Begyndelsen på enden

DANIDA og Dansk bistandspolitik

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN FOR DANSKE BISTANDSORGANISATIONER
Woza 4/2005

AF SIGNE BJERRE JENSEN OG PATRICK MAC MANUS, SYDAFRIKA KONTAKT

Dansk bistandspolitik er ved at blive opløst som et selvstændigt område. Specielt regeringens nye ”plan for de udviklingspolitiske prioriteter 2006-2010” tyder på en integration af udviklings- og bistandspolitikken i indenrigs- og udenrigspolitikken, samt i forsvarspolitikken.
Den hidtidige fattigdomsorientering overskygges af sikkerhedspolitiske hensyn. Inddæmningen af fattigdommens og migrationens trussel er den egentlige ledetråd i de seneste års udspil fra regeringen.

I takt hermed vil den demokratiske deltagelse blive svækket. Bortfaldet af oplysningsbevillingen til bistandsorganisationerne kan ses i dette lys, ligeledes nedskæringen i bidraget til multilaterale organisationer. Samarbejdet gennem forskellige FN-organisationer erstattes af en mere snæver sikkerhedspolitisk alliance. Det Arabiske Initiativ og den konstante fremhævelse af et styrket civilmilitært samarbejde er ligeledes udtryk herfor.
Integrationen af bistandspolitikken i indenrigspolitikken kan klarest ses i “udviklingsindsatsen i nærområderne”. Dens egentlige drivkraft er ønsket om at afbryde de flygtningestrømme, der kan rette sig mod de europæiske lande. Ønsket om etableringen af en “global repatrieringsfacilitet” indgår heri. Lignende forslag er fremsat af bl.a. den britiske regering, og EU bevæger sig i den samme retning. En ring af stærkt kontrollerede opsamlingslejre skal i fremtiden dæmme op for migrationen fra især afrikanske lande. Under de nuværende vilkår vil en
“repatrieringsfacilitet” udvikle sig til en hårdhændet massedeportation af flygtningene, som der allerede er sket fra Italien. Indsatsen i nærområderne skal ”sammentænkes med den nationale danske flygtningeindsats”, også her sætter Dansk Folkeparti sit fingeraftryk.

Afviklingen af bistandspolitikken som selvstændigt område får konsekvenser for bistandsorganisationerne.

Perspektivet er en voksende identitetskrise for disse organisationer, og en ny type civil organisation må forventes at opstå. Profilen i sådanne organisationer, der som kontraktansatte er dybt integreret i den militære indsats, kan allerede iagttages i Irak og Afghanistan.

En humanistisk tradition er – også her - ved at blive marginaliseret.