på gulvet,  mens hun hvisker:’Og kan du høre rotterne?’ Jeg kan ikke høre rotterne, jeg kan kun høre stemmer, hosten og babyskrig. Mere kan jeg ikke høre. Janet hiver igen fat i mig, og minder mig om, at jeg skal nå et fly. Jeg begynder gradvist at pakke mine ting sammen igen med en forkert følelse i kroppen. Jeg har ikke lyst til at tage afsted. Jeg bevæger mig op af trapperne med tunge skridt efterfulgt af Janet. Nu kigger folk på mig, men jeg kigger ikke på dem. Lige inden at jeg går ud i det stikkende solskin, tager en af kvinderne ved den store trappe fat i min arm og siger:’ Men du lover at fortælle vores historie ikk’?. Vi kan jo ikke bo sådan her. Det kan du jo se’. Jeg kigger på hende og lover med hviskende stemme, at jeg nok skal fortælle deres historie.