12. Da bamserne blev befriet Unge Mod Apartheid

Da bamserne blev befriet
Unge Mod Apartheid

Af Christina Elle

Krisefirsere. Schlüters regering talte om ”kartoffelkurer”, og at ”nu må vi tage os af vores egne”, samtidigt med at regeringen skar helt ind til benet på landets vuggestuer, plejehjem og skoler. I visse kvarterer herskede ”grønjakkerne” – underfrankerede danske unge, hvis varemærke var grønne satinjakker, og som overfaldt udlændinge og råbte ”perker” efter alt der var mørkere end lyserøde danske grise. På gammeltorv hang punkerne ud med deres selvlysende heftige frisurer. Man snakkede om postmodernisme, og en tid der var præget af individualisme, og hvor der ikke længere var nogle store sammenhænge. Alt var lige gyldigt. Rundt om i verden rasede borgerkrigene. I Latinamerika slagtede USA-støttede diktatorer tusindvis af fattige bønder i vanvittige massakre. I Danmark var der med jævne mellemrum slåskampe mellem politiet og ”BZ’erne”. Og så var der Sydafrika, som blev reageret med apartheid. Et system som byggede på åbenlys racisme, hvor hvide var mere end sorte alene på grund af deres hudfarve. Det sygeste af alle syge samfund.

Sydafrikakomiteen havde allerede i mange år været en del af den internationale anti-apartheid bevægelse, som kæmpede for sanktioner, og som forsøgte at hive benene væk under apartheid styret. Og meget var allerede lykkedes. Regeringen havde under stort pres indført sanktioner. Men der var stadig store firmaer der undskyldte sig med at ”dialog er bedre end sanktioner”, mens de tjente fedt på at handle med et styre, der undertrykte det store befolkningsflertal og var med til at holde apartheid i live.

Men Sydafrikakomiteen var lidt for voksne syntes vi. Møder med folketingsmedlemmer, brevskrivning, og lange diskussioner fyldte for meget og humoren og aktionerne for lidt.  Nogle år tidligere var en gruppe fra komiteen en sen aften kravlet gennem vinduet til det sydafrikanske generalkonsulat. De kaldte sig ”Unge mod apartheid” og de havde ”besat” konsulatet forkyndte de.  De forstod ikke hvorfor Sydafrika skulle have et konsulat når vi nu ikke måtte handle med dem. Eventyret kom ikke til at vare ret mange timer, men blev selvfølgeligt en stor historie i aviserne, og aktivisterne kom hver til at sidde 50 dage i fængsel. Men navnet Unge mod apartheid var fedt syntes vi, så egentligt var det det der startede det. Vi ville lave noget der var sjovt. Vi ville vise at unge ikke var så ligeglade, som de blev gjort til af samtidsforskerne. Vi var tre til at starte med, men få uger efter var vi 30.

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa var et af vores første mål. På trods af den internationale kampagne mod apartheid solgte de stadig rejser til Sydafrika. En eftermiddag gik en lille sødt-udseende pige ind på deres kontor ved Vesterport  Station. Med sig havde hun en erklæring fra Unge mod apartheid, hvor selskabet blandt andet skulle love at boykotte Sydafrika, og som hun bad selskabet skrive under på. Det havde de imidlertid overhovedet ikke lyst til – de mente ikke de gjorde noget ulovligt, så pigen blev vist ud igen. Få minutter efter stormede 20 unge ind på kontoret og greb hvad de kunne få fat på – stole, papirer, modelfly, telefoner, brochurer, og slæbte det ud på gaden. Fuldstændigt som soldater tidligere ”tvangsforflyttede” sorte fra områder, som de mente hvide skulle bo på i Sydafrika. Da en ung fyr næste dag gik ind på kontoret og spurgte om de nu ville skrive under på at de ikke solgte rejser til Sydafrika, blev han vist direkte op til direktøren, som meget gerne ville skrive under, og hvis der en anden gang var noget, måtte vi endeligt bare sige til, også hvis det handlede om økonomiske bidrag til foreningen! Vi havde fået Lufthansa til at stoppe salget af rejser til Sydafrika fra Danmark.

Kom ind og bliv bamset
Et var Lufthansa, og deres nok trods alt begrænsede salg af rejser. Noget andet var Shell og deres betydelige økonomiske interesser i Sydafrika. Den internationale kampagne mod Shell havde allerede kørt et stykke tid. Anti-apartheid bevægelser i hele verden pressede på for at få dem til at trække sig ud, og dermed hive et solidt plantet ben væk under apartheid styret. Sydafrikakomiteen havde mange lørdage stået foran tankstationer i hele landet og forsøgt at få folk til at købe deres benzin et andet sted, men vi syntes kampagnen manglede noget liv.

Vi startede med at smide nogle ”lig”  og kister i indkørslen til Shell-huset. ”Ligene” var selvfølgeligt bare sorte tøjdukker, men det vakte alligevel opstandelse. Så var det at Shell fandt på det med bamserne. Hvis man blev fast kunde hos Shell, og tankede rigtigt meget, så kunne man få en hvid bamse. Men vi ville gerne råbe Shell op, og hvordan råber man et barn op der ikke vil høre efter? Man tager dets bamse selvfølgeligt! Vi ville befri bamserne fra det uhyggelige greb de blev holdt i af Shell. Og så var det at bamsernes befrielseshær tog form. Navnet havde en journalist på Information en gang fundet på, men det var sjovt. Og det var under meget latter vi løb ind på en Shell-tank en lørdag og ”befriede” butikkens bamser, mens vi sang ”Hvad er det bedste i verden her – bamsernes befrielseshær”. Da vi kom tilbage på komiteen ringede telefonen. ”Det er chefen” lød det i den anden ende af røret. Det var journalisten fra Information – Poul Høst Madsen, der var begejstret for hans nye hær. ”Kom ind og bliv bamset” kunne man læse næste dag i avisen, mens en tegnet bamse vendte numsen til. Og det blev ikke sidste gang vi befriede bamser. Faktisk begyndte Shell at binde deres bamser fast i butikkerne af frygt for ”befrielseshæren”, men vi bevæbnede os med børnesakse, så det lykkedes os alligevel at få befriet en pæn del af Shells bamser.

