9. Den svære fødsel

Den svære fødsel
Om Operation Dagsværk 1985

Af Thomas Kjær Jensen

Det ligger åbenbart i Dagsværks ”gener” at gøre det politiske establishment fortørnet. Det plejer for det meste at være Venstres Ungdom der rutinemæssigt under Dagsværks mobiliseringskampagne,  beskylder arrangørerne for at sende pengene i lommerne på en maoistisk eller terroristisk undergrundsbevægelse.
I år (menes der 2003?) er det imidlertid moderpartiet med selveste statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, der har bebudet en undersøgelse af Operation Dagsværk. Og hverken de konservative eller Dansk Folkeparti har været sene til at følge trop. De kræver nu at undervisningsministeriets årlige bidrag på 500.000 kroner som ellers bruges til udarbejdelse af undervisningsmaterialer inddrages.
De borgerlige partier gør alt hvad de kan for at få gymnasieeleverne til IKKE at forholde sig til 3 verdens problemer: ”Gymnasieeleverne kan engagere sig i de frivillige organisationer og bruge al den fritid de vil, på ulandsoplysning, Det skal blot ikke foregå i skoletiden. Den skal bruges på undervisning” lyder det fra de konservatives uddannelsesordfører Helle Sjelle.
Men Operation Dagsværks mission har fra begyndelsen gået den stik modsatte vej: Det handlede om at få det boglige og tørre gymnasium til bare én gang årligt at åbne de tunge skoleporte. Og én gang årligt orientere sig mod verden udenfor elfenbenstårnet – og som en del af undervisningen aktivt rejse sig fra skolepulten og gøre noget ved skolegang i den 3 verden.

Den mission så dagens lys i 1985. Og det med sydafrikansk uddannelse som omdrejningspunkt. Det lykkedes at få fasthold denne mission helt frem til 1996. Så mente den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (herefter i dagsværkkredse omtalt Ole Svig Jensen), nøjagtige som de konservative, at gymnasiet ikke skal bruge sin undervisning på sådan noget pjat som globale forhold. Han gjorde Operation Dagsværkdagen til en fridag, som der måtte kompenseres for i den anden ende. Det var Operation Dagsværk ligeglade med. Det tordnede derudaf med den ene vellykkede kampagne efter den anden. Også med inddragelse i undervisning. I dag fjerner man så den sidste rest af ministeriel opbakning til Operation Dagsværk. Og lur mig om ikke Operation Dagsværk er ligeglade igen. De vil fortsat tordne derudaf – på lige fod med deres kolleger i Sverige og Norge – der i modsætning til Danmark har massiv ministeriel opbakning og som i modsætning til Danmark ser det som en undervisningsmæssig kvalitet at forholde sig til Ulandsforhold. Heldigvis nægter gymnasieeleverne at bukke under for de borgerliges ønske om at skære Danmark af fra omverden.

Miraklet i -85
Situationen i dag minder på mange måder om situationen før 1985. Her var det også en venstreminister der sad på taburetten. Nemlig Bertel Haarder. Og han havde tre massive grunde til at bekæmpe det kommende Operation Dagsværk med næb og klør:
Han kunne ikke fordage Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som var ophavsmanden til Dagsværk. De var hans arvefjende nummer 1, og en støtte til Dagsværk ville være en støtte til DGS.
Han brød sig bestemt heller ikke om, at Operation Dagsværk- midlerne skulle gå til en sydafrikansk befrielsesbevægelse som ANC. Det var en terrorbevægelse, som ganske vist havde fat i en ”god sag” – nemlig at afskaffe apartheid i Sydafrika – men det var ikke en bedre sag end at det officielle Danmark sandelig ikke burde støtte sådan noget fjernt og uforståeligt.
Og så var Bertel Haarder også hysterisk optaget af, at gymnasiet ikke skulle spilde sin kostbare tid med at forholde sig til verden og virkeligheden. Næ, der skulle bøjes verber og tegnes parabler og helst ikke noget med større global og international forståelse.

Ud over en hysterisk undervisningsminister som med stor sandsynlighed IKKE ville bakke op om Dagsværk, havde vi også andre odds imod os. Vi skulle jo også lige slå navnet Operation Dagsværk fast. Først overfor gymnasieeleverne siden over for offentligheden. Nogle troede at navnet havde noget med krigen at gøre. Andre mente det var noget med bagværk. En kampagne skal ”brandes” og uden penge var det svært. Endelig skulle vi også overfor fagbevægelsen forklare at når tusindvis af gymnasieelever gik ud for at arbejde for 200 kroner, så var det ikke for at lave skruebrækkeri og løntrykkeri. Så var det bare for at samle penge ind. Det var bestemt ikke alle fagforsteninger der i begyndelsen havde forståelse for det. Men vi fik dem dog overbevist til sidst. En af dem der støttede os var SID´s daværende internationale sekretær Claus Larsen-Jensen. Han grinte imidlertid overbærende af vores engagement og iver. Han ville gerne bakke op, men vi skulle være mere end glade hvis vi kunne samle en  mio. kroner ind. Det fik os straks til - i bare trodsighed - at gå hjem og sætte indsamlingsmålet op fra 1 mio. kroner til 5 mio. kroner. Os skulle man sgu ikke grine af! For at sætte fagbevægelsens støtte i relief var der lige ved at udbryde generalstrejke op til indsamlingsdagen 25 marts 1985. Nu ville det for alvor være en katastrofe hvis gymnasieeleverne ”brød blokaderne”. Det blev imidlertid ikke aktuelt. Strejkerne blev udskudt og resulterede i øvrigt til de store påskestrejker samme år.

