5. Den danske kulboykot af Sydafrika 1978-94

Den danske kulboykot af Sydafrika 1978-94

Af Erik Tang

Historien om kulboykotten er som en god protestantisk myte: Først troede vi det skulle være så nemt: Få måneder efter stiftelsen af Landskomiteen og Sydafrikakomiteen i Århus i foråret 1978 vedtog Folketinget et beslutningsforslag med en henstilling om kulturel og handelsmæssig boykot af Sydafrika. Men det var vel at mærke at beslutningsforslag – ikke en egentlig lov med forbud. Og vi fandt hurtigt ud af, at det var en ret så væsentlig forskel – både hel og halvoffentlige myndigheder havde i de følgende år ingen problemer med at deltage i kulturelt samkvem med Sydafrika. Og de halvoffentlige elselskaber mangedoblede ikke bare deres egen import af sydafrikanske kul i løbet af få år – det førte i sig selv til en mangedobling af den danske import fra Sydafrika. Og det til et punkt hvor Danmark importerede mere end 1/3 af hele kulimporten fra Sydafrika. Vi måtte erkende, at smukke ord fra Folketingets flertal i først omgang ikke var ret meget bevendt – der måtte et langt og møjsommeligt træk til, før importen pr. 31/11 1986 endelig blev forbudt. Men på trods af dens vage formuleringer skulle folketingsbeslutningen vise sig at være til god hjælp i det lange løb.

Fra 0 til 3 millioner ton apartheid-kul på 5 år
Danmark havde indtil midten af 70`erne en relativ beskeden samhandel med Sydafrika, men i 1976 startede den jydsk-fynske elsammenslutning, ELSAM,  en kulimport fra Sydafrika med beskedne 21.000 t. I 1980 var importen vokset til 3,2 mill. t og Sydafrika stod for mere end 1/3 af den samlede kulimport. Der var flere årsager hertil:
For det første var kraftværkerne i fuld sving med at stille om fra oliefyring til kul. I 1973 lykkedes det første gang sammenslutningen af olieeksporterende stater, OPEC, at etablere et reelt samarbejde om olieforsyningen, og gennem begrænsning af produktionen lykkedes det i løbet af få måneder OPEC at 4-doble prisen på olie. I 1979-80  fældede Ayatollah Khomeini og hans fæller et forhadt shahstyre i Iran og det fordoblede så igen olieprisen – i alt en 8-dobling i løbet af få år. Det gjorde kul til et langt billigere brændsel for de elselskaber, hvis anlæg var i stand til at brænde kul – og det blev de danske kraftværker hurtigt efter større eller mindre ombygninger.
For det andet havde den internationale kulproduktion og transport svært ved at  følge med denne hastige stigning i efterspørgslen - undtagen i Sydafrika. Her havde man i midten af 70´erne igangsat en stor udbygning af mine-, havne- og jernbanekapacitet for at kunne øge kuleksporten – og derigennem mindske afhængigheden af landets altdominerende guldeksport, der lede af stærkt svingende priser.
For det tredje var de sydafrikanske kul fra starten væsentlig billigere end andre landes kul – 20-25 % korrigeret for kvalitetsforskelle mv. Det var pokkers besværligt for Sydafrikabevægelserne – på det tidspunkt havde Danmark et kanonstort underskud på betalingsbalancen, en rekordstor arbejdsløshed og tilsvarende stort underskud på statens budget. Det var absolut ikke velkomment at komme med forslag om boykotter, der yderligere ville forstørre underskuddet overfor udlandet. Og derfor brugte elselskaberne da også prisen som deres vægtigste argument for den stigende import af sydafrikanske kul. Og det argument havde længe overtag:

Trods gentagne forsøg på at rejse en debat om den hastige stigning i kulimporten fra Sydafrika i  Folketinget var der ikke tilstrækkelig politisk vilje til at hindre eller blot begrænse importen. Det på trods af, at elselskaberne var hel- eller halvoffentlige selskaber, og man gjorde sig afhængig af endnu en ustabil energileverandør. Nu lød argumentet fra regeringen som oftest, at hvis Danmark ikke købte kullene ville andre bare tage over. Senere fik nogle af os at vide, at det ikke just havde hjulpet vores sag, at det som regel var repræsentanter for DKP – Danmarks Kommunistiske Parti – der tog sagen op i Folketinget. Men DKP var nu en gang ret aktiv i Sydafrika komiteerne i begyndelsen – i modsætning til de fleste øvrige partier – herunder også de øvrige venstrefløjspartier.

