8. Send diplomaterne hjem!

Send diplomaterne hjem!

Af ULRIK DAHLIN og MIRIAM FEILBERG.

Rambukken hamrer ind i døren. Nu giver den sig. Politiet maser nogle brækjern ind mellem karmen og døren. I løbet af sekunder splintres døren med store økser.
Over radioen siger en betjent: Så har vi dem!
Lyset bliver slukket ude i gangen. Betjenten tager en lommelygte frem og lyser ind i det mørke rum, hvor vi står. Rundt på vores ansigter, en for en. Sluk den smøg, kommanderer han.
Vi er helt stille. Ude på gangen vælter flere betjente ind fra trappen. Betjenten i døråbningen lyser med lommelygten hen på Søren. Du først, kommanderer han.
Søren rækker armene i vejret og går ud gennem den smadrede dørkarm. Han er lige fri af karmen, da benene sparkes væk under ham, og tre betjente sidder oven på ham.
Minutter efter ligger otte apartheidmodstandere med armene vredet rundt på ryggen og hænderne i håndjern.
Det er en onsdag nat, den 30. oktober 1985. Klokken er 2.25: En times besættelse er forbi.
Sydafrikas generalkonsulat i Danmark støtter igen apartheid.

Nelson Mandela kom først ud af fængslet som en fri mand den 11. februar 1990. Fire år efter blev han landets første folkevalgte præsident.
I dag er Folketingets hjemmeside prydet med fotos af danske politikere sammen med Nelson Mandela. De danske politikere smiler, mens de viser den prominente gæst rundt på Christiansborg. Man kan ane, at de soler sig i glansen af Mandelas taknemmelighed: Hvilket EU-land var det, der gik i spidsen dengang i midten af 1980´erne? Og hvilket land var det første vestlige overhovedet, der indførte en national sanktionslov?i
Det rigtige svar er Danmark.
Men de rigtige politikere er ikke dem, man ser på de små fotos på hjemmesiden. Det var SF´eren Søren Riishøj, der som en enmandshær i løbet af 1980´erne tog initiativ til næsten alle Folketingets debatter om at få indført eller skærpet en dansk sanktionslovgivning. Og det var mange.
Det var dengang under Schlüter-regeringen, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti tilkendegav deres mening om apartheid ved enten at undlade at stemme eller stemme mod samtlige forslag til sanktionslove (bortset fra kulloven), som var vendt mod det racistiske sydafrikanske regime.
Sanktioner, som et flertal af FN´s medlemslande samt befrielsesbevægelsen ANC i årevis havde opfordret til, og hvor flere var gennemført af en række lande i den tredje verden.

I dag virker det næsten uforklarligt, men i årene inden Mandelas løsladelse – og Berlinmurens fald - var det sejt og op af bakke for 20-50 aktivister i Sydafrikakomiteen i København (SAKK) og måske op mod 150 i Unge Mod Apartheid (UMA). Men det var også sjovt og fedt, når de med aktioner, protester, demonstrationer, besættelser, happenings, pjecer, koncerter, arbejdsgrupper, løbesedler, bogudgivelser, filmuger, rapporter, foredragsrækker og så videre og så videre protesterede mod økonomiske, kulturelle og diplomatiske forbindelser mellem Danmark og apartheidregimet.
Først i juni 1985 kom det spæde tilløb til en dansk sanktionslovgivning mod apartheid: Nu blev det forbudt for danske erhvervsfolk at investere i Sydafrika og Namibia. Foråret efter kom kulloven, der stoppede for de enorme danske kulopkøb, og endelig i juni 1986 loven, der generelt forbød handel med Sydafrika og Namibia.
Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) fremstillede i en kronik i Jyllands-Posten i december 1986 regeringspartiernes lunkne linje som en, der var kendetegnet af de "stilfærdige fremskridt".ii
Sanktionslovene virkede. Trods smuthuller, omgåelser og dispensationer stoppede den danske samhandel med Sydafrika brat. Fra mere end to milliarder kroner om året i starten af 1980´erne - til under 50 millioner fra 1987.iii