Man kan sålede sige, at vi der stod bag Operation Dagsværk havde alle odds imod os. Men hvordan lykkedes det alligevel at få samlet 5,5 mio kroner ind til sydafrikanske unge? Og hvorfor bakkede Bertel Haarder alligevel op til sidst? Svaret skal findes i at Operation Dagsværk  ganske enkelt ikke var til at komme uden om. Ideen Operation Dagsværk er genial. Den opstod i 60´rne i Sverige til ære for generalsekretæren i FN Dag Hammerskjöld, der var kendt for sit store arbejde for verdens fattige og undertrykte. ”Giv en Dag for Dag” lød det først i de svenske og  siden i de norske og finske skoler. I 1982 tog de nordiske elevorganisationer kontakt til os danske med henblik på at få os med på et fællesnordisk Operation Dagsværk i 1985. 1985 var nemlig udråbt til FN´s internationale ungdomsår –og det ville være et fantastisk signal hvis Nordens ungdom gik sammen om en fællesnordisk kampagne. Det sagde vi straks ja tak til. Norge, Sverige og Finland, som alle havde lavet Dagsværk i mange år, var således en løftestang for vi danskere. Godt nok havde vi ingen penge at lave kampagne for. Men vi havde ideen. Og ideen blev grebet af hundredvis af dagsværkgrupper som efterhånden skød op. Så fremfor penge og reklamespots havde vi energi og gejst.

At Bertel Haarder til sidst blev mør og nødtvunget måtte bakke op om Operation Dagsværk i 85 skyldtes ikke mindst, at hans konservative og liberale kolleger i de andre nordiske lande diskret hviskede til ham, at Danmark ville få et forklaringsproblem hvis vi ikke var med. At vores statsminister også har sagt noget til Haarder har også haft en effekt. Schlüter var, med den spejdermoral han ofte gav udtryk for, en slags hemmelig allieret  med Operation Dagsværk og at Folkekirkens Nødhjælp og en bred kreds af politikere aktivt var en del af kampagnen kunne statsministeren kun se med tilfredshed på.

Anerkendt skoleprojekt i Tanzania
De 5,5 mio. kroner som danske gymansieelever samlede ind - på nordisk plan blev beløbet omkring de 40 mio. Kroner - gik til et stort og internationalt anerkendt skoleprojekt for sydafrikanske unge. Ikke i Sydafrika. Det kunne ikke lade sig gøre. Al opposition var på det tidspunkt bandlyst og ethvert forsøg på at eksperimentere med anderledes undervisning blev slået ned med hård hånd. Den såkaldte bantuundervisning var en af grundpillerne i  apartheidregimets undertrykkelse. Den havde blandt andet som formål kun at give de sorte 5 år skolegang og undervisningen skulle primært bruges til at lære eleverne at adlyde ordrer og til at tale det forhadte kolonisprog: Afrikaans.

Men i Tanzania stod ANC for et stort skoleprojekt: SOMAFCO-skolerne. Det projekt blev bakket op af FN-systemet, internationale organisationer og kirkelige bevægelser, en af dem var Folkekirkens Nødhjælp. I Mazimbu og Dakawa blev der bygget et helt nyt modtagelsescenter til undervisningsforberedende kurser for unge over 13. år  Desuden blev et landsbykompleks tæt ved uddannelsescenteret i Mazimbu med boliger, børnehaver, klinik og sportsfaciliteter delvist finansieret af dagsværkpenge. Alt sammen med det formål at uddannede veloplyste og demokratiske borgere som kunne stå i spidsen for et nyt Sydafrika. Der blev ført nøje tilsyn med at de mange millioner kroner kun blev anvendt til skoleformål og af hensyn til projektdimensioneringen varede det fem år, førend alle de nordiske midler var anvendt.
I 1990 blev forbudet mod politisk organisering i Sydafrika ophævet, og de unge ANC-folk vendte tilbage til landet. Med sig fik de de resterende 3,5 mio, der endnu ikke var blevet udbetalt. De gik til ANC-administrerede skoleprojekter i selve Sydafrika. Regeringen i Tanzania overtog centrene i Tanzania, og brugte dem til de unge tanzanianeres uddannelse – og således kunne vi med glæde konstatere at midlerne gik til det der var hovedformålet: Uddannelse.

