Afrika Kontakt sendte i dag (17.1.2012) et brev, samt et baggrundsnotat til Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Mette Gjerskov. Brevet, der også er sendt i kopi til Europaudvalget, omhandler EU-Kommissionens forslag til nyt mandat for at kunne forhandle en ny fiskeripartnerskabsaftale med Marokko. Dette set i lyset af EU-Parlamentets afvisning af den sidste aftale i december 2011.
Det er Afrika Kontakts opfattelse af EU-Kommissionens udkast til mandat ikke imødekommer den kritik som der er fremkommet bl.a. fra et bredt flertal i Folketinget, i forbindelse med fornyelsen af den et årlige fiskeriaftale med Marokko.
En kommende fiskeripartnerskabsaftale med Marokko, og dermed også EU-Kommissionens mandat, skal ikke omfatte det af Marokko ulovligt besatte Vestsahara.
Hvis dette er tilfældet er det efter vores og mange andres mening i strid med international lov. Og eftersom at hverken EU eller Danmark anerkender Marokkos besættelse af Vestsahara, bør der ikke være et problem i at udelade Vestsahara fra mandatet eller fra en kommende aftale. Løsningen er ikke at skrive Vestsahara ind i mandatet, selv om det er prisværdigt at EU-Kommissionen anerkender den kritik der er fremkommet, imødekommes denne ikke fuldt ud.
Nederst på siden vedhæftet et brev fra Western Sahara Resource Watch, der er et EU netværk med fokus på udnyttelsen af naturinteresser i det besatte Vestsahara.
Afrika Kontakts brev til Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Mette Gjerskov:
Kære Mette Gjerskov,
Vi skriver til dig i forbindelse med Fødevareministeriets notat til §5 udvalget (fiskeri), vedr. et nyt mandat til en ny protokol til en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko.
Afrika Kontakt mener at flere elementer i notatet er uklare, og vi håber, at du som minister, kan afklare for os.
Det fremgår ikke særligt klart af notatet, om EU-Kommissionen forsat mener, at de kan indgå en fiskeripartnerskabsaftale, der omfatter det af Marokko besatte Vestsahara.
I notatet står, at Kommissionen bl.a. har følgende forhandlingsmål for en ny aftale:
”Der skal inkluderes en bestemmelse, som forudser yderligere forsikringer fra Marokko om, at Marokko opfylder sine forpligtelser under international lov som følge af Marokkos de facto administration af Vestsahara, i relation til implementeringen af fiskeripartnerskabsaftalen. Særligt skal Marokko jævnligt rapportere om de økonomiske og sociale virkninger af sektorstøtten i henhold til fiskeriprotokollen, herunder den geografiske fordeling heraf. Hvis dette ikke skønnes vellykket vil Kommissionen overveje andre muligheder, som har til hensigt at sikre fuld overensstemmelse med international lov.”
Vi mener ikke, at ovenstående mål reelt imødekommer den kritik som EU Parlamentet fremførte i forbindelse med deres behandling af den et årlige aftale, og dermed også deres afvisning af denne, som i strid med folkeretten.
Utallige rapporter (bl.a. fra EU's jurister) viser, at EU's fiskeriaftale, som den har været frem til nu, bryder med folkeretten og international lov. Det var bl.a. også grunden til, at den tidligere regering, støttet af den nuværende regering, valgte at stemme nej i Rådet. Vi mener ikke at udkastet til mandat ændre på dette.
Vi skal derfor kraftigt opfodre dig til at stå fast på, at de af Marokko besatte områder af Vestsahara (og dertilhørende farvande) ikke kan være en del af et forhandlingsmål for EU, men fra starten skal udelades af mandatet. Efter vores opfattelse er det den eneste måde, at man kan sikre sig, at EU ikke bidrager til udnyttelsen af Vestsaharas naturresurser, herunder også de rige fiskebestande ud for Vestsahara.
Hvis ikke den danske regering, og det som formandsland, tager dette op overfor Kommissionen, risikere Danmark at blive medansvarlig for røveriet af det besatte områdets ressourcer.
Hverken EU eller Danmark anerkender Marokkos besættelse eller administration af det besatte Vestsahara. Der er derfor heller ikke problemer ved at udelade disse områder fra en kommende fiskeriaftale.
Der står i dit notat til Folketingets Europa udvalg at du vil arbejde for:
”Krav til overholdelse af menneskerettigheder og demokratisk udvikling, herunder fremme af opbygning af høringsprocesser”
Vi vil gerne høre nærmere om hvilke tanker du har i den forbindelse, og om du kan nævne konkrete krav EU bør stille.
Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på at Marokko er et kongerige, hvor respekten for demokratiske rettigheder og menneskerettigheder er begrænset. Som en marokkansk menneskerettighedsaktivist fortale for en uge tid siden i DR' Deadline: 10% af magten er i parlamentet. 90% er hos kongen. Marokko er de facto et enevælde.
At fiskeriaftalen tilsyneladende er en meget dårlig forretning for EU's medlemslade, skal vi ikke blande os i. Men at EU Kommissionen ønsker at forsætte med at betale overpris for at 116 af EU' indstifiskere kan rovfiske i det besatte Vestsaharas farvande, drejer sig ikke om penge, men om respekten for basale menneskerettigheder.
Afrika Kontakt mener at Kommissionens udkast til forhandlingsgrundlag ikke kun er svagt i forhold til en bæredygtig udnyttelse af fiskeresurserne i området, men at udkastet i forhold til Vestsahara spørgsmålet, er i direkte strid med international lov.
Du har både som politikker i opposition og som minister vist stor forståelse for Vestsahara spørgsmålet. Vi håber, at dette brev vil være med til at fastholde din position.
Vi vedlægger et notat fra en gruppe svenske jurister, der påpeger illegaliteten af EU's fiskeriaftale med Marokko.
Vi ser frem til dit svar på ovenstående.
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| WSRW Letter to Danish Minister Mette Gjerskov.pdf | 194.43 kB |
| Western Sahara Fisheries Legal Analysis.pdf | 157.71 kB |
| Pressemeddelelse 19-01-2012.doc | 21.5 kB |
| Europaudvalget notat WS.doc | 79.5 kB |
