EU's klima-lederskab - en ødelagt grammofonplade

Henrik Bang Andersen, aktivist i Afrika Kontakt

Den 31. januar var der var frist for de store CO2-udledende lande til at indberette deres frivillige CO2-mål til FN. Den 28. januar indberettede EU, at Fællesskabet vil reducere sit udslip med 20 pct. - og altså ikke 30 pct. - i 2020. Af den skriftlige indberetning gentages det, at ”som del af en global og omfattende aftale fastholder EU sit tilbud om en reduktion på 30 pct. under betingelse af, at andre udviklede lande forpligter sig til tilsvarende emissionsnedsættelser, og at udviklingslandene yder et passende bidrag, der svarer til deres ansvar og formåen.”
Sagt med andre ord, så har EU ikke lært en tøddel af sin egen fiasko-deltagelse i klimatopmødet.

Skal man tro det billede, der har tegnet sig i medierne, så blev Copenhagen Accord til i forhandlingerne mellem USA, Kina, Indien og Sydafrika – mens EU sad med hænderne i skødet ude i decemberkulden.

”Fællesskabet vil reducere sit udslip med 20 pct. - og altså ikke 30 pct. - i 2020. […]” Blame-game spin eller ej, så har EU et massivt behov for at rejse sig fra den beskidte affære, som København endte i.

Den 31. januar var den første vigtige dato efter klimatopmødet og var altså en oplagt lejlighed for at revidere EU’s taktik og klima-diplomati. Men som en ødelagt grammofonplade fortsætter EU blot i samme rille.

Dette kan på ingen måde være udtryk for det ’lead by example’ princip, som EU konsekvent har påstået at følge. Snarere er det udtryk for en ’noget-for-noget’ mentalitet, som i København klart viste sig at give bagslag.

Et reduktionsmål på 20 pct. for en blok af 27 industrilande er utilstrækkeligt, og det underminerer EU’s troværdighed - især overfor udviklingslandene - idet målet ligger langt under det, som er nødvendigt for at holde temperaturstigningerne under 2 grader.
EU burde have modet til at forpligte sig til 30 pct. uden at vente på, at andre følger trop – se det ville være lederskab.