Demokratiprojekterne i Swaziland

Skrevet 17 December 2008

Projektets hovedområde er demokratisk mobilisering. Projektet sigter mod at fremme udviklingen af en demokratisk kultur i Swaziland i form af øget demokratiforståelse og kendskab til menneskerettigheder, herunder sociale og økonomiske rettigheder.

Forfatningskrise og demokratisk underskud præger Swaziland i disse år. En demokratisk proces er vejen til frigivelse af en ny dynamik i landet, hvor levevilkårene er præget af dyb fattigdom, sygdom og tiltagende desperation.

Demokratiprojektet bidrager til demokratiseringsprocessen ved at styrke den organisatoriske og vidensmæssige kapacitet hos paraplyorganisationen Foundation for Socio-Economic Justice (FSEJ), i særlig grad i landområderne. Kernen i projektet er dannelsen af ’civic education teams’ med vægt på demokratiforståelse og menneskerettigheder.

Demokratiprojektet er et bidrag til konfliktløsning i forhold til de krisetegn, også af mere destruktiv karakter, der i stigende grad kendetegner samfundslivet i Swaziland.

Politisk, social, økonomisk og kulturel sammenhæng i Swaziland

De sociale og økonomiske forhold i Swaziland er præget af stigende desperation. Mere end 60% af befolkningen lever i absolut fattigdom, omkring 33% er afhængig af fødevareuddeling gennem World Food Program, HIV/AIDS har ramt over 38% af den voksne del af befolkningen (UNAIDS, 2004).
I mere en tredive år har kongedømmet Swaziland været i undtagelsestilstand. Et forbud mod egentlig politisk organisering har formået alvorligt at hæmme udviklingen i demokrati-forståelsen blandt meget store befolkningsgrupper, ikke mindst i landområderne.
Ikke mindst under den langvarige diskussion om en ny forfatning for landet er fraværet af en demokratisk kultur blevet mærkbar.
En lang række civilsamfundsorganisationer har søgt at påvirke den politiske proces, dog uden større gennemslagskraft. Dette skyldes en endnu manglende organisatorisk og ledelsesmæssig kapacitet, svag medlemsorganisering, og i særlig grad en utilstrækkelig evne til at udvikle udadrettede oplysnings- og uddannelsesprogrammer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at holde sig de ekstremt trængte livsvilkår for øje, og ikke mindst også arbejdsforholdene for de personer som er involveret i bevægelsen. Simple udgifter til papir, internetadgang og taletidskort, personlige fornødenheder og transport er ofte næsten uoverkommelige.

Grundlæggende årsager til hovedproblemets eksistens

Den nuværende politiske styreform har et grundlæggende ansvar for svagheden i den demokratiske proces. En demokratisk reformproces, der indebærer folkelig mobilisering samt udvikling af demokratiforståelse, viden om menneskerettigheder og sociale og økonomiske rettigheder, er en forudsætningen for skabelsen af en ny social og økonomisk dynamik i landet. En sådan proces afvises endnu af kongemagten i landet og dens støtter.

Kvindernes forudsætninger og interesser

Et centralt element i projektets aktiviteter er forholdet mellem demokrati- og menneskerettighedsforståelse på den ene side, og lokal tradition på den anden. I den fremherskende traditionsforståelse, som i særlig grad bæres af kongemagten, henvises kvinden gennemgående til rollen som ’umyndig’. FSEJs arbejde i landområderne er i særlig grad fokuseret på kvinderne, der bærer et arbejdsmæssigt og omsorgsmæssigt hovedansvar, mens de samtidigt er stærkt underprivilegerede og underkastet en repressiv kulturforståelse.

Nyt projektsamarbejde i Swaziland

I samarbejde med Swaziland United Democratic Front, SUDF og vores gamle partner, Foundation for Socio-Economic Justice, FSEJ, fik vi i juni 2010 støtte til et mindre projekt på en million kroner, der skal styrke SUDF. Du finder ansøgningen nedenfor.

BilagStørrelse
FSEJ ansøgning 2008 final.doc293.5 kB
SUDF ansøgning 2010 final.doc288.5 kB