Seneste nyheder
Europa ejer Sydafrikas vand
Af Eddie Cottle, Rural Service Development Network, Sydafrika. Woza 1/2003
Privatiseringstilhængernes argument om effektivisering har vist sig ikke at holde vand. Verdensbanken, private selskaber og regeringer over hele verden har ellers talt for privatisering af vand, fordi det ville fremme en pålidelig og effektiv service til borgerne.
Mellem 1992 og 1995 overtog det transnationale firma Suez Lyonnaise Des Eaux vand og sanitet i tre sydafrikanske byer - Fort Beaufort, Queenstown og Stutterheim. I 1998 overtog SAUR vand og sanitet i Dolphin Coast, Kwazulu, mens Bi-Water fik opgaven i Nelspruit. I 2003 har forskning vist at privatiserings-eventyret har været uhyre bekosteligt. Ineffektivitet har vist sig at være reglen. I stedet har Sydafrika oplevet dramatiske prisstigninger på vand, drakonisk incasso-virksomhed, dybere kommunal forgældelse og det mest omfattende udbrud af kolera i landets historie.
I 1987 søgte apartheid-regeringen at indføre privatisering. Det viste sig svært på grund af den omfattende modstand fra fagforeninger og den massedemokratiske bevægelse, der på det tidspunkt fik støtte fra ANC. I første halvdel af 1990erne lagde ANC linjen om og blev privatiseringens hovedtilhænger. I November 1995 begyndte Thabo Mbeki at argumentere for "omstrukturering af statslige værdier", en forskønnende omskrivning af privatisering.
Fagbevægelsen definerede privatisering som "enhver politik, proces eller aktivitet, der placerer markedskræfter (med profit-motiv og konkurrence) i den offentlige sektor eller i leverancen af offentlige serviceydelser." Privatisering kan dermed dække over andre aktiviteter end blot helt eller delvist frasalg af statslige virksomheder.
ANCs Genopbygningsprogam (RDP, Reconstruction and Development Programme), der var det politiske grundlag for det mandat, som ANC fik ved det første demokratiske valg i 1994, krævede livsnødvendig vandforsyning for alle og en prispolitik, hvor storforbrugere subsidierede de små forbrugere. Verdensbankens vandekspert John Roome advarede Minister for Vand og Skovbrug Kader Asmal om, at den slags subsidier "kunne begrænse muligheder, hvad angår tertiære forsyningsselskaber", og at "privat licitation kunne blive mere besværligt". Med andre ord kunne storforbrugernes subsidiering af småforbrugere tænkes at være en hæmsko for privatisering. I modsætning hertil står Verdensbankens udviklingsrapport for 1994, der støttede en subsidierende prispolitik og udbygning af den livsnødvendige forsyning. Dette så de sydafrikanske modstykker til Verdensbanken bort fra. I 1996 indførte Vandministeriet en prispolitik, som krævede fuld dækning for vedligeholdelse og drift inden for enhver del af dets område. Den logiske konsekvens af den nye linje var, at først og fremmest sorte sydafrikanere, som under apartheid ofte havde haft et subsidieret vandforbrug, skulle betale meget mere for vandet.
De nye omkostningsfastsatte priser på vand ramte de fattige overalt i Sydafrika. Under apartheid (1993) betalte husstande i Fort Beauforts sorte townships et fast månedligt gebyr på 10,60 rand for vand, sanitet og renovation. Under privatiseringen (1994-1996) blev gebyret hævet med 500% til 60 rand om måneden. Gebyret for oprettelse af vandforsyning i en husstand blev samtidig fordoblet. I Queenstown tonede et tilsvarende billede frem med en 150% forøgelse af afgiften. I Nelspruit hvor arbejdsløsheden ligger på 35% og den årlige gennemsnitsindkomst per husstand er 12.000 R steg vandafgiften med 69% i de sorte townships. Den nye prispolitik ledte til en kritisk overskridelse af grænserne for, hvad landbefolkningen og folk i de sorte townships havde råd til.
Vand-selskabernes løfte om større effektivitet har også ledt til en stigning i borgernes gæld til kommunerne. I Queenstown blev gebyret hævet to år efter privatiseringen, og gælden steg til 26 mio. R [ingen sammenlignelige relationer til andre tal - oversætterens anmærkning]. I år 2000 skyldte forbrugerne kommunen 17 mio. R. I Nelspruit taber kommunen 8 mio. R hvert år på manglende betalinger. Selv hvis tabet skabes gennem kontrakten, er kommunen forpligtet til at betale den aftalte pris til det private selskab. Dette forhold ledte byrådet i Fort Beaufort til at udfordre Suez Lyonnaise Des Eaux ved domstolene. Byrådet formåede derigennem at annullere en 10-årig kontrakt allerede efter 5 år. Det private forsyningsselskab leverede ikke det forventede produkt og fjernelsen af kommunens månedlige betaling på 400.000 R til selskabet sparede kommunen for en post på i alt 19 mio. R
De kommuner, der indførte den nyliberale omkostningsfinansiering, indledte storstilede vand-afbrydelser, fjernede vandmålere og -rør for at forhindre ulovlig geninstallation, opsatte nye "restriktorer" - vandafbrydere, der kun åbnes ved forudbetaling, udpantede private boliger og satte lejere på gaden. Alt sammen for at betale forsyningsselskabet. En nylig rapport viste, at over 10 mio. sydafrikanere siden 1994 har oplevet afbrydelse af deres vandforsyning på grund af deres manglende betalingsevne. 2 mio sydafrikanere er blevet sat på gaden.
Gennem de seneste år er nye typer af beboerorganisationer trådt i karakter under kampen mod det nyliberale frontalangreb. Mest fremtrædende er Anti-Privatisation Forum, som samler et net af uafhængige borgersammenslutninger. Gennem de sidste tre år har Mpumalanga township i KwaZulu-provinsen med held kæmpet for at hindre opsætning af nye vandmålere, til trods for omfattende politi-indgreb. På Cape Flats, hvor flertallet af Cape Towns indbyggere bor, har der været omfattende gade-optøjer. Over hele landet er byrådsmedlemmer blevet tvunget ud af township'ene efter brandattentater.
I efterdønningerne på denne i det nye Sydafrika ganske uventede bølge af sort modstand indførte regeringen i juli 2001 et gratisprincip for livsnødvendigt vand til alle med en fast adresse. De 6000 liter om måneden per husstand er imidlertid ikke nok til at imødekomme de sanitære behov. Tildelingen af afgiftsfrit vand har ikke bragt en ende på vandafbrydelser, opsigelser og udpantning. Problemet med den nye ordning er, at den fortsat bygger på Verdensbankens model for omkostningsfinansiering og privatisering. Gratis vand retfærddiggør en voldsom afgiftsstigning på det efterfølgende forbrug, og gratisprincippet finansieres dermed af de samme forbrugere, som skulle nyde gavn af ordningen. Dermed er profit-motivet fortsat tilgodeset.
Privatiseringen af det sydafrikanske vand har ikke medført den påståede effektivisering. I stedet har vi været vidner til øget forarmning, drakonisk gældsinddrivelse, øgede kommunale driftsunderskud og massiv modstand i lokalsamfundene. Kampen om det blå guld har blot afsløret den brutalitet og det kaos, som vands varestatus har udløst. Det sydafrikanske privatiserings-eksperiment er slået fejl.
------------------------------------
Eddie Cottle er tidligere direktør for RDSN i Sydafrika. Han arbejdede for Sydafrika Kontakt og samlede foreningens arbejde med vand og privatiseringer.
Links om privatisering af vand:
