Veliswas Dagbog. Kvinde, Sydafrika

Veliswa Cebisa, 30, kvinde. Treatment Literacy Practitioner, TAC

Jeg blev født i Alice, Eastern Cape. Vi er alene med min mor. Af hendes børn er 8 født udenfor ægteskabet, 2 er døde, 6 er tilbage. Jeg har 2 børn, en på 13 og en på 3.

Jeg ville være læge eller sygeplejerske for at kunne behandle folk, men det ændrede sig da jeg voksede op. Men jeg klarede at gennemføre studier på et andet område, og nu har jeg en grad i Offentlig Administration. Det er en af de vigtigste ting, jeg har opnået i mit liv. Selvom det er milevidt fra, hvad jeg oprindeligt drømte om, er jeg delvist tilfreds med, hvad jeg har med denne grad.

Jeg er endnu ikke ansat i nogen afdeling under regeringen eller i noget bureau, selvom jeg ønskede det. Det er altid svært at finde et job i dette land. Du kan have alle de grader og papirer du vil, men det betyder ingenting, fordi der er så få jobs at få. Men jeg har heller ikke tilstrækkelig erfaring til at bedømme, om jeg er kvalificeret til et bestemt job. Du er næsten nødt til at kende nogen i afdelingen, hvis du vil have, at dine jobansøgninger skal give resultat, altså ”interne forbindelser”.

I øjeblikket arbejder jeg for TAC som Treatment Literacy Practitioner. Jeg arbejder mest på de lokale klinikker i Khayelitsha. Nogle gange hjælper jeg med det administrative arbejde i TACs distriktskontor. Jeg holder meget af mit arbejde, for det er stadig noget i retning af det, jeg gerne ville med mit liv. Jeg har fundet ud af, at jeg finder stor tilfredsstillelse i at arbejde med mennesker på alle niveauer. Dette arbejde ligger også i tråd med mit ønske om at blive læge, da jeg videregiver vigtige viden til lokalsamfundet. Jeg er glad for at være, hvor jeg er, og jeg tror, at mange ting vil ske for mig i dette år og i årene, der kommer. Måske vil jeg en dag have alt hvad jeg har ønsket mig.

Jeg kom til Cape Town i 2001 på ferie. Jeg plejede at elske at besøge Cape Town i ferierne, indtil jeg besluttede at bosætte mig her, fordi det er et bedre sted, end der hvor jeg er født, min hjemby. Det er et tilbagestående sted, underudviklet og med meget få muligheder for udvikling, og der er meget større muligheder i Cape Town.

I 2002 tog jeg en HIV-test. Den var positiv, hvilket vil sige, at jeg har HIV-virus i blodet. Jeg var chokeret og kunne ikke tro, at jeg havde virussen. Og jeg kunne ikke gøre andet end at lære at leve med det og acceptere det som en del af mit liv.

Mit liv ændrede sig dramatisk i 2003, hvor jeg blev meget syg i 3 måneder, fra oktober til december. Mit forhold blev også usundt. Min kæreste var kærlig og omsorgsfuld indtil jeg testede positiv, men i den periode, hvor jeg var syg, blev han fjendtlig og ondskabsfuld. Han efterlod mig alene i sengen, og sov andre steder end hjemme. Han ville ikke engang lave mad til mig, mens jeg var syg. Alle de ting han gjorde mod mig, fik mig til at føle, at han bare ville have mig til at dø hurtigst muligt.

Han mistede endda interessen for vores børn, kunne ikke engang købe mad til os derhjemme. Dette var en meget forfærdelig oplevelse i mit liv. Men jeg blev ved med at bede til, at jeg ville blive rask igen snart. Mine søstre, hvoraf en er gift, støttede mig. De blev ved med at bede til, at jeg ikke ville opgive kampen mod virussen. De tog sig af mig, og var meget forstående overfor hvad jeg gennemgik. De ønskede aldrig, at jeg skulle dø på den måde.

En anden person, jeg skylder mit liv, er min bedstemor. Hun havde aldrig nogen problemer med min HIV+ status. Hun støttede mig også meget. Igennem det hele fik jeg min styrke fra dem, og jeg kom mig bagefter. Jeg havde 3 venner, der ikke havde nogen problemer med min HIV+ status.

Det bedste i mit kærlighedsliv var, at jeg var forelsket i en mand, som jeg elskede så højt, min kæreste, Sam. Der plejede at være meget inderlige øjeblikke i mit liv, fordi han var så kærlig og omsorgsfuld. Og det værste var at skulle indse, at alt det, jeg troede han var, alligevel bare var løgn. Han levede på en løgn med mig. Han viste sit sande ansigt i den tid, hvor jeg var meget syg af min HIV-infektion, hvor han begyndte at stikke af fra mig og vores børn. At have været sammen med et andet menneske i årevis og så at måtte indse, at vi levede på hver vores lille ø, har plaget mig meget længe.

Det var i denne periode, at jeg blev introduceret for MSF-klinikken i Site B, Khayelitsha. Der fik jeg min behandling og fik det bedre. Mine blodsoldater (CD4-tal, T-celler) faldt til under gennemsnittet for et rask menneske. Dette fik mig til at tage antiretroviral medicin (ART) i 2004. Jeg tager D4T40, 3TC og Nevirapine. Som med al anden medicin er der bivirkninger. Derfor fik jeg bronkitis, men jeg blev behandlet for det.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg lærte et par lektier i mit unge liv, nemlig: Jeg vidste, at der var noget kaldet HIV/AIDS, men jeg var for uinteresseret i at lære mere om det, sådan at jeg kunne have beskyttet mig selv. Derudover troede jeg aldrig, at det kunne ske for mig. Og for at kunne leve et normalt liv med denne virus, må man acceptere sin status og se positivt på tingene og arbejde endnu hårdere for at nå sine mål. Du må ikke lade HIV/AIDS blive en forhindring på din vej. Det hjælper meget på moralen at dele og forholde sig til sin angst sammen med sine bekendte.

Hvis du er HIV-negativ, altså ikke har virussen, så vær sød at lade det forblive sådan og lad være med at sætte dit liv på spil for en partner, der ikke vil bruge kondom. I har brug for hinanden. For sandheden er jo, at der aldrig har været nogen nem måde at leve med HIV. HIV er her og det spreder sig, det diskriminerer ikke, er farveblindt. Vær opmærksom på, hvordan du spiller dit spil, pas på dig selv. Hvis ikke ender du under 6 fod jord. Vi begraver dig.