Men, men… når den økonomiske samhandel med apartheid så godt som stoppede, hvorfor skulle Sydafrika så stadig have en handelsattaché placeret i Danmark? Ja, hvorfor skulle apartheidregimet overhovedet have lov at være diplomatisk til stede her?
Danmark havde nedlagt sit gesandtskab i Pretoria efter Sharpevillemasakren i 1960, og formelt lukket det i 1965. Frem til den 1. december 1985 havde Udenrigsministeriet i København dog fortsat udsendt en dansk generalkonsul. Efter 1985 var Danmark kun repræsenteret ved en honorær generalkonsul i Johannesburg samt fire honorære konsuler og vicekonsuler - typisk lokale, danske forretningsmænd.
Anderledes massivt med apartheidregimets diplomatiske tilstedeværelse i Danmark: En generalkonsul og flere medarbejdere fra den sydafrikanske udenrigstjeneste, i alt 10-15 personer. Fem af dem var akkrediteret i Udenrigsministeriet som diplomater. Hvad skulle de her?
SAKK mente, at generalkonsulatet arbejdede for at fremme økonomiske, kommercielle og andre former for kontakt til apartheidstyret. Hvad ellers?
Konsulatet arrangerede f.eks. foredragsrejser, hvor tilhængere af apartheid-regeringen, modstandere af ANC og andre udvalgte kunne komme i uformel kontakt med udvalgte danske virksomheder. Eller sendte håndplukkede danske politikere - ofte fra CentrumDemokraterne eller Fremskridtspartiet - på propagandature til et Sydafrika med masser af sol, kolossale naturoplevelser og charmerende mennesker. Dertil kom en forholdsvis stor publikationsvirksomhed, blandt andet udført i samarbejde med venskabsforeningen "Dansk Sydafrikansk Selskab". ivDet hele var finansieret fra Pretoria.
Derfor ønskede SAKK de sydafrikanske diplomater sendt hjem. Hurtigst muligt.
Ikke mindst symbolværdien var vigtig: I stedet for apartheid-diplomater var det ANC, der skulle anerkendes som det sydafrikanske folks repræsentanter.

I 1980´erne havde Det Sydafrikanske Generalkonsulat til huse på første sal i et kedeligt kontorkompleks med vinduer ud til Møntergade - i en del af Gutenberghus-bygningen. Midt i hjertet af København og under 500 meter fra SAKK´s daværende lokaler på Nørre Vold.
Sydafrika-aktivisternes viden om generalkonsulatets præcise indretning og omfang var i starten meget sporadisk. Et par gange havde aktivister på "snusetur" besøgt konsulatets åbne del, et slags venterum, hvor der bag en tyk glasrude sad et par venlige kontordamer og smilede.
Man kom kun ind i opgangen, hvis damerne trykkede på en knap, så glasdøren ud til Møntergade blev åbnet. Først når det skete, kunne den besøgende komme op af trappen. På næste repos blev man overvåget af et kamera. Igen skulle der trykkes, og hvis den besøgende blev godkendt, kunne man træde ind venterummet. Her kunne tiden så fordrives med at studere turistbrochurer eller sidde i de nydelige lænestole.
Hvis man ville snakke med de venlige damer, foregik det via et højtaleranlæg. Til venstre for den tykke glasrude var der en forsvarlig dør, som kun kunne åbnes indefra. Den førte ind til lokaler, møderum og hvad der ellers måtte være. Derinde lå nøglen til alle hemmelighederne.
Det var bare at gå i gang.v
 
Første gang, generalkonsulatet blev besat af aktivister fra SAKK, var den 21. marts 1985.
25-årsdagen for Sharpeville-massakren var den oplagte anledning.
Aktionen var en symbolsk besættelse: Aktivister skulle trænge ind i venterummet og afvente politiet. At komme ind viste sig at være enkelt. Det lykkedes som forventet en aktivist at besnakke de venlige damer til at både åbne glasdøren og døren til venterummet under foregivende af en stor rejselyst og interessere for at besøge landet. Da døren ind til venterummet først var åbnet, blev den effektivt blokeret med en radiator, hvorefter aktivisterne løb ind.
Selvfølgelig blev damerne bag den glasruden forskrækkede, men de skyndte sig at trække nogle gardiner for, så de ikke kunne ses af aktivisterne. Af og til blev der dog lindet på gardinet, og en eller  flere mænd kiggede et kort sekund ind i venterummet.
Her havde aktivisterne fået åbnet to vinduer ud til Møntergade og hængt et banner ud. Boykot apartheid, stod der – samme opfordring som på de løbesedler, der blev delt ud nede på gaden.
Godt et kvarters tid efter kom politiet.
Roligt sagde delingsføreren til de 14 aktivister: I kender turen! I sin radio sagde han: Vi fører dem ned af bagtrappen, så vi undgår ballade. Betjentene tog fat i skulderen på hver sin aktivist, og så var det ellers afsted til Station 1 i Nyrupsgade. Efter 5-6 timer i samme celle blev aktivisterne løsladt med et kvarters mellemrum uden afhøring.vi