Desværre endte mange af bamserne med at blive anholdt af politiet. De indfandt sig en søndag på Sydafrikakomiteens kontor, fordi de mente at vi havde opfordret til hærværk med en plakat der forestillede tegneseriehelten fantomet. De beslaglagde stort set alt, herunder bamserne! Heldigvis havde komiteens ”overbamse” – en særlig stor bamse - fået antiapartheid t-shirt på så advokaten der var med under ransagningen havde held til at overbevise politiet om at det skam ikke kunne være en Shell bamse – der stod jo netop ”Boykot Shell” på dens t-shirt.

Unge mod apartheid Svendborg, Århus, Lolland-Falster.....
Men vi ville gerne være mange. Mere end de 30 vi startede med. Så vi begyndte at søge penge til at lave et ”ungdomstræf”. Vi skrev til en masse fonde, og mange af dem ville faktisk gerne støtte os, så snart havde vi penge nok til at trykke foldere og plakater til Ungdomstræffet. Vi fik lov til at låne ”Den røde højskole” i Svendborg, og vi fik en masse mennesker til at komme og snakke. Ungdomstræffet blev en succes. Der kom 300 unge fra hele landet. De deltog i workshops om Sydafrika, men også om Palæstina, racisme, og meget andet. Vi ville gerne have unge til at tænke over problemer i hele verden, til at blive aktive og gøre noget. Og det gjorde de. Rigtigt mange af dem gik hjem og startede lokalafdelinger af Unge mod apartheid bagefter – vi var blevet en landsdækkende bevægelse. Vi lavede aktioner over hele landet, men Unge mod apartheid var meget mere end det. Vi delte foldere ud, solgte klistermærker, hængte plakater op, deltog i debatmøder...vi var i det hele taget med over det hele. I løbet af kort tid var vi blevet nogle man henvendte sig til, når man ville noget med sit aktivistarbejde. Der skete altid noget, og der var altid nogle der var i gang med at forberede noget på kontoret. Vi lavede ”sit-inn-aktion” på det Sydafrikanske konsulat da apartheid-styret ville henrette 6 unge sorte for et mord ingen vidste hvem havde begået, og var dermed med i den internationale protestbølge. Vi stod i blokade dag og nat foran det konsulat Sydafrika ville bygge i Hellerup i månedsvis. Vi holdt en sommerlejr på en højskole på Fyn, hvor vi lavede teater, diskuterede Sydafrika og dansk aktivistarbejde. Vi holdt endnu et ungdomstræf på Avedøre gymnasium, med gæster fra Sydafrika. Vi tog rundt på gymnasier og på skoler og fortalte om Sydafrika og os. Der var virkeligt gang i den de år....

Men der var selvfølgeligt også en bagside. Der var journalister der udråbte os til at være terrorister, og endda en enkelt på Jyllandspesten der mente at Unge Mod Apartheid var startet fordi formanden fra Landskomiteen Sydafrikaaktion havde et klamt forhold til børn. Der var hattedamer der syntes at vi gik for vidt, mens der var andre der mente at det ikke gjorde noget hvis vi kom til at ødelægge lidt under aktionerne. Der var uendeligt mange interne diskussioner af mål og midler, men alligevel var det sjovt at være med. Vi kunne se at det vi gjorde havde en virkning. Vi fik skabt opmærksomhed om det vi ville. Vi fik givet især Shell og det sydafrikanske konsulat noget at tænke på, og jeg tror at vi havde en del af æren da direktøren for Shell i Sydafrika begyndte at tale for reformer, og deltog i anti-apartheid marcher. Jeg tror, at vi fik Sydafrikanerne til at bande Danmark langt væk med vores besættelser og vores årelange blokade af deres byggeri. Jeg tror at vi var en vigtig del af det internationale anti-apartheidarbejde.

Personligt har jeg fået meget ud af mit engagement i anti-apartheid arbejdet. Jeg lærte meget om aktivistarbejde. Om at være en forening sammensat af lektorer, studerende, håndværkere, folkeskoleelever, sydafrikanere og danskere, 50årige og 13årige. Om hvordan man får mediernes bevågenhed, og om hvordan man får en forening til at køre videre, selv om politiet lige har beslaglagt alt hvad man ejer. Om at være tre der ville noget til få måneder efter at være 300. Jeg fik oplevet nogle ting jeg ellers aldrig ville have oplevet som da den sydafrikanske konsul kørte forbi vores skurvognsblokade af hans konsulat om natten med hele overkroppen ude af bilvinduet mens han råbte: ”Kom ud og dø” efter os. Anti-apartheid arbejdet var det der for alvor fik mig til at tro på at det nytter noget at gøre noget, lige meget hvem man er. Og et eller andet sted var det vel det der kom til at medføre at jeg i dag sidder i Nicaragua hvor jeg arbejder for International Børnesolidaritet som forsøger at få børn og unge her til at organisere sig, til at kæmpe for at ændre et sygt samfund.