Ny kampagne helt fra bunden
I erkendelse af at vore stadige henvendelser til Folketinget ikke bar frugt  tog en lille kreds fra Sydafrikakomiteen i Århus og Erik Ericsen, Mellemfolkeligt Samvirke, i sommeren 1982 initiativ til en kampagne direkte overfor elselskaberne. De var – og er – ejet af forbrugerne – enten direkte som andelshavere eller gennem kommunerne. I mangel af bedre ville vi så forsøge at presse en forbrugerboykot i gennem ad den vej – gennem vedtagelser i de kompetente forsamlinger hele vejen op til bestyrelserne i de to kraftværkssammenslutninger – ELSAM for Fyn og Jylland samt ELKRAFT for Sjælland og øerne. En individuel forbrugerboykot kunne ikke komme på tale – man kan nu en gang ikke skille de elektroner ud, der er sendt i kredsløb med sydafrikanske eller andre kul. Så der var kun den lange vej igennem institutionerne tilbage.
Vi lavede en lille 4-siders pjece, der kort forklarede sammenhængen, som blev sendt til alle medlemmer af kommunalbestyrelser i Danmark med en opfordring til at tage sagen op i byrådet. Mellemfolkeligt Samvirke sendte brochuren ud – de havde et bedre navn end Sydafrika-komiteerne og her var det sagen – ikke æren – det drejede sig om.

Normalt må kommunalbestyrelser ikke beskæftige sig med udenrigspolitik – og det havde diverse borgmestre flere gange tidligere brugt til at afvise diskussioner af en Sydafrika-boykot i kommunalbestyrelserne. Men et ihærdigt byrådsmedlem i Nyborg havde klaget over en sådan afvisning til først Tilsynsrådet i Fyns Amt, og herefter til Indenrigsministeriet. Her fik han medhold i, at byråd som delejere af elselskaber godt kunne diskutere en kulboykot af Sydafrika – men kun fordi Folketinget med dets beslutning i 1978 havde henstillet til alle om at stoppe import fra Sydafrika. Og som ejere af elselskaberne kunne man ikke afskære kommunalbestyrelser fra at diskutere, om man ville følge Folketingets henstillinger.
Denne lille brugsanvisning gjorde vi en del ud af i vores lille pjece – som af samme grund blev meget anvendt. I månederne efter udsendelsen blev der diskuteret Sydafrika-boykot i en lang række byråd landet over, og det lykkedes at få flertal for en boykot i mindst en håndfuld større byer og flere landkommuner. Fuldt overblik fik vi aldrig, fordi vi ikke kunne overkomme at læse alle lokalaviser – der i vid udstrækning refererede de lokale debatter. Og fordi vores private telefoner simpelthen var blokeret i lange perioder. Selv fik jeg en venlig – men bestemt – henstilling fra mit kollektiv om at finde en anden telefon end kollektivets til den kampagne. Men det var hverken økonomisk eller praktisk muligt – den gang tog det måneder at oprette en ny telefon, og det kostede flere måneders SU bare i oprettelse.

Vi fik ikke flertal bag vores forslag om boykot i ELSAMs og ELKRAFTs bestyrelser. Dels gik langt fra alle kommunalbestyrelser gik ind for vores forslag om boykot. Dels var det svært at få noget i gennem de andelsselskaber, der ejer betydelige dele af elselskaberne. Dels gør de mange lag man skal igennem, inden man når frem til bestyrelserne for de overordnede elproduktionsselskaber, det meget svært at trænge igennem. Og endelig neglicerede nogle af de bestyrelsesmedlemmer, der havde fået et pålæg af deres kommunalbestyrelser om at arbejde for en boykot, simpelthen disse påbud.
Men vi fik en helt uvurderlig pressedækning af kampagnen i alle hjørner af landet, og det gjorde indtryk i Folketinget skulle det uventet hurtigt vise sig.