Den anden SAKK-besættelse af konsulatet kom et halvt år senere, den 30. oktober 1985.
Kokken 1.15 onsdag nat kørte en lastbil ud af en port i Københavns indre by. Under en pressening sad ti aktivister og gemte sig på ladet. Bilen kørte af den aftalte rute hen til Møntergade 1, hvor der ganske belejligt var en ledig P-plads. Et par dage forinden havde aktivisterne parkeret en bil lige under det rigtige vindue. Den kørte væk i samme øjeblik, lastbilen kom.
Straks gik flere end hundrede aktivister i gang med at bygge barrikader i hver ende af gaden. Fra lastbilen rejstes en lang aluminiumsstige op mod et af de mørke vinduer på første sal, og en aktivist klatrede op med en vinkelsliber. Men de tykke panserruder var ikke sådan at få bugt med.
Sekunderne sneglede sig afsted, mens vinkelsliberens snerren hørtes alt for tydeligt i den nattemørke gade. Til sidst gav manden på stigen op, slukkede for vinkelsliberen og bankede i afmægtigt raseri på ruden. Den gled pludselig op - vinduet havde slet ikke været lukket.
Hurtigt blev vinduet mast helt op, og på få minutter klatrede aktivisterne ind i det kontor, hvor de venlige damer plejede at sidde. Denne gang på deres side af glasruden!
En voldsom oppakning af værktøj, brædder, søm, madvarer, drikkevand, radioer og rygsække blev hevet op af stigen. Vinduet lukkedes, og den tomme lastbil kørte straks ned mod den ene barrikade, der som aftalt åbnede sig. Bilen forsvandt i natten, og straks efter fjernede gadeaktivisterne barrikaderne og løb, før politiet ankom i større antal.
Oppe på første sal var aktivisterne ved at forskanse sig. De mest optimistiske forestillede sig, at der nu ville gå mange timer, før besættelsen blev stoppet. En af de faktorer, som SAKK havde kalkuleret med i det regnestykke, var den sydafrikanske generalkonsul. Han var nydunævnt og havde ikke været mange dage i  Danmark. Der skulle nok gå nogle timer, mens han forsøgte at få fat i udenrigsministeriet i Pretoria.
Aktivisterne mente, at de havde tiden for sig.

Det var en fejlvurdering. Politiet behøvede ingen anmodning fra generalkonsulen til at fjerne aktivisterne, da de efter nogle minutters forvirring bliver klar over, at der foregår noget helt uvant oppe bag konsulatets vinduer. Normalt ville de være mørke og fredelige.
Nu var der lys over det hele, og en række silhuetter stod og baksede med brædder tværs hen over vinduerne. Set i bakspejlet er det ærgerligt - og lidt komisk - at tænke på, at hvis aktivisterne straks havde slukket alt lys og forholdt sig musestille, var politiet måske kørt igen. Og så kunne aktivisterne i ro og mag gå i gang med det, de allerhelst ville: Undersøge, hvad generalkonsulatet lavede.
Sådan blev det ikke. I stedet var de fleste aktivister beskæftiget med forskansningen, mens én talte med aviser, lokalradioer, DR og Ritzau. Et par stykker snusede lidt rundt. Konsulatet var meget større, end aktivisterne havde forestillet sig. Der var 8-10 lokaler, deriblandt en mødesal, en filmsal og et køkken med et halvtomt køleskab. Der var Sydafrikas flag og landkort og store farveplakater med præsident Botha.
Nede på gaden havde politiet opgivet at åbne glasdøren af en låsesmed. I stedet skaffede de en rambuk med stålhoved og smadrede glasdøren. Det gungrede i hele komplekset med nogle dybe drøn, og så løb politiet op af trappen.
Det kunne aktivisterne følge i tv-overvågningen ude på reposen. Den næste dør blev hamret til træsplinter, dernæst en dør med stålbeklædning. Aktivisterne trak sig tilbage til et enkelt rum. Endnu var der en barrikaderet dør og en skudsikker rude mellem dem og politiet. Så røg ruden med et knald, og politiet fik mast brækjern ind mellem døren og karmen. Så sagde en betjent i radioen: Nu har vi dem!
Aktivisterne blev lagt på gulvet i håndjern med armene på ryggen. De lå i en slags sildeben-mønster, så den enes overkrop lå på den næstes fødder og så fremdeles. Det var svært at følge meget med i, hvad foregik fra den position, men aktivisterne kunne dog på et tidspunkt se det nederste af et par lyse benklæder og et par dyre spadseresko. Det er konsulenten, hviskede en af betjentene i gangen lettere benovet til en kollega. Generalkonsulen gik langsomt rundt mellem aktivisterne. Han sagde ikke et ord, kiggede rundt i lokalerne og forsvandt ud af aktivisternes synsfelt.
Aktivisterne blev kørt til Station 2 i Store Kongensgade. Her sad de fængslet i 17-18 timer, fik taget fingeraftryk, blev fotograferet og afhørt. Alle nægtede at udtale sig bortset fra at erklære, at aktionen var en protest mod Danmarks fortsatte forbindelser med apartheid. Alle de anholdte blev sigtet for ulovlig indtrængen, hærværk af betydeligt omfang og grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Dagen efter meddelte generalkonsulatet, at man vurderede skaderne til 700.000 kroner.
En måned senere, den 1. december 1985, trak Udenrigsministeriet det udsendte danske diplomatiske personale hjem fra Generalkonsulatet i Johannesburg.

