1. Det begyndte med Sharpeville

Sydafrikaaktioner før 1978

Af Svend Skovmand

Det begyndte med massakren den 21. marts 1960, hvor 67 sorte afrikanere blev skudt ned af hvide politifolk i politistationen i Sharpeville. Indtil da havde kun få i Danmark interesseret sig for situationen i Sydafrika. Man var klar over, at de hvide var i mindretal, og at de sorte blev undertrykt, men det druknede i den almindelige opstemthed over situationen i Afrika, hvor land efter land blev selvstændigt, og de europæiske kolonimagter måtte trække sig tilbage. De fleste forestillede sig, at udviklingen hurtigt ville nå Sydafrika, og at afrikanerne også her ville få magten.

Sharpeville-massakren fjernede brutalt denne forventning, ikke mindst fordi den blev fulgt op af en række love, som blandt andet forbød det ledende sydafrikanske parti, African National Congress (ANC), og gjorde det muligt for politiet at arrestere alle de personer, de anså for farlige for de hvide. De pågældende kunne endda blive holdt i forvaring på ubestemt tid uden at blive stillet for en dommer.
Lovene virkede særligt urimelige, fordi aktionen i Sharpeville var rent ikke-voldelig. Den gik ud på, at afrikanerne skulle brænde de pas, som de hvide havde tvunget dem til at gå med. Derefter skulle de gå til den stedlige politistation og lade sig arrestere. Tanken var, at antallet af folk i fængslerne ville blive så stort, at regeringen måtte ophæve pasloven.
Denne metode havde den store indiske politiker Mahatma Gandhi brugt med stort held i Indiens kamp mod det engelske kolonistyre. Men i Sydafrika virkede den ikke. Dertil var det hvide styre for fast besluttet på at fastholde sin magt, som man kunne se i Sharpeville og på de efterfølgende love.
Men netop denne holdning skabte forfærdelse over hele verden og førte til en international kampagne mod Sydafrika. I 1961 modtog den afrikanske leder Albert Lutuli Nobels fredspris i Oslo. Samme år blev Sydafrika tvunget til at forlade det britiske statssamfund Commonwealth, og den 6. november 1962 opfordrede et stort flertal af landene i FN’s Generalforsamling til, at medlemslandene skulle bryde de diplomatiske forbindelser med Sydafrika og boykotte landet.

Den første kampagne
FN’s Generalforsamling kan i modsætning til Sikkerhedsrådet ikke vedtage beslutninger, der er bindende for medlemslandene, og de vestlige landes regeringer – hvis handel med Sydafrika var afgørende for landet – tog da heller ikke hensyn til Generalforsamlingens opfordring til boykot. Det var baggrunden for, at de nordiske ungdomsorganisationer i foråret 1963 besluttede at følge henstillingen fra FN og at opfordre folk til at boykotte varer fra Sydafrika. Håbet var, at en sådan aktion ville kunne føre til, at regeringerne ændrede deres holdning og selv støttede boykotten.
I Danmark blev Sydafrikaspørgsmålet taget op af Dansk Ungdoms Fællesråd, der på den tid havde Jørgen Mejdahl som generalsekretær og venstremanden Knud Enggaard som formand. På deres initiativ gik man i gang med en kampagne for, at Danmark og danskerne skulle følge beslutningen i FN’s Generalforsamling og boykotte Sydafrika. Kampagnen blev støttet af et klart flertal i rådets styrelse, idet dog repræsentanterne for spejdernes organisationer var noget forbeholdne. De mente ikke, at det var deres opgave at beskæftige sig med politiske spørgsmål. Spejderne var imidlertid i klart mindretal, og der blev nedsat et Sydafrikaudvalg og ansat en medarbejder til at løse opgaven. I første omgang ansattes Jens Erik Stenstrup, hvis arbejde dog kun kom til at vare et år.