Hvordan en sløv politi-indsats overfor våbensmugling blev forvandlet til en kulboykot med lang lunte
Lige efter jul i 1983 rådede den lokale repræsentant for Sømændenes Forbund med sigende blikke os til at se en bestemt TV-udsendelse under navnet Armscor en bestemt søndag aften. Armscor  var navnet på den sydafrikanske, statslige våbenproducent, så interessen var fanget. Det viste sig at være ét af de største TV-scoops DR nogensinde har lavet: En grundig dokumentation af, hvorledes en række europæiske lande solgte våben til Sydafrika – på trods af den af FN vedtagne våbenblokade af Sydafrika. Og hvorledes danske coastere i vid udstrækning – og for gode penge - blev brugt til at sejle våbnene til Sydafrika – hvilket også var imod den boykot Danmark selv havde stemt for. Det sidste var for et enkelt rederis vedkommende blevet afsløret et par år før i en artikel i Politiken – men nyt var dokumentationen af omfanget af dansk involvering – flere rederier havde været særdeles aktive i smuglingen. Og afgørende for den efterfølgende politiske udvikling var dokumentationen af, hvorledes politiet havde taget sig særdeles god tid til at henvende sig til de rederier, der først var afsløret i Politiken. Og af hvor lemfældig efterforskningen havde været. En rigtig ægte skandale – hvor det politiske ansvar faldt på den tidligere, socialdemokratiske justitsminister Keld Olesen.
Der blev rejst forespørgselsdebat i Folketinget, hvor såvel den nye, borgerlige regering og den just afgåede socialdemokratiske regering måtte forklare sig. Det var stuuur underholdning for sydafrika-aktivister. Og endnu bedre: Socialdemokratiet gik med til en dagsorden, der pålagde elselskaberne at udfase kulimporten fra Sydafrika inden 1990. Ikke fuld boykot her-og-nu – men det var det første egentlige skridt imod en boykot – og vi var ellevilde.
Indtil da havde vi primært snakket med partierne længst til venstre i Folketinget – Venstresocialister, Danmarks Kommunistiske Parti og – fra 1982 – SF, hvor især Søren Rishøj lagde meget arbejde i Sydafrika spørgsmålet. Derudover havde vi god kontakt til enkelte medlemmer af De Radikale. Den nye Folketingsbeslutning medførte, at vi nu  snakkede meget bedre med Socialdemokratiet, mens de borgerlige partier trods en del forsøg var lukket land.

Kul med apartheidrabat
Folketingets Udenrigsudvalg besluttede efterfølgende at afkræve elselskaberne en årlig afrapportering, hvor de skulle dokumentere, at udfasningen var i gang. Den borgerlige regering stemte imod udfasningen under henvisning til de store ekstraomkostninger, trusler mod forsyningssikkerheden mv., men beslutningen om udfasning stod fast. Bag den stod SF, VS, Socialdemokratiet og De Radikale.
Elselskaberne og regeringen iværksatte som modtræk en fælles udredning om konsekvenserne af en udfasning i det såkaldte Kulforsyningsudvalg. Det barslede i slutningen af 1984 med en diger rapport, hvor man vurderede meromkostningen ved en boykot af sydafrikanske kul til mellem 1 og 2 mia. kr. i ekstra importudgifter - om året. Det var på et tidspunkt, hvor Danmark i forvejen havde et meget stort og tilsyneladende permanent underskud på betalingsbalancen, så de var ikke brug for yderligere import-udgifter. Forudsætningerne i rapporten var imidlertid overdrevent pessimistiske – og der manglede helt en forklaring på, hvorfor sydafrikanske kul var billigere end kullene fra andre lande.
Sydafrikakomiteen havde et par år påpeget det besynderlige i, at sydafrikanske kul var så meget billigere end kul fra andre lande. Vi havde til kampagneformål døbt fænomenet ”kul med apartheid-rabat”. Prisforskellen var et paradoks - standardiserede varer som kul og olie sælges normalt til helt ensartede priser – markedsprisen - uafhængig af oprindelse og produktionsomkostninger. På trods heraf gav rapportens mere end 100 sider ikke antydning af forklaring på dette paradoks – mens den til gengæld brugte masser af papir på at understrege meromkostninger og potentielle forsyningsproblemer som følge af en boykot. Et skoleeksempel på skatteyder-betalt misinformation, som desværre fik bred dækning i pressen. Omvendt havde Sydafrikakomiteen svært ved at få optaget kronikker som svar på rapporten – vi blev vejet og fundet for lette i argumentationen. Det måtte der gøres noget ved.