Så gik der knap 15 måneder. Tredje gang, SAKK besatte konsulatet, var den 19. januar 1987.
20 aktivister trængte ind i venterummet og råbte slagord. De nægtede at flytte sig, så politiet måtte bære dem ud. På gaden blev der uddelt løbesedler, hvor SAKK opfordrede til at lukke Sydafrikas Generalkonsulat.
Aktivisterne blev kørt til Station 2 i St. Kongensgade, afhørt af sikkerhedspolitiet og løsladt, sigtet for ulovlig indtrængen på fremmed grund uden tilladelse, og for at nægte at forlade den på opfordring.

Så gik der tre dage. Fjerde gang SAKK besatte konsulatet var den 22. januar 1987.
16 aktivister trængte igen ind i venterummet og nægtede at flytte sig. Igen måtte politiet bære eller slæbe dem ud. Alle blev anholdt, afhørt og sigtet for ulovlig indtrængen osv.
Anledningen til den tredje og fjerde SAKK-besættelse var, at de otte aktivister fra oktober 85-besættelsen skulle i retten. 50 dages ubetinget hæfte, dvs. fængsel til de otte aktivister, sagde dommer Niels Erik Jensen fra Københavns Byret. Han vurderede det som en skærpende omstændighed, at SAKK-aktionen var rettet mod en fremmed magt.
Et erstatningskrav på 324.000 kroner, som anklagemyndigheden havde opgjort skaderne efter besættelsen, blev henvist til civilt søgsmål, som aldrig blev til noget.
Under retssagen kom det frem, at Generalkonsulatet havde fået dækket sine udgifter efter oktober 85-besættelsen af Udenrigsministeriet. Konsulatet havde ved den lejlighed udskiftet en række trædøre med mere sikre metaldøre, de havde fået malet lofterne og udskiftet flere af panservinduerne, selv om højst ét kunne være blevet ødelagt. De havde også anskaffet sig en ny stor kopimaskine.
"Uanset hvilke domme, som aktivister fra Sydafrikakomiteen måtte få i denne forbindelse, vil komiteen fortsætte sine aktioner for at få de diplomatiske udsendinge fra Sydafrika sendt hjem", skrev SAKK selvbevidst i en løbeseddel den 22. januar – den dag dommen faldt.
Befrielsesbevægelsen ANC bakkede op bag parolen om at sende apartheid-diplomaterne hjem. Mandelas efterfølger på præsidentposten, Thabo Mbeki, sagde i et interview med avisen Land og Folk, "at den danske regering bør sørge for at få lukket Sydafrikas repræsentation i Danmark hurtigst muligt."
Støtten fra repræsentanten for ANC´s ledelse var omhyggeligt formuleret: "Det er helt legitimt, at det danske folk gør alt inden for lovens rammer for at få lukket den repræsentation," sagde Mkebi og ønskede "danskerne held til at få lukket generalkonsulatet og få udvist det sydafrikanske personale", som Land og Folk noterede.vii

