Andiles Dagbog. Mand, Sydafrika

Andile Madondile, 27, mand. Bekendtskabskredsvejledver, TAC

Jeg blev født i Eastern Cape, hvor jeg voksede op i en familie på 4. Vi var 5 til at starte med, men den ene døde af AIDS. Vi boede alene med vores mor.

Jeg ankom til Cape Town i den unge alder af 14 år. Men jeg blev sendt tilbage til Eastern Cape, fordi jeg begyndte at opføre mig dårligt og blive involveret med teenagegangster-grupper. Min teenagedrøm var at blive læge. Men det skete aldrig, til dels fordi min familie er fattige. Min mor var den eneste, der kæmpede for at opfostre os og give os en uddannelse. Hun havde ikke råd til at give os en videregående uddannelse.

Da jeg havde færdiggjort 8. klasse, fik jeg job som sælger i Newlook Cosmetics. Alting gik godt. Men i 2003 blev jeg meget syg, jeg fik diarré og tabte mig og mistede appetitten. Jeg tog på klinikken, hvor de foreslog, at jeg tog en VCT (frivillig test og rådgivning). Det var i juli. Jeg indvilligede, og resultatet var positivt. Det betyder, at jeg har HIV-virus i blodet. Det var det sværeste øjeblik i mit liv. Jeg havde svært ved at acceptere det, fordi jeg var bange for, hvordan min familie ville reagere på nyheden, og også for min kærestes reaktion. Det gjorde mig meget stresset, fordi jeg ikke kunne tænke på andet end døden. Dengang vidste jeg ikke så meget om denne sygdom, og det eneste, jeg vidste, var at ”så snart du bliver HIV-positiv, dør du med det samme”. Så blev jeg bange for at svigte min familie ved at dø fra dem, og specielt min kæreste. Hun var gravid på det tidspunkt.

Jeg besluttede at fortælle det til min familie, uanset hvad der så ville ske bagefter. Bare for at lade dem vide, hvad der skete i mit liv. Jeg fortalte det først til min familie – til min mor og mine brødre. Jeg blev overrasket over, at de var chokerede, men aldrig jagede mig væk eller reagerede underligt. Først sagde de slet ikke noget negativt, selvom de så ikke ud til at kunne forstå det.

Men mens jeg boede hos dem, begyndte jeg at opfatte usædvanlige reaktioner og tegn på underlig opførsel. Min bror og søster begyndte skille mit service og bestik fra resten af familiens, såsom skeer, tallerkener og vaskefad. Begyndte at holde dem adskilt fra resten. Det gjorde mig meget frustreret, fordi jeg aldrig havde forventet den slags behandling fra min familie.

Efter et stykke tid havde jeg lært så meget om virussen, at jeg kunne tage hjem igen og dele min viden med dem, såsom at man ikke bliver smittet af at dele vaskefad eller bestik, eller af at omfavne hinanden eller endda at spise sammen (med fingrene af det samme fad). Derefter blev tingene normale igen. De holdt op med deres diskriminerende adfærd og begyndte at behandle mig respektfuldt. Jeg er glad for, at de forandrede sig!

Min mor, som enhver mor, blev så bekymret for mit helbred, at hun tilbød at tage mig med til en specialist for at få mig undersøgt og sat på en bedre behandling. Hun ville gerne have, at jeg blev hos hende. Men jeg viste hende, at jeg godt kan klare mig selv, fordi ”jeg er en mand”. Jeg er blevet voksen og har lært min lektie. Nu kan jeg passe på mig selv. Jeg respekterer hende meget for det. Hun er det eneste menneske, jeg ikke ville bytte for noget i verden.

Min kæreste løb sin vej lige efter, at jeg havde fortalt hende om min HIV-status. Hun ville aldrig se mig igen. Hun forlod mig på grund af det. Og hun var stadig gravid med mit barn. På klinikken rådede de hende til også at tage en VCT (frivillig test og rådgivning), og hendes test var også positiv. Vores barn er negativ og hun er 3 år gammel nu. Vi er sammen igen, og jeg har mit eget sted at bo.

Med hensyn til mine venner – ”når dagene er mørke, bliver vennerne få”. Dette er virkeligt en sand historie, fordi de fleste af mine venner forlod mig lige efter, at jeg havde fortalt dem om min HIV-status. Det var et meget dramatisk øjeblik for mig, for jeg havde ikke regnet med den form for opførsel. Der var kun en ven, der virkeligt forstod mig. Han løb aldrig væk fra mig. Han var der altid for mig og gav mig den moralske støtte, jeg havde brug for i den periode. Jeg besluttede at fortælle min chef om min HIV-status, men desværre fyrede han mig. Det var de mørkeste dage i mit liv. Jeg havde intet, ingen mad at spise og intet tøj at tage på. Det er ikke nemt at skulle sove uden at have spist.

Men min ven støttede mig også økonomisk. Hver eneste gang jeg har klaget til ham, har han altid stillet sig til rådighed med en skulder at græde ved. Jeg respekterer ham den dag i dag. Nu får jeg understøttelse fra Afdelingen for Social Velfærd. Selvom jeg nogle gange må slås for at få pengene, er alting meget bedre end før.

Jeg får min HIV-behandling på MSFs klinik i Khayelitsha. Jeg begyndte på dem i marts 2005. Jeg får ART. Det er D4T40, 3TC og NVP. Efter jeg har begyndt denne behandling, kan jeg se, hvilken forskel medicinen gør for min sundhed. Jeg har taget på, så jeg nu vejer mere end 60 kilo, og jeg er ikke blevet syg igen.

Til slut vil jeg sige til jer unge mennesker, at HIV/AIDS er her og kan ramme os alle. Det lever og er farveløst. Hold op med at lade, som om du ikke kender til det eller aldrig har hørt om det. Vær åben om det, hvis du er smittet, og søg hjælp. Lad det ikke overskygge dit liv. Lad intet stoppe dig i at nå dine mål. Hvis du er seksuelt aktiv, skal du altid alliere dig med et kondom. Hvis du stadig er jomfru, så forhal processen indtil du har lært om de risici, et aktivt sexliv indebærer, og hvordan du kan beskytte dig imod infektionssygdomme. Viden er magt!

Hvis du får behandling, så lad være med at kompromittere det med alkohol og stoffer. Du må og skal følge din behandling. Alkohol og ART går ikke sammen. Ellers graver du din egen grav. Lad os holde op med at behandle de HIV-smittede dårligt. Den eneste vej fremad er sammen at bekæmpe virussen. Lad os alle prøve at leve sammen.