Selv læste jeg statskundskab og havde i foråret 1984 besluttet mig for at skrive speciale om det internationale marked for kraftværkskul. På den måde kunne vi selv finde forklaringen på de billige sydafrikanske kul. Mine undersøgelser bekræftede vores mistanke:  De fleste kulimporterende lande havde enten indført boykot af sydafrikanske kul – eller fastsat en max. andel for deres elselskabers import af sydafrikanske kul. Samlet medførte det et  loft over afsætningen for de sydafrikanske kul på hele det internationale marked. Sydafrika havde imidlertid meget lave produktions- og transportomkostninger, og apartheid styret valgte at eksportere svarende til max. loftet for importørernes efterspørgsel. Selvom det pressede prisen på dem ned i forhold til andre eksportørers pris, tjente de sydafrikanske eksportører stadig gode penge. Og de lave priser var samtidig de importerende selskabers bedste argument mod en boykot af Sydafrika, som just illustreret i Danmarks tilfælde. Ved at tildele en pæn andel af de lukrative eksportlicenser til de internationale olieselskaber, SHELL og BP, søgte apartheidregimet også at sikre sig mod dets største mareridt – en olieboykot.
Som et kuriosum skal nævnes, at ELSAMs indkøbsdirektør, Poul Sachmann, på et møde i Dansk Energiselskab senere offentligt vedgik, at årsagen til den lave pris på sydafrikanske kul var: En apartheid-rabat.

Ny kulterminal i Århus
2.maj 1984 åbnede en ny kulterminal på Århus havn. Den var ejet i fællesskab mellem ELSAM, cementfabrikken, Ålborg Portland, og SHELL og BP. Den gav adgang for meget store kulskibe – og dermed for kul fra oversøiske destinationer – herunder Sydafrika.
Vi deltog i åbningsfestlighederne med en flot demonstration med en dansegruppe i spidsen, der underholdt både demonstranter og de officielle gæster til invielsen. Tidspunktet var formentlig valgt med omhu – tidligt om morgenen dagen efter venstrefløjens største festdag. I hvert fald var konsortiet bag terminalen ifølge et internt notat, der slap ud i pressen, temmelig nervøse ved udsigten til, at de dengang meget venstreorienterede studenter fra Århus Universitet og andre uddanelsessteder skulle volde problemer for import af sydafrikanske kul.

Sydafrikakomiteen havde taget en klar beslutning om, at vi under ingen omstændigheder ville forsøge fysisk at hindre en import. Dels ville vi næppe kunne stoppe det meget mere end 10 min., dels kunne det ødelægge forholdet til Socialdemokratiet og De Radikale. Èn af de sydafrikanske flygtninge i komiteen, Godfrey Beck, foreslog, at vi skulle lave en helt fredelig teltlejr på toppen af kulbunkerne. Han havde ikke været i Sydafrika i over 10 år, og nu var chancen for at træde på sydafrikansk jord endelig kommet indenfor rækkevidde. Vi syntes selv det var en både fredelig og letforklarlig aktion, der ville give gode billeder i pressen osv. Og derfor inviterede vi det lokale byrådsmedlem for De Radikale med i teltlejren – han havde gennem mange år støttet kampen mod apartheid aktivt og var en god taler. Men han sagde nej - meget højt – og frarådede på det bestemteste aktionen, fordi den kunne skade den stadigt spinkle koalition bag en kulboykot fra 1990. Det valgte et flertal af de danske medlemmer at følge, men det holdt hårdt at overbevise Godfrey Beck og andre sydafrikanerne om, at vi ikke skulle lave teltlejren alligevel. Godfrey døde i 1985 og nåede dermed aldrig tilbage til Sydafrika.
Set i bakspejlet er det én af de beslutninger, jeg personligt har fortrudt – teltlejren ville have været noget af det mest uskyldige, man kunne tænke sig. Og politikerne havde nok overlevet det, selvom det i princippet ville have været ulovlig indtrængning. Men vel at mærke på dele af den jord, den sorte befolkning i Sydafrika var blevet fordrevet fra.