Så gik der knap en måned. Femte gang SAKK-aktivister ville genere konsulatet, var den 19. februar 1989. Denne gang lykkedes det ikke. De flinke damer bag den tykke glasrude lod sig ikke narre endnu en gang. Glasdøren til Møntergade blev ikke åbnet. I stedet blev politiet tilkaldt. De rykkede talstærkt ud og anlagde en jernring rundt om konsulatet. Glasdørene ud til Møntergade var solidt indpakket i politikæder.
Okay, tænkte et halvt hundrede SAKK-aktivister – lad bare politiet overtage arbejdet. Og lige så mange timer, aktivisterne demonstrerede i Møntergade den eftermiddag, var konsulatet effektivt blokeret – af politiet.
Samme aften udsendte SAKK et åbent brev til udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen: "I dag har Sydafrikakomiteen fået opfyldt endnu et af sine mål, nemlig afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med Sydafrika. En selvbestaltet gruppe, Beredskabsafdelingen, har uden om det danske udenrigsministerium blokeret alle indgange (…) Alle, der ønsker kontakt med det officielle Sydafrika, må først gennem en afhøring, udført af civilt ansatte i Beredskabsafdelingen."
Når udenrigsministeren skulle forklare, hvorfor den trods protester fra ANC opretholdt diplomatiske forbindelser med apartheidstyret, henviste han til en international konvention, Wiener-konventionen. Det barokke var bare, at apartheid-regeringen i Sydafrika ikke selv ønskede at tilslutte sig Wiener-konventionen.
Og da ærkebiskop og Nobelprismodtager Desmond Tutu i foråret 1988 opfordrede de vestlige lande til at afbryde de diplomatiske forbindelser med Sydafrika, havde Uffe Ellemann-Jensen da masser af forståelse og "den dybeste respekt" for Tutus "værdige modstand" mod den sydafrikanske racepolitik.
Men følge opfordringen ville regeringen ikke.viii

Så gik der godt et år. Sjette gang konsulatet blev besat, var den 16. marts 1988.
Igen var det venterummet, der måtte holde for. 14 unge fra Unge Mod Apartheid (UMA) blev anholdt, da de trængte ind i konsulatet for at protestere mod Sydafrikas forestående henerettelse af seks unge apartheidmodstandere.
Aktivisterne blev anholdt efter tre kvarter, kørt på station 2 i St. Kongensgade og derefter tvangsfotograferet, skrev Politiken dagen efter. "Om nødvendigt bruger vi den fornødne og forsvarlige magt til at tage billedet," som politiinspektør Hardy Bergvold udtalte til avisen.
Aktivisterne havde krævet en dommerkendelse, og politiet havde sagt, at den ville de få, når de blev løsladt. Eller også ville aktivisterne få billederne udleveret. Ingen af delene passede. I stedet lovede politiet at destruere billederne.ix

Aktivister fra SAKK fortsatte. Mens Generalkonsulatet i Møntergade var blevet besat fire-fem gange, opretholdt Byggefagenes Samvirke i samarbejde med SAKK i flere år en blokade mod konsulens private bopæl på Gl. Vartovvej nr. 8 i Hellerup.
Den skulle ombygges, så generalkonsulatet kunne flytte fra Møntergade 1. I det skjulte var Egmont H. Petersens Fond (Gutenberghus), der ejede kontorkomplekset i Møntergade og derfor var husvært for generalkonsulatet, indblandet i ombytningen. Det viste sig, da en række bygningshåndværkere på Gl. Vartovvej 8 nedlagde arbejdet. De havde fået at vide, at der skulle indrettes en tegnestue i den gamle villa, men hvorfor skulle en tegnestue udstyres med skudsikre vinduer og brandsikre rum i tre etager?x
Det var en sag, hvor den danske udenrigsminister også havde masser af forståelse. Da Søren Riishøj kritiserede ombygningen af konsulens bopæl for at være et "omfattende fæstningsværk på dansk grund", var Uffe Ellemann-Jensens svar, at det forekom ham "naturligt og rimeligt", at generalkonsulatet ønskede at installere sig i en villa og sikre denne så godt som muligt – i betragtning af de mange hærværkshandlinger, der var begået de sidste par år.
Nogen gange fik blokaden stort mediefokus, som da en lang række kendte personer – forfattere, musikere, kunstnere, politikere – i januar 1989 tidligt om morgenen satte  hver deres ´røde håndaftryk´ på konsulens villa. Og selv om politiet gjorde, hvad de kunne, for at forhindre aktivister, bygningsarbejdere og personligheder i at få apartheid-villaen inden for hånds rækkevidde, lykkedes det de fleste morgener, mens den aktion løb af stablen.
Andre gange var det ensomt og koldt at sidde blokadevagt. Men det var nødvendigt for at forhindre færdiggørelsen af byggeriet. Politiet kredsede til stadighed om blokadevagterne og sørgede omhyggeligt for at bede dem identificere sig.
Flere gange forsøgte konsulatet at få byggeriet færdiggjort ved hjælp af uorganiseret arbejdskraft. Selv om Byggefagenes Samvirke formelt stadig blokerede byggeriet, var de ikke permanent til stede. Alene magtede SAKK det heller ikke, selv om der var blokadevagter i meget lang tid. For at skabe fornyet opmærksomhed inviterede SAKK i sommeren 1989 danskerne på skurvognsferie i Hellerup. En stor skurvogn blev stillet op, så blokadevagterne ikke skulle fryse om natten, hvis sommervejret skulle svigte.
Men det var på falderebet. Sidst i juli 1989 – efter mere end to års blokade – var ombygningen færdig, så apartheid-diplomaterne kunne flytte fra Møntergade.xi
I dag er bygningen ambassade for Den Sydafrikanske Republik.