Jeg sad i Fællesrådets styrelse som repræsentant for Radikal Ungdom, og da jeg på den tid var udenrigspolitisk medarbejder på Information, var det naturligt, at jeg kom ind i Sydafrikaudvalget. Vi lavede blandt andet en brochure, som vi fik trykt i et stort oplag, og som viste en hvid sydafrikansk politibetjent, der med en knippel slår på en afrikaner. Brochuren indeholdt en opfordring til at holde op med at købe sydafrikanske varer og bragte en detaljeret liste over de navne, som blandt andet appelsiner, frugtkonserves, marmelade og vin blev solgt under.
Opfordringen gav forbløffende hurtigt resultat. Allerede efter få ugers forløb meddelte Hovedstadens Brugsforening (HB) og Irma – som på den tid intet havde med hinanden at gøre – at de indstillede alt salg af varer fra Sydafrika, og deres eksempel blev snart fulgt af andre. Resultatet blev, at den i forvejen ikke særlig store indførsel af forbrugsvarer fra Sydafrika gik ned, men samtidig dalede den folkelige interesse for sagen. Man kan jo ikke protestere mod varer, der ikke er til salg.
Det betød dog ikke, at Fællesrådet indstillede arbejdet, som nu blev ledet af generalsekretær Carl Nissen. Man fik den kendte TV-kommentator John Danstrup til at skrive et brev til de hvide i Sydafrika og indsamlede derefter adresser på hvide sydafrikanere. De adresserede breve blev solgt til danske Sydafrikainteresserede. Kampagnen blev en stor succes og gav endda et overskud, som man kunne bruge til det øvrige oplysningsarbejde.
Man sendte også en opfordring til Folketingets medlemmer om at skrive under på en henvendelse til den sydafrikanske regering, der opfordrede Sydafrika til at følge en FN-resolution om løsladelse af politiske fanger, og som protesterede mod den igangværende retssag mod en række afrikanske ledere, deriblandt Nelson Mandela – den retssag, der førte til, at han blev idømt livsvarigt fængsel og overførtes til fængselsøen Robben Island. Erklæringen blev underskrevet af en del folketingsmedlemmer, men førte dog ikke til nogen ændring af regeringens holdning.
Derimod lykkedes det at få skabt enighed i Fællesrådet om holdningen til Sydafrika. Unge ledere i spejderkorpsene kunne ikke forlige sig med deres organisationers holdning, og det endte med, at de vedtog en erklæring, der fuldt ud bakkede op om aktionerne.

Fællesrådet for Sydafrika
I 1966 opstod en ny situation, fordi Den Internationale Domstol i Haag skulle afsige dom i sagen om Sydvestafrika, det nuværende Namibia. Dette område, der i 1884 blev en tysk koloni, var i 1915 erobret af sydafrikanske tropper og blev efter afslutningen på Første Verdenskrig et formynderskabsområde under Folkeforbundet i lighed med de øvrige tyske kolonier. I praksis blev landet imidlertid styret af Sydafrika, og de hvides herredømme var ligeså gennemført som i selve Sydafrika. Efter oprettelsen af FN i 1945 blev Sydvestafrika på ny gjort til formynderskabsområde, og det førte til en stigende kritik af Sydafrikas politik i området.
Sydafrika hævdede, at formynderskabs-systemet måtte betragtes som afsluttet med Folkeforbundets ophør, og nægtede derfor at komme med årlige rapporter om Sydvestafrika, sådan man havde gjort i Folkeforbundets tid. Det førte i 1960 til, at Etiopien og Liberia – de eneste afrikanske stater, der også havde været medlemmer af Folkeforbundet – rejste sag ved Den internationale Domstol i Haag og krævede, at Sydafrika blev dømt til at opgive kontrollen med Sydvestafrika, fordi landet havde misrøgtet sit mandat. Sydafrika søgte med alle midler at standse retssagen, men havde i første omgang ikke heldet med sig. 8 af de 14 dommere gik nemlig ind for at behandle sagen, og alt tydede derfor på, at den ville blive vundet af Etiopien og Liberia. Spørgsmålet var så, om Sydafrika ville rette sig efter det.
Dette var baggrunden for, at Fællesrådet for Sydafrika blev dannet. Det blev stiftet af Dansk Ungdoms Fællesråd sammen med Anti Apartheid Komiteen og Danske Studerendes Fællesråd, og de drivende kræfter var Carl Nissen og Ole Bang, der var generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Ud over de to sad i bestyrelsen den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiasen, Niels Munk Plum fra Anti Apartheid Komiteen og generalsekretær Viggo Mollerup fra Folkekirkens Nødhjælp. Tanken med Fællesrådet var, at man skulle sætte en stor kampagne i gang i det øjeblik, hvor domstolen i Haag havde afsagt dommen over Sydafrika. Denne kampagne skulle presse regeringerne til at lægge et så stort pres på Sydafrika, at landet opgav sit ulovlige herredømme over Sydvestafrika.