Et kulsort held
Vi var som nævnt ikke i tvivl om, at kullene i høj grad ville komme fra Sydafrika. SHELL og BP solgte dem videre til gartnerier og fjernvarmeværker, der sjældent stillede krav til oprindelse af kullene. Og pga. den lave pris på de sydafrikanske kul, gav de det største overskud. I foråret 1985 fortalte en ansat i SHELLs kulafdeling os, at der var masser af sydafrikanske kul på terminalen. Vi gav historien videre til Information, der 5.maj bragte beviset med et billede over det meste af forsiden: En sort 150.000 tons skib taget på fersk gerning, med at losse sydafrikanske kul til SHELL og BP i den nye terminal. Dvs. at de to selskaber havde startet en ny import af disse kul op – påtrods af, at Folketinget havde vedtaget, at elselskaberne skulle udfase deres import.
Afsløringen var hovedhistorien i TV-aviserne de næste dage. Og vi kunne supplere historien med, at et af selskaberne havde markedsført sydafrikanske kul som mocambiquanske overfor et fjernvarmeselskab, der havde frabedt sig apartheidkul.
 I udtalelser til pressen henviste SHELL og BP nok så frejdigt til, at det jo ikke var forbudt – udfasningen var ikke vedtaget som en lov og beslutningen om udfasning gjaldt kun for elselskaberne. Men der var ingen tvivl om moralen – og flertallet bag udfasningsbeslutningen kom hurtigt ud med, at også SHELL og BP måtte være omfattet af udfasningen. Og at det skulle fortolkes sådan, at de ikke skulle starte en helt ny import op.  
Det ville SHELL og BP ikke umiddelbart acceptere – og det tror jeg var vores held: Deres adfærd provokerede politikerne bag udfasningsbeslutningen. Og hele forløbet viste jo med al ønskelig tydelighed, at der var brug for et egentligt forbud ved lov, hvis det skulle stoppes.

Forbud mod sydafrikanske kul
Sommeren 1985 var præget af stærk uro i Sydafrika – anført af den nye, sorte fagbevægelse, COSATU. I august organiserede Sydafrikakomiteerne i København og Århus demonstrationer til støtte for strejkerne i Sydafrika og inviterede lederen af Socialdemokratiet som hovedtaler i København og deres udenrigsordfører, Christian Kelm Hansen, som hovedtaler i Århus.  Det gav formentlig anledning til, at de ledende socialdemokrater koordinerede synspunkterne. I hvert fald meldte partiet få dage efter demonstrationerne ud, at man nu gik ind for en lov mod import af sydafrikansk kul – og andre varer. Samt en lov, der forbød eksport til Sydafrika.
Lovene blev vedtaget i løbet af næste folketingssamling og fik virkning fra 1.december 1986.  Hermed var Sydafrikakomiteernes hovedmål nået – efter 8-9 års kamp.

Under folketingsbehandlingen gik der et vedholdende rygte om, at den daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen, arbejdede på, at også regeringspartierne skulle stemme for boykot lovene. Vi undrede os såre – det var nye toner fra den kant. Det endte da også med, at regeringspartierne undlod at stemme (CHEKKES). Vistnok af hensyn til Erhard Jakobsen, leder af Centrumdemokraterne, der få år før havde besøgt Sydafrika og vendte hjem med en erklæring om, at Soweto var at sammenligne med Ølstykke, og at der i hvert fald ikke var nogen grund til boykot af apartheidregimet.
Senere udviste udenrigsminister Uffe Ellemann ret stor ihærdighed for at overtale andre EU-lande til at tilslutte sig den danske boykot – og det med betydeligt held. Det var fuldstændig omvendt af hans adfærd, når det drejede sig om at arbejde for de danske synspunkter overfor nye amerikanske atomraketter i Europa. Her modarbejde han åbenlyst de raket-kritiske synspunkter, Folketingets flertal havde pålagt ham at fremføre. Det var åbenlyst, at manden faktisk brændte for sagen.
Jeg tror jeg fandt en del af forklaringen i et nummer af ”Se & Hør” et par år efter:  Her blev Ellemann foreviget sammen med sin sorte, ghanesiske svigerdatter og sit lille lysebrune barnebarn. Al ære og respekt !