SAKK´s aktionsmetode var ikke et produkt af langvarige og indgående drøftelser – snarere en opstået enighed blandt en række aktivister om nogle grundlæggende præmiser: Aktionerne skulle være ikke-voldelige. Der måtte aldrig ske personskade. Men aktionerne skulle også være opsigtsvækkende. Derfor ville det i mange tilfælde være nødvendigt bevidst at bryde loven.
"Civil ulydighed" er denne aktionsform blevet kaldt.
Bevidst at bryde loven gjorde SAKK- og UMA-aktivisterne mange gange. F.eks. da SAKK tvangsforflyttede et firma i Holmens Kanal, der handlede med sydafrikanske Krugerrands. Guldhandel var en vigtig indtægtskilde for apartheid. Firmaets inventar blev resolut tvangsforflyttet ud på fortorvet – og på grund af den slagkraftige aktionsmetode gav det genlyd i medierne.
Det samme var tilfældet, da det sydafrikanske luftfartsselskab South African Airways på Vesterbrogade nr. 6 fik sine kontorer tvangsforflyttet. Og når flyselskaber, der stadig befløj Johannesburg, fik besøg af aktivister, der delte løbesedler ud og slæbte selskabets brochurer ud på gaden. Og når forretninger, der fortsatte med at importere og sælge sydafrikanske varer, efter at handelsloven havde forbudt det, fik båret deres varer ud på fortovet.
Eller da SAKK afholdt garden-party i Mærsk Mc-Kinney Møllers private have i protest mod rederiets oliesejladser til Sydafrika.
Eller da UMA under den internationale Shell-boykot slog til mod olieselskabets seneste reklamepåhit: Søde bamser til børn, i både sorte og hvide udgaver. UMA-aktivisterne besøgte tankstation efter tankstation og "befriede" bamserne og lovede dem, sorte og hvide, et frit liv sammen.
Eller da SAKK og UMA planlagde den såkaldte Fantomet-kampagne, hvor de danske virksomheder, som fortsat havde økonomiske kontakter med apartheid, fik "besøg" af tegneseriehelten fra de dybe skove. Konkret gik aktionen ud på at male Fantomets dødninge-maske på indgangsdørene til virksomhederne og på fortovet udenfor. Samtidig var byen overklæbet med plakater, hvor Fantomet braser gennem en rude og peger på virksomhedernes navne. Den aktion førte til, at politiet anholdt fire personer fra SAKK´s ledelse og ransagede komiteens lokaler, hvor de beslaglagde 10-15 sorte plasticsække med papirer, regnskaber, medlemslister, skrivemaskiner osv.xii
Det var også bevidst at bryde loven de mange gange, SAKK og UMA besatte konsulatet for at få anerkendt ANC.

