EU forsvarer Vestsahara-fiskeriaftale

Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder

Formand for Europakommissionens Delegation i Marokko, Eneko Landaburu, forsvarede sidste torsdag Europa's kontroversielle fiskeriaftale med Marokko, og hævdede samtidigt at aftalen var i overensstemmelse med international lov. Desværre er Landaburus udtalelse blot en blandt mange udtalelser fra EUs side, der kan opfattes som en anerkendelse af Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara, på trods af at EU hævder at dette ikke er tilfældet. Polisario, den internationalt anerkendte repræsentant for Vestsaharas oprindelige befolkning, bad i en pressemeddelelse udsendt om fredagen EU om at “stoppe med at tage del i udplyndringen af Vestsahara”, og i stedet være med til at presse Marokko til at stoppe landets illegale besættelse af landet. Polisario mindede desuden om, at “Marokkos udplyndring af Vestsaharas naturressourcer er i direkte modstrid med alle internationale konventioner og FN-resolutioner”.

En lang række internationale chartere, resulutioner og udtalelser støtter Polisarios krav:
-  Landes selvbestemmelsesret, blandt andet over naturresourcer, blev anerkendt som et grundlæggende princip i artikel 1, stykke 2 af FNs Charter af 1945, hvori der står: “All peoples may, for their own ends, freely dispose of their natural wealth and resources .. based upon the principle of … international law. In no case may a people be deprived of its own means of subsistence.”
-  FN Resolution 1514 af 14 december 1960: “immediate steps [to] be taken, in Trust and Non-Self-Governing Territories or all other territories which have not yet attained independence, to transfer all powers to the peoples of those territories, without any conditions or reservations, in accordance with their freely expressed will and desire.”  FN's Generalforsamlings Resolution 2229 fastslog desuden at FN Resolution 1514 kunne anvendes på Vestsahara den 20 december 1966.
-  FNs Generalforsamlings Resolution 34/37 af1979, stykke 5: “deeply deplores the aggravation of the situation resulting from the continued occupation of Western Sahara by Morocco”, og stykke 6 opfordrer marokko til at “... terminate the occupation of the territory of Western Sahara”.

Som Polisarios repræsentant i Danmark, Abba Malainin, udtalte til Afrika Kontakt den 31. maj: “Vestsaharas befolkning er ikke blevet spurgt i forbindelse med udfærdigelsen af denne aftale, ej heller har de nogen gavn af den. Aftalen bryder derfor de internationale regler der relaterer til Ikke-Autonome territorier, og Vestsahara er af FN betragtet som en sådan. Europaparlamentets Juridiske Tjeneste har desuden for nyligt erklæret Europæisk fiskeri ud for Vestsahara for værende et brud på international lov.”

Desværre ser det ud til, at ligegyldigt hvor mange resolutioner og udtalelser FN og verdenssamfundet kommer med, vil det ikke kunne presse Marokko til at afholde den folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold og selvstændighed, som Sahrawierne har krav på ifølge international lov. Så længe det internationale samfund bliver ved med at købe varer der er illegalt produceret i Vestsahara, og så længe EU bliver ved med at hævde, at unionens fiskeriaftale er i overensstemmelse med international lov, vil dette holde stik. Abba Malainin er enig, og tilføjer at “fiskeriaftalen mellem EU og Marokko er med til at forlænge den illegale besættelse og reelt acceptere Marokkos menneskerettighedsovertrædelser begået mod de den uskyldige oprindelige befolkning i Vestsahara.”

Så længe Marokko har store økonomiske fordele ved at udplyndre Vestsaharas naturresourcer, og så længe presset på landet kun er af diplomatisk karakter, vil Marokko kunne blive ved med at udskyde denne folkeafstemning, og således bibeholde Afrkias sidste koloni. Marokko har trods alt måtte forlade den Afrikanske Union på grund af koloniseringen af Vestsahara, og da det viste sig at Unionen støttede Polisarios kamp for selvstændighed, uden at dette ændrede landets politik på Vestsahara-området. Hvad der i stedet er brug for, er et vedvarende pres på Marokko og dem der køber produkter der er producerede i de besatte områder i Vestsahara , eller som på anden vis understøtter Marokko i landets besættelse af Vestsahara.

Ifølge Abba Malainin er en af måderne at presse Marokko på, samt at mindske landets økonomiske fordele ved besættelsen af Vestsahara, at sikre, at Vestsahara udelades fra den i 2011 genforhandlede fiskeriaftale: “Vi i Polisario kræver at fornyelsen af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko, der udløber I februar 2011, skal udelade vandene omkring Vestsahara, og hermed følge USA og EFTA's frihandelsaftale som begge har udeladt Vestsahara.”