Sådan gik det blot ikke. Hvad man ikke var opmærksom på, var, at en ægyptisk dommer, som havde støttet Etiopien og Liberia, var død i 1965 og var blevet afløst af en europæisk dommer, der indtog en mere forsigtig holdning. Resultatet blev, at domstolen den 18. juli 1966 afviste Etiopiens og Liberias anmodning. Stemmerne stod 7-7, og den udslagsgivende stemme kom fra domstolens formand, der uheldigvis støttede Sydafrika. Dommen vakte raseri og førte til, at FN’s Generalforsamling besluttede at fratage Sydafrika retten til at styre Sydvestafrika, som man samtidig omdøbte til Namibia. Men Generalforsamlingen kunne som fire år tidligere ikke sætte magt bag sin beslutning, og Sydafrika fik lov til at fortsætte sit herredømme mange år endnu.
Fællesrådet fortsatte dog sit arbejde og udgav blandt andet bladet »Sydafrika Kontakt«, der i en periode fik støtte fra DANIDA.

Apartheidbevillingen
Mens de skiftende danske regeringer ikke var villige til direkte at boykotte Sydafrika, gav de i årene efter 1965 stadig større beløb til humanitær bistand og retshjælp i det sydlige Afrika. Pengene, som til daglig blev kaldt apartheidbevillingen, blev bevilget i et udvalg, der havde en embedsmand fra Udenrigsministeriet som formand, men som ellers bestod af forskellige NGO’er, hvis ønsker i lang tid blev samordnet af Arne Piil fra Dansk Flygtningehjælp.

Presset fra disse organisationer betød, at bevillingen med årene blev større og større. Fra 1965 til bevillingens ophør i 1993 blev der ydet i alt 975 millioner kroner – et beløb, der er væsentlig større, hvis man gør det op i nutidskroner. I bevillingens sidste år kom man op på 92,3 millioner kroner. Pengene gik til NGO’ernes hjælpeprogram samt til Defence and Aid Fund (IDAF) i London og forskellige FN-programmer. Derimod lykkedes det først i 1991 at komme igennem med et ønske om at yde et direkte beløb til ANC, hvad der gav organisationen en form for officiel anerkendelse. På det punkt lå man langt bagefter Sverige, der allerede i slutningen af 1960’erne begyndte at yde direkte støtte til frihedsbevægelserne i det sydlige Afrika.

Hvad var målet?
I dag, hvor hele det sydlige Afrika er blevet befriet for de hvides herredømme, kan man godt spørge om, hvorvidt resultaterne svarer til de forventninger, vi havde i 1960’erne og 1970’erne. Svaret er ganske enkelt, at vi overhovedet ikke tænkte på den side af sagen. De hvide regeringers overmagt og den vestlige støtte til dem virkede så overvældende, at vi slet ikke turde tænke på, hvad resultatet af frihedskampen ville blive. Og alene det at udtrykke tvivl om afrikanernes evne til at regere deres lande på en ordentlig måde ville i sig selv være at give en form for støtte til de hvide, der var ved magten.
At man så kunne ønske, at udviklingen var gået anderledes, er en anden sag.

Sven Skovmand, født 1936. Journalist og forfatter. Aktiv i Dansk Ungdoms Fællesråds Sydafrikakampagne 1963-64 og i Fællesrådet for
Sydafrika 1966-68. Har bl.a. skrevet bøgerne »Det sydlige Afrika« (1967), »FN, Sydafrika og menneskerettighederne« (1969), »Sorte og Hvide« (1970) og Politikens Verdenshistorie (2003).