Albinas Dagbog. Kvinde, Ukraine

Albina fra Ukraine. Kvinde. Alder ukendt.

Jeg begyndte at tage stoffer for 10 år siden. Mit første stof var alkohol. Jeg drak det, fordi jeg ikke kunne holde mig selv ud, og fordi jeg havde svært ved at omgås andre mennesker. Mine forældre blev skilt, da jeg var 5, og det gjorde mig meget oprevet. Da jeg var 18, begyndte jeg at indsprøjte opiater. Alkoholen og stofferne hjalp mig med at ændre min virkelighed.

Da jeg var 21, var jeg gift og havde et barn. Min mand og jeg begyndte at stjæle for at have råd til vores stofmisbrug. Da vi gik fra hinanden, endte jeg hjemme hos min mor i Rusland, og til sidst kom jeg i fængsel.

Jeg fik min første HIV-test i Rusland. Men da den var negativ, gik jeg bare tilbage til at leve som før. I fængslet fik jeg endnu en test. Denne gang var den positiv. Da jeg blev løsladt, fortalte politimesteren mig, at han ville slå mig ihjel, hvis han så mig ude i byen. Jeg strandede i Odessa, kom i fængsel igen, og forsatte med at tage stoffer. Jeg ventede egentligt bare på at dø.

Men til sidst besluttede jeg alligevel at leve. Jeg ville forsøge at mærke vinden og luften, at føle alle de forskellige farver. Jeg begyndte at gå til NA-møder. Og langsomt begyndte jeg at få det bedre. Jeg fik arbejde hos en organisation ved navn HOPE AND LOVE i Odessa. Den arbejder med forebyggelse af HIV/AIDS og andre sygdomme. Jeg har været helt clean, har ikke taget stoffer, og er gået til NA-møderne i 6 måneder nu. Nu kan jeg se, hvordan jeg brugte stofferne til at prøve at dulme smerten inde i mig, men når det kom til stykket kunne stofferne alligevel ikke fjerne smerten.

Igennem organisationen mødte jeg en HIV-positiv mand, som var åben omkring sin HIV-status, og så begyndte jeg selv at tale åbent om min egen situation. Nu bor jeg sammen med min mor og min datter, og de kender begge til situationen. Selvom jeg stadig nogle gange bliver skræmt ved tanken om at afsløre min status, har jeg haft min historie udgivet i en bog.

Jeg håber at kunne leve rigtigt længe, men det vigtigste er at udnytte den tid, jeg har tilbage, maksimalt. Jeg har deltaget i en konference for HIV-positive i Rusland, og det har givet mig muligheden for at lære nye mennesker at kende, få venner og møde andre med de samme problemer, og som arbejder med de samme ting. Når jeg er sammen med folk, som også taler om deres HIV-status, føler jeg mig bedre tilpas, mere rolig i mig selv. Når jeg åbner mig, føler jeg det, som om en mørk afkrog af sjælen bliver oplyst, og jeg kan ryste støvet af endnu en lille del af min sjæl.