Smædekampagne
Ugen inden den store dagsværkdag i marts 1985 var gymnasierne på livet løs i gang med at inddrage apartheidproblematikken og sydafrikaforhold i undervisningen. Pludselig dukke en række læserbreve ud i de store dagblade. De var indrykket i Operation Dagsværks navn. Løbesedler og breve blev i stor stil sendt ud til rektorer på alle skolerne med hilsen fra Operation Dagsværk:
”Tak til gymnasieeleverne for deres støtte til vores væbnede kamp”. ”Her ser I fotos af uskyldige dræbte hvide børn som Operation Dagsværk støtter gennem hjælpen til ANC”, (er dette korrekt citeret, det lyder som om der mangler noget???) ”Tak til kammerat Thomas Kjær Jensen der er blevet skolet i Moskva til (for?) at støtte guerillakampen mod uskyldige hvide”.  

Var den for tyk? For os var den. Men ikke for menige elever og lærere. Her gik man lige rundt og troede at succesen var ved at være i hus. Ingen hysterisk Bertel Haarder, ingen konflikt med fagbevægelsen, tusindvis af aktive elever, flot undervisningsmateriale, engagerede lærere og en kulturtrup fra ANC-skolen i Tanzania der var med til at slå navnet fast. Og så lige pludselig: Forvirring – panik. Var det mon væbnet kamp dagsværkmidlerne gik til? Var det ikke skolebyggeri? Var der noget om snakken? En del skoler turde ikke være med længere. De trak sig ud af kampagnen. De øvrige var forvirrede og kampagnesekretariatet var ligeså forvirrede. Hvad kunne vi gøre? Ikke andet end at konstatere at en sådan smædekampagne kun vidnede om nødvendigheden af at bakke Dagsværk op.
Bagmændene til den dyre kampagne blev aldrig fundet. Hverken Venstres Ungdom eller Konservative Gymnasiaster kendte noget til den. De havde heller ikke så mange penge at gøre godt med. Flere år senere kom det frem at den sydafrikanske efterretningstjeneste havde en finger med i spillet

Effekten af Operation Dagsværk -85
At organisere dette pionerprojekt gav naturligvis mange personlige mindeværdige oplevelser. Af mere konkret betydning fik ANC en økonomisk håndsrækning til byggeri og uddannelse til Sydafrikas ungdom i Tanzania. Men hvad der måske var af endnu større betydning var at Operation Dagsværk-kampagnen for mange mennesker var med til at sætte ”Sydafrika”, ”Apartheid” og ”Sanktionspolitik” på dagsorden. En dagsorden der blev tydeligere de kommende år efter 1985. Ikke på grund af Dagsværk, men ganske enkelt fordi der internationalt blev sat større fokus på sanktionspolitiken overfor Sydafrika og apartheidregimet blev mere og mere desperat i sin iver efter at bevare magten. Der kom yderligere fokus på ANC, og umiddelbart efter åbnedes ANCs kontor i København.
Op til Operation Dagsværk fik (vi???) oftere og oftere besøg af Aaron Mnisi. Han kom fra ANCs  landekontor i Stockholm. Da ANC´erne så, at der var grøde i de danske gymnasier, og i den danske offentlighed, sendte de Aaron til København med den opgave at åbne et ANC-kontor her. Det lykkedes for ham. Cirklen blev sluttet, da Aaron Mnisi blev udpeget til ambassadør for den nye demokratiske repræsentation i Danmark. Væk fra de bonede gulve blev ”Unge mod Apartheid” oprettet i kølvandet på Operation Dagsværk. Flere tidligere gymnasieelever tog af sig selv eller via Sydafrika-kommiteen til Sydafrika for at hjælpe med genopbygningen i landet.

Og blandt gymnasieeleverne var Operation Dagsværk kommet sig over sin svære fødsel. Nu kunne intet forhindre gymnasieeleverne i et nyt Operation Dagsværk og  året efter var det et nyt kontroversielt  land der skulle have støtte: Nicaragua. Med den rituelle VU-reaktion til følge. Denne gang i form af et alternativt Operation Dagsværk til de frihedskæmpende Mujahediner i Afghanistan. Vi husker stadig fotoet af  daværende VU-formand og nuværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen stående iklædt Mujahedin-beklædning og maskinpistol til støtte for de muslimske kampceller i Afghanistan. Ak ja – sådan ændrer verden sig ustandseligt.
Men én ting ændrer sig ikke: Operation Dagsværks vidunderlige evne til at insistere på at tænke på andre end sig selv. Og Operation Dagsværks vidunderlige evne til at sætte debat, og aktiviteter i gang til fordel for skolegang i andre lande.
Med eller uden ministerens opbakning.

Thomas Kjær Jensen. Tidligere kampagneleder for Nordisk Operation Dagsværk i 1985 – den første Operation Dagsværk. Pengene gik dengang til ANC-skoler i det sydlige Afrika. Var også aktiv i Unge mod Apartheid som var en konkret udløber af de mange tusinde gymnasieelevers engagement i Sydafrikaproblematikken. Thomas er stadig involveret i uddannelsesspørgsmål. Dog på lidt mere hjemlig grund. Han er nu Uddannelseskonsulent i Den Almindelige Danske Lægeforening