Det var vigtigt, at mange af aktionerne også var sjove. Ikke så meget for aktivisterne, men for den offentlighed, som var den vigtigste modtager: Besæt apartheid-konsulatet og udråb det til et ANC-kontor. Det budskab var til at forstå. Det underforståede signal i at befri Shell´s sorte og hvide bamser var heller ikke let at misforstå.
Andre aktioner var mindre sofistikerede: Stop for apartheid-guldmønterne – tvangsforflyt firmaet. Stop for salg af flyrejser til apartheid - tøm kontoret for rejsebrochurer. Stop for forbudt handel - flyt varerne ud på gaden.
Der var også mange aktioner, hvor aktionsmetoderne ikke var brud på loven, selv om aktionerne både kunne være opsigtsvækkende eller direkte – f.eks. når SAKK- og UMA-aktivister blokerede indkørslen til Shell-stationer og uddelte løbesedler, der opfordrede bilisterne til at tænke sig om og tanke et andet sted. Eller når der blev oversat fakta-rapporter om Shell, eller taget kontakt til boligselskaber og kommunale kørselsafdelinger med dokumentationsmateriale og opfordringer til Shell-boykot.
Mange af aktivisterne blev sigtet og lidt færre dømt for hærværk. Men for aktivisterne var det ikke hærværk i betydningen tilfældig eller meningsløs ødelæggelse, når et firma, der havde økonomisk samhandel med Sydafrika, fik sit inventar tvangsforflyttet. Det var et bevidst valg at bruge den slags metoder, og det skete aldrig tilfældigt, skødeløst eller for sjov.
Ligeledes var konfrontationer med politiet ikke et mål, heller ikke under de slagkraftige aktioner med mange anholdelser. Tværtimod lagde SAKK navn til samtlige aktioner med løbesedler, med pressemeddelelser og ofte også med samtidige demonstrationer og blokader. Under besættelserne af konsultatet var en del af aktionen netop at blive anholdt af politiet ved at nægte at flytte sig osv. Aktivisterne gik aldrig til modstand mod ordensmagten.

Der var flere andre aktioner mod apartheid, som ikke havde forbindelse til SAKK og UMA. De var også fundamentalt anderledes organiseret.
Der var f.eks. en lang række hærværksaktioner mod Shell-tankstationer, hvor tankstationer og reklameskilte blev overmalet. Nogle steder blev benzinslangerne skåret over. Der var endda en Shell-station i Nærum, der blev brændt af.
De ansvarlige bag disse aktioner stod aldrig frem, undtagen til tider med dæknavne, som det f.eks. var tilfældet med en organisation, der under forkortelsen MAMA (Militante Aktivister Mod Apartheid) indtelefonerede en (falsk) bombetrussel mod en generalforsamling i Jyske Bank, som på et tidspunkt havde solgt Krugerrands.
Der var også i hvert fald to aktioner mod konsulatet, hvor formålet klart var at rasere og øve hærværk – frem for at bruge aktionen som et propaganda-middel.
Når politiet efterforskede anti-apartheid-aktionerne, blandede de bevidst eller ubevidst det hele sammen til en stor grød: BZ´ere, kommunister, Ungdomshus-typer, christianitter, fagforeningsfolk – for politiet var det hele et fedt.
Sådan var det ikke mellem aktivisterne. Tværtimod var der meget voldsomme gnidninger mellem SAKK og den mere autonome (eller hvad man nu skal kalde den) del af apartheid-modstanden. Rigtig meget tid og ganske mange kræfter blev brugt på at forklare, hvorfor SAKK ikke var enig i eller kunne støtte de aktioner, hvor formålet alene var hærværk, og hvor de ansvarlige ikke stod frem og tog ansvaret.

Var det det værd? Var det anstrengelserne, sliddet og ofte bøden eller måske endda fængselstraffen værd?
Spørgsmålet kan besvares kort: Ja, i allerhøjeste grad. Mange af deltagerne i aktionerne er ikke i tvivl om, at netop indsatsen mod apartheid er noget af det mest fornuftige, de nogen sinde har deltaget i.
Hjalp det? Bragte vi apartheid-styret nærmere sit fald? Det er hævet over enhver tvivl. Hvor meget eller lidt – det må historikerne strides om.
Årtiers stilstand i de vestlige landes protester mod apartheid blev stoppet fra midten af 1980´erne. Det skete ikke før, aktivister i USA, England, Holland, Sverige, Norge, Danmark og andre lande gik i gang. Lidt efter lidt – godt hjulpet på vej af apartheid-styrets ekstreme voldelighed – kom støtten fra store dele af befolkningerne i de vestlige lande.

Til allersidst kom politikerne: Mandelas danske kammerater!
Det er dem, du i dag ser på Folketingets hjemmeside.